H.C. Andersens grav på Assistens Kirkegård i København bliver ofte fremhævet, når området omtales. Men der er gode historier at fortælle på alle kirkegårde. Også selvom der ikke er begravet kendte fra den brede offentlighed.
Holdningen er Inger Merete Pedersens, faglærer hos AMU-Fyn. Her tog man for tre år siden initiativ til et kursus i rundvisninger i kirker og på kirkegårde. For gravere, kirketjenere, kordegne og menighedsrådsmedlemmer har udtrykt, at de gerne vil klædes mere på, både når husmoderforeningen, børnehaven eller en lokalhistorisk gruppe ønsker en guidet tur, forklarer hun.
På kursets to dage undervises der blandt andet i, hvordan man via kildemateriale finder kirkegårdens interessante historie.
”For eksempel hvorfor der er en havfrue på en sten, eller historien bag den lokale krybskytte,” siger Inger Merete Pedersen om kurset, der har været holdt to gange og er åbent for alle. Indtil videre har op mod 20 personer deltaget.
Hvordan kirken og dens ansatte kan blive bedre til at vise kirkegården frem, er en del af temaet for den årlige ”Kirkegårdskonference” i dag. Postdoc Christian Kjøller fra institut for geovidenskab og naturforvaltning, Københavns Universitet, er medarrangør og peger på, at konferencen blandt andet diskuterer, hvorfor mange mennesker ikke har det samme nære forhold til kirkegården som tidligere.
Hans bud på en forklaring er en øget mobilitet i samfundet, som gør, at folk ikke færdes så ofte på den kirkegård, hvor deres familie er begravet, og dermed ikke får et nært forhold til kirkegårde generelt. Og nogle har ifølge ham ikke øje for områdernes værdi.
”Den tilbyder en geografi til sorgen for de efterladte. Et sted med fred og hvile, som kan noget andet end verden udenfor, som bliver hurtigere og hurtigere. Også for andre end de pårørende. Og så har kirkegården en forbindelse til tidligere tider, som kan fortælle om den lokale identitet og i bykirkegårdenes tilfælde også om nationalhistorien,” siger han og fortæller om, hvordan flere kirkegårde er begyndt at arbejde strategisk med at vise rundt:
”Det har mange steder været muligt, at kirkegårdens ansatte har sagt lidt, men flere har nu en strategi for, hvad de vil formidle. Og der arrangeres fælles mindehøjtideligheder for eksempel i forbindelse med allehelgen. Udviklingen begyndte så småt for 5 til 10 år siden. Det afspejler en stigende interesse. Havde der ikke været et ønske om at blive vist rundt, havde der ikke været grobund for at lave et kursus i det eller egentlige rundvisninger. Der er både en lokalhistorisk interesse og en interesse for kirkegården som et særligt sted adskilt fra det omgivende samfund.”
På kirkegården kommer man tæt på noget væsentligt i livet. Det kan afholde nogle fra at komme der, men er også det interessante for andre, siger Christian Kjøller.
Forfatteren Kristian Ditlev Jensen har skrevet samtalebogen ”Hvorfor må vi ikke tale om døden?”, og han peger på, at netop kirkegården er udtryk for en ”carpe diem-kultur”, hvor folk især i større byer bruger området spontant. Ifølge ham for at snakke og slappe af, men her opstår også perspektivet om, hvor lille man er, og hvor stor døden er.
”Der er et dilemma mellem det fysiske og metafysiske. Selvom man tror på et liv efter døden, savner man noget konkret, når en mor eller bedsteforælder er væk. Kirkegården bliver så et semiotisk anker,” siger han med henvisning til, at den har en stor, men abstrakt betydning.
”På kirkegården finder man tid og rum til noget, som ellers er uden for tid og rum. Det er vigtigt, for at sorgen og eftertanken kan finde sted. Og det gør den der, hvor der er et bestemt sted til det.”
Christian Kjøller medgiver, at der er ”en spænding” i at ville åbne kirkegården for andre end de efterladte:
”Det kan potentielt give konflikter. Men kirkegårdsfolkene er generelt gode til at fornemme stemningen og tage hensyn, når de arbejder eller viser rundt. Og hvis der ikke kommer grupper af besøgende hver dag, og det sker i et begrænset tidsrum, fylder de ikke så meget.”