Var Jakob Brønnum kirkemaler og skulle male et billede af Jesus, ville han placere den korsfæstede et sted i bunden i maleriet.
Hverken heltemodigt kæmpende mod døden eller fromt skuende mod himlen. Og rundt om ham: kaos.
Måske en brændende landsby som på et af Chagalls berømte malerier.
Alt, der bare kunne minde om en guddommelig helt, som står i centrum for en kirkelig verdensmagt, ville være væk. Helt væk.
Der findes nemlig ikke nogen større fejl i kirkehistorien, end at kirken har gjort Jesus til en helt. Det mener Jakob Brønnum, som altså ikke er maler, men teolog og forfatter til den aktuelle bog Kristus som antihelt.
LÆS OGSÅ: Et ideologisk angreb på Jesus
Kristus blev i mange hundrede år brugt som en helteskikkelse, der har skullet tjene en undertrykkende samfundsmagt. Vi bliver nødt til at gøre os klart, hvordan det afskærer moderne mennesker fra at forstå, hvad der faktisk ligger i det kærlighedsbudskab, Jesus kom med.
Jakob Brønnum vender tilbage til eksemplet med kirkemalerierne og forsøger at koge en hel bogs kirkehistoriske mellemregninger ned til et par pointer.
Stiller du dig foran et af de gamle, harmoniske alterbilleder, er Kristus altid i toppen af magtpyramiden. Han er placeret i centrum af den skabte verden. Det har middelaldermennesket ikke opfattet som en skildring af Guds kærlighed. Det er skildringen af en magtstruktur med Gud øverst og kongen lige nedenunder. Og altid med en påmindelse om, hvilket helvede der venter, hvis du ikke opfører dig, som de siger du skal. Den skildring siger ikke mennesker noget i dag, men alligevel hænger vi ofte som kirke fast i den. Forstod vi Jesus, ville vi altid placere ham i bunden af magtpyramiden.
Helten Jesus findes i mange skikkelser. I 300-tallet blev han det menneskelige ansigt på en voksende supermagt, den katolske kirke. I middelalderen var han en fysisk stærk kriger hos både vikinger og korsriddere. I dag er han superhelt i tegnefilm og tegneserier.
Hvorfor er det et problem at se Jesus som magtfuld helt?
Fordi magt er det modsatte af kærlighed. Det kan godt lyde lidt flippet, men jeg begynder ikke at gå i Jesus-sandaler af den grund, siger Jakob Brønnum og fortsætter:
Magt er at gøre sine egne behov til andres, mens kærlighed er at gøre andres behov til sine egne. Det er ret enkelt. Historisk set har magthavere haft gode politiske grunde at vende op og ned på den Kristusskikkelse, der forkyndte kærlighed og konsekvent gjorde oprør imod magtinstitutioner. Så var der kun magtstrukturen tilbage, som folk måtte underordne sig, hvis de ikke ville ende i evig fortabelse. Hvis vi skal tegne et nyt billede, som det moderne menneske kan forstå, og som måske kan åbne interessen for, hvor aktuelt Jesu budskab om kærlighed i virkeligheden er, må vi finde et sprog, hvor der ikke er nogen af de magtstrukturer tilbage.
Lever det magtsprog da stadig i folkekirken?
Ja. Slår du op i liturgien, er der klart efterladenskaber af det. Som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, siger vi. Regerer. Det er magtsprog, som skygger for tilegnelsen af evangeliet i dag. Og kig på Fadervor. Alle er enige om, at den oprindelige udgave ikke har det sidste om riget, magten og æren med. Det er det samme. Rige er et institutionelt magtbegreb, som vi ikke forbinder med en kærlighed, der gør andres behov til sine egne. Vi ser den russiske zar eller den amerikanske præsident for os.
Kunne folk ikke godt tænke på himmerige?
Jo selvfølgelig, men hvad er det traditonelt set? Det er dér, hvor du og jeg og de andre rigtige kommer ind, men de og de kommer i hvert fald ikke ind! Der gik ikke 20 minutter fra, at kristendommen blev en statsreligion, til kirken havde lavet et nyt vi og de. Men det er en tankegang, der slet ikke hører hjemme i et moderne kærlighedsbegreb.
Med moderne kærlighedsbegreb mener Jakob Brønnum faktisk det kærlighedsbud, Jesus kom med for cirka 2000 år siden: At vi skal elske vores næste som os selv.
Jesus var den første modernist. Han er den første, der siger det, der er modernitetens helt store indhold: At vi ikke længere kun er forpligtede over for dem, vi deler blodsbånd med, sådan som det stadig er mange steder, men at forpligtelsen gælder alle mennesker.
Et vilkår ved Jesu kærlighedsbud er, at det enkelte menneske frit vælger at tage imod det og efterleve det. Det kan ingen samfundsmagt tvinge os til eller gøre for os. Og det er netop kendetegnende ved det moderne menneske, at det frit kan og skal vælge sin egen tro og livssyn. Så Jesu kærlighedsbud har med andre ord aldrig før haft så gode vilkår for at udfolde sig som i dag.
Det evangeliske kærlighedsbegreb kan give os oplevelsen af, at der faktisk er noget i verden, der ikke er relativt. Nemlig den kærlighed, der handler. Den kærlighed kan hjælpe os i retning af et sprog, som taler til mennesker i dag. Det moderne menneske spørger ikke, om det bliver frelst eller går fortabt. Det spørger, om der mon er noget bagefter. Vores videnskabelige verdensbillede fortæller os, at der ingenting er. Men evangeliet siger: Der findes én kærlighed, og den er til deling. Det må være den samme kærlighed, som Gud, hvis han findes, har skabt verden med, og det er den kærlighed, som Jesus fordrer af os i evangelierne. Den kærlighed er altså evig. Jeg mener nok ikke, at korsfæstelsen skal tolkes sådan, at en gammeltestamentlig gud skal have et sidste offer for at blive tilfreds. Det er ikke kærlighed, det er handelspolitik. På korset lader Gud sig underkaste det voldsomste livsvilkår: at vi skal dø. Det gør han for at give os den trøst i livet, at døden skal vi ikke være bange for. Egentlig er udgangspunktet for min bog, at jeg tænkte over, hvor negativt det påvirker os til daglig, at vi ikke tror, vi skal leve evigt.
Men er der ikke allerede mange præster, der taler om, at Kristus er kærlighed, og at alt ender godt?
Hvis Jesus, som nogle religionssociologer for tiden siger, forsvinder i vores forkyndelse til fordel for en blegere Gud uden fordringer til os, og hvis hospicepræster mangler sprog for det, de skal tale med den døende om, som en undersøgelse for nylig viste, så tyder det på, at vi har glemt at genfortolke noget afgørende ved evangeliet. Så lad os da prøve at læse Jesus på ny og finde ansatser til det sprog, der er lejret omkring hans kærlighedsbegreb.
Du hævder, at du i din læsning af evangelierne skræller historiske, politiske og religiøse lag væk for at nå ind til, hvad Jesus egentlig sagde. Er du ikke bare en moderne kærlighedshippie, som læser evangelierne gennem endnu et filter?
Det er god indvending, og den er korrekt. Men jeg har forsøgt at kigge gennem et filter, der favner min egen tid så bredt som muligt. Jeg leder efter de spørgsmål, som er aktuelle i dag og ikke i den kultur, evangelierne blev til i. Et af de spørgsmål er, om vi kan få evangeliet til at forholde sig til, at millioner af mennesker bliver gjort til passive forbrugere. Der er kapitalinteresser så store i dag, at det overgår al forstand. De har en aktiv interesse i, at vi sætter os foran vores tv og bliver siddende, til vi skal i seng. De har ingen interesse i at hjælpe os til at blive selvstændigt tænkende, kreative individer. Det er dårligt for forretningen. Kan det evangeliske kærlighedsbudskab blive bragt i dialog med det problem? Ja, jeg kan godt høre, at det lyder flippet. Men så se, hvad Jesus gik og sagde. At vi skal give vores penge væk og ikke bekymre os, men se på markens liljer. Jesus var bestemt ikke noget organisatorisk talent, det er helt klart. Men evangeliet giver os et alternativ: Én kærlighed, som er til deling mellem alle mennesker.