Kirkekunsten tør igen byde på det guddommelige

”Selv om maleriet som udgangspunkt tager afsæt i den fysiske verden, vi lever i, så får det os samtidig ...

”Selv om maleriet som udgangspunkt tager afsæt i den fysiske verden, vi lever i, så får det os samtidig til at rette opmærksomheden mod noget udenfor. Noget der er lidt sløret, men som helt klart minder om en have.” Sådan lyder en del af tolkningen fra kunsthistoriker Hans Jørgen Frederiksen, når han analyserer maleriet ”Det fjerde lys (Krystal-øjeblikket)”, som kunstneren Anette Harboe Flensburg malede i 2004 som bud på en moderne altertavle. Maleriet hænger i dag på Skive Kunstmuseum. – Foto: Gert Laursen

Man kan for mig at se ikke lave vedkommende kirkekunst på tro, men kun på tvivl. Når man maler på eksistensen og tvivlen, kan der ske noget på lærredet.
Peder Svejgaard Pedersen, sognepræst

Op igennem kristendommens historie har kirkens kunstnere stået over for en svær opgave. Ved at gøre værkerne for konkrete risikerer de at gøre det religiøse for banalt og utroværdigt, og i mange år har moderne kirkekunst da også været meget tøvende over for det religiøse. Men det ændrer sig nu, mener eksperter

Hans Jørgen Frederiksen har forberedt sig. På bordet foran kunsthistorikeren fra Aarhus Universitet ligger der en fotokopi i farver af kunstneren Anette Harboe Flensburgs bud på et moderne alterbillede.

Maleriet hedder ”Det fjerde lys” med undertitlen ”Krystaløjeblikket”, og det er lavet som et bud på ny alterudsmykning til en række kirker på Østerbro i København, der for nogle år siden havde inviteret kunstnere til at komme med nye forslag.

Det kan være svært at beskrive et billede med ord, men som betragter af maleriet bliver man i den grad udfordret på sin normale opfattelse af materiale, rum og sted. Maleriet ligner for det første et fotografi.

Det lader os kigge ind på en slags åben scene, hvor vi igennem 12 døråbninger aner en uskarp have udenfor, alt imens lyset falder ind gennem døråbningerne. Den 12. døråbning er endda uden for billedet, men afsløres af lysstriben. Og lidt forskudt fra billedets midte hænger en række krystaller ned fra loftet – foran den højeste og bredeste døråbning.

”Der er jo henvisninger til blandt andet nadveren og opstandelsen i billedet. Men man kan sige, at selv om maleriet som udgangspunkt tager afsæt i den fysiske verden, vi lever i – så får det os samtidig til at rette opmærksomheden mod noget udenfor. Noget, der er lidt sløret, men som helt klart minder om en have.

Det kan på den måde både være Edens have, Getsemane have eller den have, hvor Jesu opstandelse fandt sted. Og haven er der – lige udenfor. På den måde retter kunstneren vores opmærksomhed fra det fysiske rum til et rum af en anden virkelighedskarakter, et metafysisk rum. Men hun antyder det kun og slører det, der er udenfor. Hun kan jo som kunstner ikke afsløre det guddommelige – kun nærme sig det gennem en tilsløring.”

Sådan forklarer Hans Jørgen Frederiksen noget af det, der er på spil i Anette Harboe Flensburgs maleri ”Det fjerde lys”. Og han ser netop dette kunstværk som et eksempel på, ”at metafysikken er kommet igen i den moderne kirkekunst”.

Også kunsthistoriker Liana Erbs peger på, at der sker en spændende udvikling inden for kirkekunsten i de her år. Hun underviser i denne sæson på Folkeuniversitetet i ”Kunsthistoriens verdensbilleder”, og hun nævner blandt andet Bjørn Nørgaards udsmykning af Christianskirken i Fredericia fra 2007 som et af de interessante eksempler.

”Bjørn Nørgaard har jo erklæret sig som tvivlende over for religion, men har sagt ja til de kirkelige opgaver, hvor han har nærmet sig med stor respekt for traditionen. Jeg mener, at han i de senere år sammen med en del af de mest moderne kunstnere, som på dramatisk vis havde brudt med traditionerne inden for kunstsproget, har udvist en fantastisk nysgerrighed og respekt for både Bibelens historier og de religiøse symboler. Og det spændende i tiden er, at de gamle kirker har turdet åbne dørene for disse eksperimenterende kunstnere, velvidende at de var tvivlende i deres tro. Det er virkelig interessant at opleve, hvordan disse moderne kunstnere nu genfinder Bibelens historier, fortælleglæden samt den religiøse symbolik.”

Liana Erbs fremhæver , at Bjørn Nørgaard i sin udsmykning af Christianskirken i Fredericia endda har søgt inspiration i gotikkens kunst, der netop ses som indbegrebet af religiøs kunst.

”I kirkeudsmykningen i Fredericia har Nørgaard arbejdet meget bevidst med det metafysiske lys, og i hans altertavle er der også tydelige figurer. Det sidste blev han også bedt om af menighedsrådet, men det siger jo noget om, at kirkekunsten ikke længere behøver at have et armslængdeforhold til det religiøse ved hjælp af det non-figurative,” siger Liana Erbs.

I den moderne kirkekunsts historie har der ellers især i tiden efter Anden Verdenskrig været flest eksempler på de non-figurative værker, fortæller Liana Erbs.

”Den generation af kunstnere, der oplevede krigen og voksede op i dens skygge, fik i den grad smadret deres tillid til verden – og til Gud. Og tiden blev præget af en fremmedgørelse, som er den, der afspejles i kunsten, der derfor heller ikke længere er umiddelbart tilgængelig eller genkendelig. Man kan sige, at fordi mennesket var fremmedgjort, blev kunsten det også. Temaerne i kirkekunsten kredsede derfor også i en lang periode især om menneskets eget livtag med tilværelsen. Og i den sammenhæng blev den kristne mytologi brugt som prisme til at kaste lys på de eksistentielle udfordringer som lidelse, krise og ensomhed.”

At der i de senere år er sket en forandring i udtryk og tematik inden for den moderne kirkekunst, hænger ifølge Liana Erbs sammen med, at det netop nu er en ny generation af kunstnere, der udsmykker kirkerne.

”Den nye generation går til opgaven på en anden måde – og de går tilbage til kilderne, til traditionen. De er nødt til at forholde sig til kristendommen på en ny måde og gøre den til deres. Og det har så blandt andet ført til en større åbning over for det metafysiske, som de for mig at se især arbejder med igennem lyset, der fremmanes gennem farvede ruder samt de ypperste materialer som ægte bladguld,” siger Liana Erbs.

Det eksistentielle anliggende må dog aldrig forsvinde fra kirkekunsten, hvis den skal være relevant, mener sognepræst i Øster Tørslev, Peder Svejgaard Pedersen. Han holder ofte foredrag om kirkekunst og har i to af sine kirker moderne kirkekunst, nemlig Arne Haugen Sørensens trefløjede altertavle fra 1993 i Dalbyneder og maleriet ”Den brændende tornebusk” af Maja Lisa Engelhardt i Øster Tørslev.

”Der skal være et eksistentielt anliggende hos kunstneren, før værket kan nå ind til livets hellighed. Man kan derfor for mig at se ikke lave vedkommende kirkekunst på tro, men kun på tvivl. Når man maler på eksistensen og tvivlen, kan der ske noget på lærredet. I den proces, hvor kunstneren eventuelt selv overraskes eller overvinder smerten, dér sker opstandelsen – dér kan det i heldigste fald ske, at eksistensen transcenderer. Hvis man ikke selv som kunstner er på spil, så bliver værket derimod villet og postulerer kun noget religiøst,” siger Peder Svejgaard Pedersen.

Han nævner i den forbindelse Arne Haugen Sørensens beskrivelse af, at det at male er som en bøn for ham.

”Det illustrerer jo netop, at det er processen, kunstnerens kamp med at nå ud over sig selv, der gør værket interessant og kan sikre, at man som beskuer ikke lades upåvirket.”

For kunsthistoriker Hans Jørgen Frederiksen handler god kirkekunst dog ikke kun om, hvorvidt kunstneren har noget eksistentielt på spil. For ham at se er der for tiden også et helt nyt perspektiv på vej i kirkekunsten, som på sigt kan give os helt nye dimensioner at forstå virkeligheden ud fra.

”Vi har en tendens til at se på virkeligheden med de briller, som Renæssancen har givet os. Inden for kunsthistorien handler det om regler for perspektivet, og hvordan man gengiver et tredimensionalt rum på et lærred. Og når jeg får nye studerende, så er de meget hurtige til at betegne netop renæssance- billederne som dem, der beskriver virkeligheden rigtigt. Senere har især kubismen forsøgt at bryde med den opfattelse og netop forsøgt at vise, at Renæssancens optik kun er én blandt flere. Men på samme måde som vi heller ikke er særligt påvirkede af kvantefysikken, så har kubismen heller ikke påvirket vores virkelighedsopfattelse. Min påstand er dog, at på et eller andet tidspunkt må et anderledes virkelighedsbillede slå igennem. En virkelighed, som også troen er udtryk for. Og det er efter min mening noget af det, vi ser spændende eksempler på i den moderne kirkekunst.”