Kirkeledere øger pres for religionsfrihed

Pope Francis (L) and Russian Orthodox Patriarch Kirill exchange a joint declaration on religious unity in ...

Paven og den russisk-ortodokse patriark underskriver her den fælles erklæring. Foto: Gregorio Borgia/Reuters / Scanpix Denmark

Ikke bare i Mellemøsten, men også i Europa skal religionsfrihed have bedre kår. Møde mellem ledere for verdens to største kirker kan give kravet ny tyngde

Fredagens møde mellem pave Frans og den russisk-ortodokse patriark Kirill vil optræde i historiebøgerne om 100 år. Det er de færreste i tvivl om. Men hvilke konsekvenser mødet får, det er mere omdiskuteret.

Samtalen i Cuba peger frem mod et fast samarbejde mellem den katolske og de ortodokse kirker. Når man tænker på, hvor meget blod der er flydt i kristne konflikter, er det af enorm betydning.

Verdens kirker har aldrig kunnet samle de største aktører i et fast forum for problemløsning, sådan som politikere har samlet de politiske aktører i FN og EU. Nu kan de to giganter tale sammen, eksempelvis om kriges religiøse undertoner som i Ukraine lige nu.

Det er derfor meget spæde skridt, de to kirker tager i disse dage. Bevægelsen kan splintres af politiske uenigheder eller nye kirkeledere i fremtiden, men kan meget vel også føre til større forståelse mellem kristne verden over. Det er ikke ligegyldigt, hvilke budskaber der kommer fra overhoveder for 1,2 milliarder katolikker og 150 millioner russisk-ortodokse.

Pave Frans støttede allerede i 2014 fælles lære, sakramenter og delvist fælles kirkestruktur med de russisk-ortodokse. Men - tilføjede han - ingen kirke skulle underordnes en anden, for de ortodokse vil ikke have en pave i Rom. Den vision er dog meget langt væk fra at blive virkelighed, idet ønsket kun kommer fra den katolske top, og ikke går den anden vej.

Hvad kan de ortodokse og katolikkerne så samarbejde om?

Kristenforfølgelser er de begge inderligt bekymrede over. På det punkt kan der opstå kontakter på alle niveauer af kirkerne, og allerede i torsdags var der møde mellem en repræsentant for de russisk-ortodokse og det libanesiske hovedkvarter for den maronitiske kirke, som er katolsk.

Men ikke bare religionsfrihed i Mellemøsten og Nordafrika nævnes i fredagens fælles erklæring fra paven og patriarken. Også religionsfrihed i Europa vil de arbejde for fremover. Og her beskrives sekularismen som den store trussel, der kan føre til decideret ”diskrimination af kristne”:

”Særligt kan vi se, at forandringen af nogle lande til sekulariserede samfund, der er fremmedgjorte for enhver henvisning til Gud og Hans sandhed, udgør en alvorlig trussel mod religionsfriheden.”

Det fører til en kritik af EU's grundlæggende værdier, som nu kan fremføres med fornyet vægt. Det er selve ”sjælen” bag det europæiske projekt, som de magtfulde ledere sætter spørgsmålstegn ved:

”Vi opfordrer til at være på vagt over for en europæisk integration, der er blottet for respekt for religiøse identiteter.”

Politisk er det værd at tænke over, at denne kritik af EU's værdibase kommer fra kirker, som spiller en stor rolle i hele Øst- og Sydeuropa, men mindre i de protestantiske regioner. Her har kirkerne større opbakning til værdierne under Europas politiske projekt.

Andre magtforskydninger kan opstå med den nye alliance mellem ortodokse og katolikker, der repræsenterer knap halvanden milliard af verdens 2,3 milliarder kristne. For hvem taler egentlig med størst ret på vegne af verdens kristne?

Kirkernes Verdensråd kan hævde at være den kirkelige paraplyorganisation, der repræsenterer flest kirker i verden. Men rådet taler ikke for nær så mange kristne som paven og patriarken, fordi det ikke har verdens over en milliard katolikker med, og rådet kan komme til at stå noget i skyggen af de to største kirker i verden, hvis disse kan udsende fælles politiske erklæringer.

Det nye samarbejde kan koste indflydelse for det protestantisk dominerede Kirkernes Verdensråd.

Set fra et protestantisk hjørne af verden kan nyskabelsen give anledning til at overveje, om den protestantiske stemme kommer til at veje mindre i den globale offentlighed på længere sigt. Ingen organisationer eller kirker kan i hvert fald matche den nye alliances tyngde, så det er bestemt muligt.

Endelig lægger alliancen pres på de protestantiske kirkeledere, der hidtil har forholdt sig noget mere abstrakt til den udvikling, at de kristne nu er nede under fem procent af Mellemøstens befolkning og stadig på vej nedad, ikke mindst fordi de fordrives af islamister.

Læs hele den fælles erklæring mellem paven og patriarken her