Kirkelige og nyåndelige miljøer kan lære af hinanden

Levende kristendom Missionspræst og leder af fællesskabet I Mesterens Lys Ole Skjerbæk Madsen mener, at der skal bygges bro mellem kirkelige og nyåndelige miljøer

Ole Skjerbæk Madsen prædiker ved gudstjeneste i forbindelse med efterårsjævndøgn i Christianiakirken, 2007. --
Ole Skjerbæk Madsen prædiker ved gudstjeneste i forbindelse med efterårsjævndøgn i Christianiakirken, 2007. --. Foto: Peter Kristensen.

Almindelige kirkegængere og personer, der tror på healing, tarotkort og tungetale, behøver ikke at være hinandens diametrale modsætninger. I hvert fald ikke, hvis det står til Ole Skjerbæk Madsen, som er missionspræst i den kristne stiftelse Areopagos og leder af fællesskabet I Mesterens Lys – et moderne kristent tilbud om åndelig vækst, hvor medlemmerne betegnes som disciple af Jesus.

Ole Skjerbæk Madsen har gennem flere år gjort sig bemærket i offentligheden i kraft af sin optræden i nyåndelige miljøer. Allerede som ung præst mærkede han nemlig, at den alternative spirituelle verden tiltalte ham. Med sin nye bog, "Ansigt til ansigt", prøver han dels at nå personer i disse miljøer og dels at nå den almene kirkegænger. Det gør han, fordi han mener, at de to grupper har noget at lære af hinanden.

"Det er vigtigt, at der bliver bygget bro mellem kirken og mennesker i de nye åndelige, holistiske miljøer. For de mennesker, der bevæger sig i disse miljøer og er åndeligt søgende og vågne, går kirkens dør forbi, selvom de ting, de er optaget af, også ligger kirken på sinde. Set fra kirkens side er det nogle gange, som om folk går over åen efter vand," siger han.

For ham at se kan det kirkelige miljø lære noget af den forståelse af sammenhængen mellem det fysiske og det åndelige, der hersker i de nyåndelige miljøer. Desuden mener han, at det er værd at lære af deres opmærksomhed på skaberværket og deres fokus på personlig udvikling. Til gengæld kan kirken så dele ud af sin viden om fællesskab og tjenende kærlighed, siger han.

"Det individualistiske er meget stærkt betonet i de åndelige miljøer, og det er fint, men der er en tendens til at sidde fast i det individuelle, og der kan kirken komme ind med sin mission om fællesskab."

I sin nye bog prøver Ole Skjerbæk Madsen at udtrykke kristen tro og livspraksis på en måde, som taler ind i de alternative miljøer. Han mener, det er vigtigt at fokusere på, at kirken ikke kun er en institution med fasttømrede ritualer, men at den også har en mystisk, esoterisk side. Netop denne side vil han gerne delagtiggøre folk i.

"I bogen prøver jeg at tale i et ligefremt sprog, og der er også brudstykker af min kommunikation med Gud, nemlig det, jeg kalder ?Inspirationer?. For eksempel prøver jeg at beskrive nadveren sådan, at man kan se, at den ikke kun er et ydre ritual, men en handling, hvor vi gennemspiller hele skaberværket, og derved genopretter relationerne mellem skaberværket og Gud."

I "Inspirationerne" gengiver Ole Skjerbæk Madsen sine bønner, samtaler og svar fra Gud. Han fortæller, at de er udtryk for det, man med et kristent ord ville kalde profetier, men at han ikke kalder dem det. For han ved godt, at det, han modtager fra Gud, går igennem hans egne tanker og følelser.

Netop tiden til at meditere og lytte savner Ole Skjerbæk Madsen, at man integrerer i de kirkelige ritualer.

"I kirken skal man gøre plads til at lytte til, hvad Gud siger til os ved Helligånden. Der skal være plads til at udvikle vores nådegaver. Helt konkret kunne man sætte tid af til stilhed og refleksion og bruge guidet meditation. I forbindelse med det kunne man så få mere dialog ind i løbet af gudstjenesten, så folk kan dele deres erfaringer."

Han mener desuden, at kirken, når der er krise, fordi folk ikke kommer der, burde sætte sig og bede Gud om frisk inspiration til, hvordan man kan nå ud til dem i stedet for kun at lave sociologiske analyser og administrative tiltag.

"Jeg savner en åndelig måde at løse problemer på," siger han.

graa@k.dk

Ole Skjerbæk Madsen: Ansigt til ansigt. 142 sider. 199 kroner. Udkom den 24. maj på Lemuel Books.