Kirkeminister sår tvivl om ny salmebog

Tove Fergo (V) vil overveje at stoppe det årelange arbejde med ny salmebog

Netop som mere end 10 års forarbejde til en ny salmebog er gået ind i den afsluttende fase, satte den nyudnævnte kirkeminister, teologen og præsten Tove Fergo, i går overraskende spørgsmålstegn ved, om danskerne overhovedet skal have en ny salmebog.

- Jeg synes faktisk, det er et spørgsmål, om det er de mange penge værd at skifte salmebogen ud, sagde Tove Fergo til Kristeligt Dagblad få timer efter, at hun var blevet kirkeminister.

- Jeg har en reservation over for den nye salmebog og vil ikke på nuværende tidspunkt love, at der kommer en ny salmebog, siger Tove Fergo, som er uenig med Salmebogskommissionens forslag til, hvilke salmer der skal være i en eventuelt ny salmebog.

- Mange af de salmer, der går ud, ville jeg gerne beholde. For eksempel Vilhelm Birkedals »Jeg så ham som barn med det sol-rige øje«.

På spørgsmålet om, hvordan hun ser på at stoppe den nye salmebog nu efter mere end 10 års forarbejde, svarer Tove Fergo:

- Det vil være en rimelig overvejelse at gøre sig, så det vil jeg overveje.

Den 55-årige teolog Tove Fergo har været medlem af Folketinget siden 1994, ligesom hun i flere år har siddet i Københavns Borgerrepræsentation. I alle årene har hun passet sit præsteembede ved Simon Peters Kirken på Amager på halv tid, men nu søger hun orlov. Det er første gang i 30 år, en præst bliver udnævnt til kirkens minister.

I sit politiske arbejde har Tove Fergo især lagt vægt på social- og sundhedspolitik, men samtidig har hun dog også markeret sig på det kirkepolitiske felt. For eksempel i spørgsmålet om kirketælling i Københavns Stift, hvor hun har protesteret imod, at det var en pligt for præster at tælle deltagere ved gudstjenester og andre kirkelige handlinger. Hendes protester til både biskop og kirkeminister var forgæves, men nu vil Tove Fergo tage sagen i egen hånd.

- Kirketællingen skal gøres frivillig! Jeg synes ikke, det hører kirken til, at folk skal tælles, som gik de igennem et tælleapparat. Kirken er ikke en virksomhed, og vi har rigelig med statistik til at vurdere, hvor meget kirkerne bliver brugt.

Ved den traditionelle overdragelse af ministeriet i går takkede en dybt bevæget Johannes Lebech (R) de ansatte i Kirkeministeriet for 11 måneders godt samarbejde.

kiil@kristeligt-dagblad.dk

Side 6