Kirkeministervil bruge fredagsbøn til integration

Kirkeminister Tove Fergo (V) mener, at de danske imamer kan videreformidle vigtigheden af medborgerskab til muslimske menigheder

Vi er lidt i en nødsituation med integrationen af indvandrere og flygtninge. Og en nødsituation kræver usædvanlige midler.

Det siger kirkeminister Tove Fergo (V) til Kristeligt Dagblad.

Og derfor mener hun, at det er på tide at mobilisere imamerne i integrationsindsatsen.

- Imamerne bruger deres prædiken om fredagen både til åndelig vejledning og til at kommentere almindelige samfundsbegivenheder. Det er ikke en tradition, vi kender fra folkekirken. Men jeg mener, at den muslimske tradition for sammenblanding af religion og politik kan bruges til at videreformidle budskaber, som vi gerne vil have ud til en kreds, som ellers kan være svær at få i tale, siger Tove Fergo.

Tove Fergo udtrykker en vis forståelse for, at indvandrere og flygtninge søger sammen i de såkaldte ghettoer, men samtidig mener hun også, at det er vigtigt at få slået hul i muren til det øvrige samfund.

Kirkeministeren har ikke tænkt sig at kalde imamerne sammen til et møde om bestemte tiltag, men ønsker blot at pege på muligheden for at få et budskab ud. Ikke desto mindre skal hun blandt andet mødes med den libanesiske venskabsforening og forventer, at andre muslimske organisationer også henvender sig med samme ønske.

- Jeg har fået opfordringer til at pege på imamer som formidlere af integrationstiltag fra muslimerne selv. Derfor gør jeg det. Jeg formidler en mulighed, som forhåbentlig vil blive brugt lokalt. For eksempel i forbindelse med valg til skolebestyrelser eller andet. Man kunne også forestille sig, at imamerne selv tog initiativet. At de i forbindelse med forskellige begivenheder selv opsøgte skole, politi, socialcenter eller hvad, det måtte være, for at spørge om de kunne bidrage, siger hun.

Tove Fergo er godt klar over, hvilken kritik der ville vælte ned over hende, hvis hun foreslog, at præster gjorde noget tilsvarende.

- Men det er jo ikke den evangelisk-lutherske tradition at blande sig i politik. Og det synes jeg også er det rigtige. Med muslimerne er det bare sådan, at den tradition har de. Og så mener jeg, at vi skal bruge alle indfaldsvinkler for at få også muslimer til at føle, at de har et ejerskab med rettigheder og pligter til det danske samfund, ellers ender vi med en opdeling af oprindelige danskere og nydanskere, som ikke er til gavn for nogen, og som i sidste ende kan blive farlig, mener hun.

Tove Fergo afviser med en latter, at hun skulle være gået i sin forgængers - tidligere kirkeminister Johannes Lebechs (R) - fodspor, med et ønske om at være religions- fremfor kirkeminister.

- Dertil fylder folkekirken alt for meget i min bevidsthed. Så det er der ingen fare for. På den anden side er det også vigtigt at være åben for dialog, siger hun.

Tove Fergo talte i går på en dialogkonference, arrangeret af Det Islamiske Forbund i Danmark.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk

Læs mere under kirke og tro