Kirken er samfundets sammenhængskraft

Selvom forfatter Katrine Grünfeld Beyer ikke tror på Gud, valgte hun som 29-årig at blive døbt. Og selvom hun er opvokset i et ateistisk hjem, vil hun i dag hellere betegne sig som kulturkristen end som ateist. For hvor skulle vi gå hen, hvis vi ikke havde kirken, spørger hun

Forfatter Katrine Grünfeld Beyer er vokset op i et ateistisk hjem, hvor hun aldrig blev præsenteret for kristendommen. Som voksen tog hun selv kontakt til en præst for at blive klogere på den kristne tro.
Forfatter Katrine Grünfeld Beyer er vokset op i et ateistisk hjem, hvor hun aldrig blev præsenteret for kristendommen. Som voksen tog hun selv kontakt til en præst for at blive klogere på den kristne tro. . Foto: Søren Staal.

En kulturkristen tvivler. Således betegner forfatter Katrine Grünfeld Beyer sig selv. Hun er trods en opvækst i et dybt ateistisk og socialistisk hjem siden blev voksendøbt og kirkeligt viet. Kristendommen var ikke noget, hun blev præsenteret for som barn, hvilket ærgrer hende i dag. For selvom hun har svært ved at tro på Gud, ville hun ikke være kristendommen foruden. I kirken findes en stilhed og ritualer, som er vigtige for samfundet, påpeger forfatteren. Kristi himmelfartsdag skal hun som deltager i en såkaldt forfattergudstjeneste selv på prædikestolen i Skt. Jakobs Kirke i København.

LÆS OGSÅ: Identitet og sammenhængskraft

Hvordan vil du beskrive din tro?

Min tro har ændret sig væsentligt igennem mit liv. Jeg har været ateist det meste af mit liv. Jeg har også været interesseret i buddhisme og forsøgt at være zenbuddhist, men det blev for akavet. Selvom jeg er nysgerrig og finder den buddhistiske filosofi besnærende, er jeg ikke fra en buddhistisk kultur. I dag bliver jeg nødt til at betegne mig selv som en kulturkristen, der ikke tror på Gud, men som heller ikke kategorisk vil afvise, at der findes mere mellem himmel og jord. Dog har jeg en mand, der siger, at det kan man ikke være, enten æder man hele pakken, eller også er man ateist. Men jeg tror alligevel, jeg vil kalde mig kulturkristen og det har noget at gøre med en episode, jeg oplevede, da jeg troede, et nært familiemedlem var døden nær. Der bad jeg en bøn til Gud og det kom bag på mig. Man kan måske sige, at hele vores kristne kultur ligger parat og indlejret i os og det er det, man griber til i afmagtens stund. Det gjorde jeg i hvert fald.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

I mit barndomshjem var vi optaget af at diskutere politik. Det var et socialistisk hjem, hvor vi sjældent talte om Gud, for Gud var uinteressant. Hos os hed Jesus Jesus Kristensen og det siger lidt om holdningen. Først senere fandt jeg ud af, at andre hjem kunne være anderledes på det punkt, og det var først som voksen, jeg læste Bibelen. Jeg har mange gange ærgret mig over, at jeg ikke blev præsenteret for Bibelen og salmerne som barn, så jeg selv aktivt kunne tage stilling til dem.

Hvad har udfordret din tro?

Det har Grosbøll-sagen han argumenterede for, at Gud ikke sad i himlen som en Mester Jakel. Sagen fandt sted umiddelbart før mit bryllup. Min mand og jeg valgte, at ceremonien skulle foregå i en kirke, og ved samtalen med præsten syntes min mand, at præsten skulle vide, at min mand var darwinist og ikke troede på det, kirken stod for. Til det sagde præsten, at han også selv var darwinist, men godt kunne tro på Gud alligevel. Præsten, der viede os, og Grosbølls udlægning fik mig på den tanke, at der også var plads til min tvivl og min måde at tro på. Og så besluttede jeg mig for at undersøge noget mere om kirken og kristendommen. Jeg syntes, det var hyklerisk at ville benytte kirkens højtidelige rum, som om det var et forsamlingshus. Jeg ville gerne undersøge, hvad kirken stod for være mere grundig i min udforskning af, hvad kirken kunne give ud over et højtideligt rum. Jeg begyndte derfor at have nogle samtaler med en venindes far, som er præst. Så besluttede jeg mig for at blive døbt. Selve dåben foregik ved en smuk aftendåb med vidner. Det var en fin oplevelse.

Efter mit bryllup og sagen med Grosbøll, hvor han fortalte, at han ikke troede på den slags Gud, der sad i himlen med fare for at blive ramt af et fly, gik mange præster straks ud og fordømte hans udtalelse. Så kunne kirken alligevel ikke rumme, at folk har forskellige måder at fortolke Bibelen og forskellige måder at udtrykke deres tro på. Hvis kirken skal være en lille lukket klub, hvor man skal tro på den samme måde, hvor der ikke er plads til forskellighed og nye initiativer, så skal stat og kirke skilles ad, synes jeg. Hvis det er en folkekirke, hvor tvivlere skal skamme sig, så bliver det en dem og os-kirke. Så synes jeg, det bliver for sekterisk. Jeg fortrød ikke min dåb, men hele den sag gjorde, at jeg nok ikke tog den så meget til mig, som jeg måske ellers ville have gjort.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Mit barndomshjems kritiske holdning til kristendommen er til en vis grad stadig i mig. Hele den tunge bagage, kirken har: Alt det, der skete efter Reformationen, måden, hvorpå nogle præster fordømmer vielser af homoseksuelle. Det er jeg meget kritisk over for. Jeg kan forstå på nogle af de præster, jeg har talt med i forbindelse med forfatterprædikenerne, at de ikke har været klar over, at en del af den danske befolkning har et indtryk af kirken som et sted, hvor de ikke er velkomne, hvis de tvivler. Måske bærer medierne også en del af skylden. Det er ofte de småaggressive præster, der gør sig bedst på skærmen. Men de dømmer folk ude og fremstiller kirken som et eksklusivt sted for folk, der tyder Bibelen på en helt bestemt måde. Hvis man så også har været til en barnedåb i Vestjylland, hvor børn, der ikke døbes, kommer i Helvede, så er tiltrækningsgraden nedkølet. Præsterne har en opgave, der består i at gøre det klarere, om kirken skal kunne rumme tvivl og nye initiativer, eller om den skal blive til en anakronisme. Og når der bliver sagt, at kirken hele tiden fornyer sig, og at den er rummelig, vil jeg spørge om, hvorfor der så har været så meget uro og kritik af forfatterprædikenerne. Jeg har selv svært ved at forestille mig, at Gud rent faktisk sidder oppe i Himmelen. Jeg har meget fantasi, men i forhold til de ting, der står i Bibelen, må vi erkende, at fordi de er skrevet af mennesker under helt andre livsvilkår end i dag, skal der nogle rigtig dygtige præster som for eksempel præsterne i Sankt Jakobs Kirke til som fortolkere. Alligevel kalder jeg mig kulturkristen og ikke ateist. Måske fordi jeg synes, ateisterne er lige så aggressive og prædikende som kristne. Og jeg er bange for, at hvis vi alle var ateister, ville der forsvinde en sammenhængskraft i verden. Hvor skulle vi gå hen, hvis ikke til kirken? Til livsstilscoaches? Det tror jeg, præster kan gøre bedre. Jeg synes, kirken er et smukt sted, et lyttende sted, hvor man kan få noget med hjem. Jeg synes, det er vigtigt at blive ved med at blive mindet om næstekærlighed, lytte til tanker om etik og moral, og det kan kirken tilbyde.

Hvordan gør din livs-anskuelse en forskel i din hverdag?

Jeg forsøger at lære mine børn at sætte sig i andre menneskers sted og det udspringer af kristendommens bud om næstekærlighed og naturligvis i første omgang fra humanismen. Jesus var jo optaget af at tage alle til sig. For ham var alle lige. Og med fare for at lyde frelst så mener jeg, at den vigtigste opgave i forhold til børneopdragelse er at lære børn at kunne behovsudskyde og se andre menneskers behov som lige så vigtige.

Mine børn skal også gå til præst, når den tid kommer. For de skal selv aktivt tage stilling til, om de vil konfirmeres. De er heller ikke døbt, for jeg synes ikke, at man kan tillade sig at træffe den slags beslutninger på små børns vegne. Vi diskuterer rigtig meget kristendom i mit hjem. Min mand er naturvidenskabsmand og ateist, og vi er en slags djævelens advokat over for hinandens livsanskuelser. Jeg synes, der er noget smukt ved kirken og en del af de traditioner, der er forbundet med den. Det er et sted, hvor mennesker kan finde trøst. Når jeg siger sådan noget, kan min mand godt væmmes lidt og synes, det er noget hokuspokus. Så på den måde får vores børn noget med fra begge lejre, og så må de selv tage stilling til det, når de bliver store.

Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Det må være Kierkegaard. Jeg kan godt lide hans måde at fortolke det at være troende på. Og jeg kan godt lide forestillingen om, at ingen kan stille sig til dommer over andre folks overbevisning, det kan kun Gud, hvis man tror på, at han eksisterer. Jeg kan godt lide den filosofiske tilgang, Kierkegaard har til kristendommen.

Min veninde Sidse Carstens er også et forbillede. Hun tager vare på min sjæl. Det er en daglig glæde at kunne spejle sig i et andet menneske, man føler sig forstået af. Og at kunne være 100 procent sig selv. Hos hende får jeg svar på de eksistentielle spørgsmål. Til sidst er der min far. Han er et forbillede, fordi han er meget klog. Han har en stor livserfaring og en stor integritet. Man ved, man altid får et ærligt svar.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

Det kan jeg næste ikke svare på, uden det kommer til at lyde som en kliché. Men nærvær og eftertænksomhed er kvaliteter, der er gode at gå gennem livet med og et godt råd at give videre. Jeg har vel aldrig rigtig fået et spirituelt råd i mit liv, selvom jeg har fået mange råd. Men jeg tror, et godt råd må være at være nærværende. Det er den vigtigste kvalitet, du kan have.

Katrine Grünfeld Beyer