Kirken får særgudstjeneste for forfulgte kristne

Voksende fokus på trængte kristne finder nu vej til folkekirkens gudstjenester. Vi er taknemmelige, siger syrisk ærkebiskop, men glem ikke andre forfulgte

Ældre kvinde kigger ud af vinduet gennem persienner.
Ældre kvinde kigger ud af vinduet gennem persienner. Foto: Erik Refner/ Denmark.

Pigtråd og symboler, som leder tankerne hen på vold og overgreb. Bønner med særligt fokus på kristne børn i for eksempel Egypten. Og prædiken over Bibelens tekst om Stefanus, kristendommens første martyr.

Det kan blive nogle af ingredienserne i gudstjenester landet over, når folkekirken får sin formentlig første særgudstjeneste om trosfrihed og forfulgte kristne.

Bag initiativet står Folkekirkens mellemkirkelige Råd, som har fået 100.000 kroner af Kirkeministeriets fællesfond til at udvikle kirkelige ritualer og bønner om temaet.

LÆS OGSÅ: Sammenbrudte stater er livsfarlige for kristne

Rådet tager sig af folkekirkens kontakt til kirker i udlandet, og situationen for kristne især i Mellemøsten forværres i en grad, så folkekirken nu må samle sig og støtte de mindretal, der ofte føler sig overset af Vestens kirker. Det mener Birger Nygaard fra Folkekirkens Mission, som er del af Folkekirkens mellemkirkelige Råd.

Her er der faktisk et område, som går på tværs af kirkelige retninger, og hvor alle kan blive enige om, at det kræver vores medleven, siger han.

Det svære er, at hverken folkekirken eller den danske regering kan gøre ret meget ved storpolitik i Saudi-Arabien eller Iran. Så det at tage emnet frem i sammenhæng med gudstjenester og bøn er nok det mest meningsgivende, man kan gøre. De kristne i Mellemøsten føler sig meget alene, så det betyder meget, at de ved, at der er nogen i Vesten, der følger med.

Folkekirkens mellemkirkelige Råd er blandt andet inspireret af den norske missionsorganisation Stefanus-alliansen, som i årevis har udviklet temagudstjenester og bønner med fokus på forfulgte kristne.

Det er en gammel kristen tradition, at man beder for dem, der forfølges. Flere af landets domkirker har holdt gudstjeneste for forfulgte kristne. Men vi tror, det kan styrkes og blive et mål at gøre det i alle stifter, siger Birger Nygaard og tilføjer, at idémateriale vil blive udviklet i løbet af året.

Det har stor betydning for kristne i Mellemøsten, at folkekirken og andre vestlige kirker beder for dem. Det fortæller Jean Kawak, som er ærkebiskop i den syrisk-ortodokse kirke i Damaskus. Han er også leder af den syrisk-ortodokse kirkes omsorgs-arbejde og dybt involveret i at hjælpe de anslåede 6,5 millioner internt fordrevne mennesker i Syrien.

Vi er taknemmelige for, at kirkerne tænker på os, og at mange mennesker over hele verden beder for de kristne i Syrien. Vi er oprindeligt fra landet her, ved du. Jesus blev født i vores område, og vi ønsker ikke at miste vores tilstedeværelse her.

Ærkebiskoppen har dog en særlig bøn til folkekirken om at huske andre forfulgte grupper end de kristne:

Vi vil gerne bede kirkerne i Vesten om at bede for hele den syriske befolkning, at volden og drabene må stoppe. For det er ikke kun kristne, der bliver forfulgt, men også moderate muslimer. De kristne er en del af det syriske folk som helhed.

Folkekirkens indsats over for verdens forfulgte kristne har hidtil haltet, men det nye initiativ er en klar opprioritering. Det vurderer Viggo Mortensen, tidligere professor i teologi med speciale i global kristendom.

Det er et fantastisk initiativ, der kan hjælpe til at gøre forfølgelser til en sag for hele kirken. Der er grupper, der ser deres opgave i at gøre opmærksom på de forfulgte kristnes sag. Men det er ikke blevet hele kirkens sag. Hvorfor? Ja, tager man folkekirkens fodfolk, så er de optagede af mere nærliggende problemer såsom lokal opbakning og økonomi og bliver derfor meget indadvendte; og er måske også lidt bange for ikke at være politisk korrekte, siger han.

Det kan nemlig hurtigt blive betændt at fokusere på forfulgte kristne, mener Viggo Mortensen.

Før man ved af det, kommer man til at tage politisk stilling. Går vi stærkt i brechen for Pakistans forfulgte kristne, vil nogle tolke det som et angreb på det muslimske flertal. Beder man for de forfulgte kristne i Syrien, vil det for nogle se ud, som om man støtter Assad, fordi de kristne har støttet regimet. Det har den almindelige folkekirkekristne ikke så stor interesse i. Derfor er det fokus traditionelt lagt ud til interesseorganisationerne. Spørgsmålet er derfor, hvor stor folkelig accept dette vil få i kirken. Det er den bekymring, man måtte have.