Kirken hjælper sorgramte unge

Nanna Hoé mistede for to et halvt år siden sin far. Billedet er fra deres sidste efterårsferie sammen i ...

Nanna Hoé mistede for to et halvt år siden sin far. Billedet er fra deres sidste efterårsferie sammen i New York. - Privatfoto.

Andre dage fik jeg tøj på, men endte med at blive hjemme. Sorgen fyldte så meget, at det virkede fuldstændig ligegyldigt at skulle stå op og gå i skole
Nanna Hoé

I Esbjerg samarbejder kommunen og Treenighedskirken om en sorggruppe for unge, der har svært ved at få en hverdag med studier til at hænge sammen. En af dem er lærerstuderende Nanna Hoé, som i en alder af 21 år mistede sin far

Landets universiteter fik i september 65.000 nye håbefulde studerende. Men hver dag mister mere end 10 unge i alderen 20 til 27 år forældre eller søskende, og sorgen kan blive så stor, at de har svært ved at passe studierne. Det mærkede 24-årige Nanna Hoé, da hun en forårsdag i marts for to et halvt år siden blev ringet op af sin mor og fik besked om sin fars pludselige død. Han var 50 år, da hans hjerte uden varsel gav op.

”Det er uvist, hvad han døde af. Hjertet holdt bare op med at fungere,” fortæller Nanna Hoé.

Hun er lærerstuderende og oplevede flere dage at tage hen på studiet blot for at tage hjem igen.

”Andre dage fik jeg tøj på, men endte med at blive hjemme. Sorgen fyldte så meget, at det virkede fuldstændig ligegyldigt at skulle stå op og gå i skole. Jeg har altid været et morgenmenneske og passet min skole og arbejde. Det blev pludselig svært, fordi sorgen var til stede hele tiden, og jeg kunne ikke styre den,” siger hun.

Nanna Hoé blev del af en narrativ sorggruppe for unge.

Sorggruppen startede for to år siden som et samarbejde mellem Esbjerg Kommune og Treenighedskirken og henvender sig især til unge, der har svært ved at passe studier og arbejde på grund af sorg. Gruppen ledes af sognepræst Charlotte Gade samt af sorgkonsulenterne Susanne Hausted og Heidi Søgaard Pedersen, der er tilknyttet Kraftcenteret i Esbjerg. Samarbejdet mellem kirke og kommune betyder, at unge med en ”fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse”, der får støtte via Kraftcentret, mødes med andre unge i sorggruppen, som klarer sig uden kommunal støtte.

”Kirkerummet er afsættet for mange store ting i vores liv fra dåb til begravelse. Derfor er der også en kirkelig dimension i det at miste, fordi det bringer en række eksistentielle overvejelser på banen, og man konfronteres med spørgsmålet om, hvad man selv tror på,” fortæller Susanne Hausted om samarbejdet.

At sorggruppen er narrativ, betyder, at den tager udgangspunkt i det teoretiske ståsted, hvor livet får mening gennem fortællinger.

”I den narrative verden er vi optaget af, hvordan vi lever med det menneske, vi nu har mistet, og hvordan man sprogliggør det, man har haft med den mistede, fordi tabet er del af en større livsfortælling,” forklarer Susanne Hausted.

Gruppen mødes hver anden torsdag aften i Treenighedskirken, hvor de indledningsvis tænder et lys for deres afdøde pårørende, inden de samles i sognegården. Lysene placeres i de åbne hænder for enden af grenene af et lystræ i bronze. Indledningsvis var Nanna Hoé meget skeptisk, da Susanne Hausted foreslog, at hun blev en del af sorggruppen.

”Til at begynde med havde jeg ingen interesse i at være i en sorggruppe, fordi jeg havde en forskruet idé om, hvad en sorggruppe er. Jeg troede, vi skulle sidde i et mørkt rum i en rundkreds og være kede af det,” fortæller Nanna Hoé.

Det var hendes nuværende kæreste, der fik hende overtalt til at starte i gruppen, og nu sætter hun pris på at være i kontakt med andre unge, som både kan tale om og forstå det, hun selv har været igennem. Mange af hendes medstuderende og hendes daværende kæreste havde nemlig svært ved at forholde sig til det tab, som Nanna Hoé havde oplevet.

Ifølge en undersøgelse fra foreningen Børn, Unge og Sorg oplever knap tre ud af fem danskere, at der er et tabu om døden. Når de unge gennemlever et tab, risikerer de derved at bære rundt på sorgen frem for at bearbejde den.

”Mange vil helst ikke tale om det, men det eneste sikre i livet for alle er, at det har en udløbsdato. Vi ser, at der er nogle unge, som kommer til at hænge i bremsen, fordi vi ikke kan tale om døden,” siger Susanne Hausted.

Det kan Nanna Hoé genkende. Hun blev hjemme fra studiet to uger efter sin fars død og fortalte sine medstuderende, hvad der var sket via Facebook. Mange kondolerede og tilkendegav deres støtte, men da hun mødte kammeraterne ansigt til ansigt, var realiteten en anden.

”Jeg var en af de første, der mødte den dag. Der kom seks personer ind i lokalet, som ikke sagde godmorgen til mig. De sagde ikke et ord, selvom jeg havde været væk i 14 dage. Jeg følte mig spedalsk. Som om min sorg ville smitte af på dem. Når folk endelig henvendte sig, var det meget forsigtigt, som om de var bange for at tale med mig,” siger hun.

Ifølge Susanne Hausted kan berøringsangsten skyldes, at de unge ikke er rustet til at håndtere sorg.

”De unge er ramt af en udødelighed og er i gang med at realisere sig selv. Tabet af en forælder er en smerte og alvor, som først burde komme, når de er væsentligt ældre,” forklarer hun.

I dag kan Nanne Hoé bedre håndtere sorgen, men hun ærgrer sig over, at det er så svært at tale om døden.

”Det blev meget ensomt, fordi folk tænkte: 'Hvis jeg nu lader være med at tale til hende, så bliver hun ikke ked af det.' I virkeligheden kan de ikke sige noget, der er værre end det, der allerede er sket,” siger hun.