For nogle år siden fik Hans-Henrik Nissen i sin egenskab af sognepræst ved Rungsted Kirke nord for København en henvendelse fra en mand i sognet, som ønskede en særordning vedrørende kirkeskatten.
Han syntes, det var for meget, at han i kraft af sin indtægt skulle betale 10.000 kroner om året i kirkeskat og spurgte, om han ikke kunne få lov til at nøjes med at betale 5000 kroner om året på den betingelse, at det eneste, han ønskede fra kirkens side, var at blive ordentligt begravet, fortæller Hans-Henrik Nissen, der tillige er provst.
Svaret, han gav, var klart nej. Kirkeskat er ikke til individuel forhandling med den lokale præst. Derimod har Hans-Henrik Nissen det princip, at betaling af kirkeskat er en forudsætning for, at man kan opnå en kirkelig begravelse ved hans kirke. Han pointerer, at det er ligesom bageren i Nørregade: Har du betalt for varen, så kan du få.
Rungsted er kendt som et velhaverområde, men ifølge Hans-Henrik Nissen er synet på ret og pligt i forhold til kirken ikke anderledes her end i den knap så prestigefyldte københavnerforstad Rødovre. Nogle mennesker føler et stærkt engagement i kirken og bidrager til et levende kirkeliv, nogle dukker højst op i kirken til jul, og nogle viser sig aldrig. Den eneste forskel er måske, at velhavende mennesker er ekstra bevidste om, hvor mange penge de faktisk betaler til kirken.
Jeg tror, vi må gøre os klart, at der er grænser for, hvor højt vi kan sætte kirkeskatteprocenten, men grundlæggende oplever jeg, at befolkningen gerne vil have deres kirke, også selvom de ikke kommer der så ofte. Det handler ikke kun om at kunne blive ordentligt begravet, jeg tror også kirken for de fleste repræsenterer noget, der har med moral at gøre, siger Hans-Henrik Nissen.
LÆS OGSÅ: Danskerne vil have pligten tilbage
Men han ser en generel udfordring for folkekirken i det fænomen, som nogle forskere kalder servicekirken. Det vil sige, at en del borgere folkekirkemedlemmer eller ej oplever kirken som en rettighed, de frit kan gøre brug af og fremsætte alskens særkrav over for. Og at præsterne ikke tør andet end at efterkomme kravene af frygt for flere udmeldelser af folkekirken:
Det handler om velfærdsstatens forkælede danskere, som regner med, at de har krav på det hele, uanset om de betaler eller ej. Men selvom det måske skuffer nogle, har kirken altså lov til at sige nej.
For nogle år siden fik Marmorkirken i det indre København mellem 700 og 800 forespørgsler om året fra par, der godt kunne tænke sig at blive gift i kirken, selvom de ikke boede i sognet. Den samme overvældende søgning gjorde sig gældende for en række af storbyens andre spektakulære kirker.
Men nu har vi på nettet gjort det klart, at der er no go, hvis ikke man bor i sognet eller har tilknytning til kirken, for ellers kunne vi have 12-15 bryllupper hver lørdag hele sommeren. Vi tager kun dem, vi er forpligtet på. Det bliver cirka 20 om året, fortæller Mikkel Wold, sognepræst ved Marmorkirken.
Da jeg begyndte i 1994, var jeg bekymret for, at der ville komme mange konfrontationer i forbindelse med såkaldte showbryllupper, hvor brudeparret for eksempel ville samle en hestesko op i midtergangen. Der var tit nogle, der ringede og spurgte, hvad der så ville ske, hvortil kirketjeneren svarede, at der ville gå cirka 15 sekunder, så ville hesteskoen ligge ude i containeren. Det gjorde indtryk på mig, tilføjer han.
Ifølge Mikkel Wold kommer nogle få brudepar til kirken med den indstilling, at han som præst har en service, han skal yde dem. Men det bliver ret hurtigt forandret i løbet af samtalen:
Jeg har stort set aldrig haft en bryllupssamtale, hvor folk ikke blev berørt af at tale om, hvad det vil det sige, at man modtager velsignelsen, og hvad vil det sige, at man er valgt af en anden.
Pointen er, at vi nok har med en befolkning at gøre, der i udgangspunktet kan forvente et showbryllup i en servicekirke. Men der er også mange sognebørn, der vælger den lokale kirke, og som har stor respekt for, hvad præsten siger.
Ifølge analyseinstituttet YouGovs meningsmåling om ret og pligt er det kun hver 10. dansker, der føler sig forpligtet over for den lokale kirke. Blandt 18-34-årige er det kun seks procent, og blandt indbyggere i hovedstaden er det kun syv procent, der føler sig forpligtet, mens kirke-forpligtetheden er større i de ældre generationer og mindre bysamfund. Men selv i hovedstaden er den begrænsede pligtfølelse ifølge Mikkel Wold ikke et stort problem, højst når den viser sig blandt menighedsrådsmedlemmer:
Hvis man er medlem af menighedsrådet, så har man godt nok pligt til at deltage aktivt. Jeg kender kolleger, der oplever formænd for menighedsrådet, der kun kommer i kirken to gange om året. Det er fuldstændig grotesk.
For nogle år siden gik et par i Aarhus Stift til bryllupssamtale med præsten i den lokale præst. De talte lidt om, hvordan brylluppet skulle forløbe, og blev spurgt, om der var nogle salmer, de ønskede sunget i kirken. Parret forklarede, at de havde tænkt på Du kom med alt det, der var dig. Præsten svarede, at han syntes, der skulle være gode argumenter for at synge sange, der ikke står i salmebogen. I dette tilfælde var der tale om en kærlighedssang fra Højskolesangbogen. Bagefter forklarede de, at de ikke var gået videre med deres ønske, fordi de følte, præsten havde et stærkt ønske, og de ønskede ikke en konflikt.
Episoden blev observeret af religionsforsker Kirstine Helboe Johansen, adjunkt ved Aarhus Universitet, i forbindelse med en ph.d.-afhandling om bryllupssamtaler. Hun har bevidst valgt at studere de forskellige ønsker og forventninger, der kommer til udtryk hos præsterne og hos de borgere i Aarhus by- og landsogne, som vælger at blive gift i den lokale kirke. Og hun inddeler brudeparrene i to kategorier: Der er dem, der går til præsten med en forhåndsindstilling om, at han ved, hvordan brylluppet skal forløbe. Og så er der dem, der har nogle ønsker, de giver udtryk for, men som ofte oplever, at præsten vil noget andet, hvorefter de opgiver.
Der er ingen nævneværdige konflikter under bryllupssamtalerne, men der ligger en lille underliggende konflikt, som handler om fotografering og musik, og som parrene som regel trækker sig i, fortæller hun og tilføjer:
Der er blandt mine svarpersoner en udbredt opfattelse af, at det er præstens kirke, og en stor vilje til at følge reglerne i spillet. Men jeg har som nævnt også valgt at undersøge dem, der søger til hjemsognet, frem for sogne-shopperne.
Som også Kristeligt Dagblads meningsmåling peger på, er Kirstine Helboe Johansen overbevist om, at graden af sogneshopping og servicekrav bliver større, jo tættere på storbyen man kommer, mens kirkegængere i højere grad pligtskyldigt følger kirkens anvisninger i de mindre samfund.
Jeg er sikker på, at mine resultater ville blive forstærket, hvis jeg lavede min undersøgelse i Viborg Stift, og svækket, hvis jeg lavede den i Københavns eller Helsingør Stifter, siger hun.
Men hun tilføjer, at billedet er sammensat over hele landet. Der findes borgere med særkrav, men der findes også præster med en veludviklet sans for at afvise disse krav. Folkekirken er både en ret-, pligt- og servicekirke.