Politikerne blander sig for meget i kirkens anliggender, og den danske folkekirke er i færd med at miste sin frihed. Det er meldingen fra en række fremtrædende teologer og centrale ledere fra forskellige kirkelige fløje i kølvandet på sagen om de afviste irakiske asylsøgere, der i tre måneder opholdt sig i Brorsons Kirke i København og siden blev tvunget ud af kirkerummet af politiet. Kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) bankede kirkens præst, Per Ramsdal, på plads ved at kalde hans version af politiets rydning for en "fed løgn". Og knap havde præsten udtrykt åbenhed for at skjule irakiske flygtninge, før Dansk Folkeparti krævede ham fængslet og fyret. Sagen er ifølge de kirkelige røster blot det seneste eksempel på, at politikere i stigende grad forsøger at opdrage på folkekirkens ansatte. Og fortsætter denne udvikling, vil det i sidste ende betyde, at kirken – og ikke den politiske magt – tager initiativ til en adskillelse af stat og kirke.
– Vi skal ikke have mange af den her slags sager, hvis vi vil bevare et forhold mellem stat og kirke. Kirken er ikke så forfalden, at den vil finde sig i at skulle makke ret og ikke have lov til at forholde sig kritisk over for statsmagten. Fra kirkeligt hold vil man have lov til at gå staten imod, hvis ens samvittighed byder det. En løsrivelse vil derfor komme fra kirkens side, siger generalsekretær i Luthersk Mission, Jens Ole Christensen.
Iraker-sagen har særlig vægt, fordi den falder sammen med en række politiske forslag til stramninger af religionsfriheden. Stormen omkring Brorsons Kirke og Per Ramsdal havde næppe lagt sig, før De Konservative foreslog at forbyde bederum på skoler og gymnasier samt at forbyde retten til at bære burka i det offentlige rum.
– De forskellige eksempler giver tilsammen indtryk af, at staten strammer grebet om religionsfriheden og retten til at mene noget andet end det, staten mener, siger Jens Ole Christensen og fremhæver Tidehvervs indspark i debatten omkring Brorsons Kirke.
– En debattør som Katrine Winkel Holm har været snærende tæt på at sige, at kirken definitivt skal adlyde den demokratiske retsstat. Men det er kun en meget forfalden kirke, der altid vil tilpasse sig. Flertallet af de kristne i Tyskland makkede ret under nazismen, mens Bekendelseskirken sagde stop, og en luthersk teolog som Bonhoeffer gik ind i modstandsbevægelsen, siger han.
Lektor og ph.d. ved Teologisk Pædagogisk Center i Løgumkloster, Hans Vium Mikkelsen, har tidligere været varm fortaler for den nuværende folkekirkeordning, men kalder sig nu for "lunken". Sagen om de irakiske asylsøgere i Brorsons Kirke markerer, at folkekirken med dens frihedstanke i praksis er på vej til at blive en statskirke.
– Sagen har fået modsætninger mellem kirke og stat – men også internt i folkekirken – til at bryde ud i lys lue. Flere politikere har givet udtryk for, at der ikke er plads til, at Per Ramsdal som præst og statstjenestemand kan tale staten imod. Bliver det sådan, at en præst ikke må følge sin samvittighed, fordi han er statstjenestemand, så er frihedstanken væk. Det suspenderer naturligvis ikke, at præsten, som enhver anden borger, står under loven, siger han.
Blandt borgerlige partier som De Konservative og Dansk Folkeparti begynder der at vise sig en ny form for politisk teologi, som hænger sammen med begreber om danskhed og nationale værdier, og som truer den folkekirkelige frihedstanke, mener Hans Vium Mikkelsen.
– Hvis kirken ikke siger fra, ender den med at blive del af en national selvopholdelsesdrift, og kristendommens indhold minimeres til at udgøre et partsindlæg i en værdidiskussion. Dansk Folkeparti er et godt eksempel på, at man forsøger at tilstræbe homogenitet i samfundet for eksempel ved at skabe en kollektiv angst for moskeer. Men kirken skal ikke homogeniseres fra politisk hold. Der skal i kirken være rum til at tale staten imod. Folkekirken er baseret på denne forståelse, siger han og understreger, hvad konsekvenserne bliver, hvis magtbalancen tipper mod staten:
– Hvis tendensen fortsætter, og staten går fra at administrere kirken med løs og venlig hånd til at styre kirken på rigid og stram vis, vil kirken få behov for at sige, at båndet til staten må løsnes.
Danske politikere forsøger ikke bare at opdrage på kirken, men har med den aktuelle sag også indledt en mistænkeliggørelse af kristne, som tager standpunkt i samfundsdebatten, mener Indre Missions generalsekretær, Thomas Bjerg Mikkelsen.
– Kirkeministeren og andre politikere positionerer sig over for kirken og overspiller deres rolle. De benytter et magtsprog, som skaber større og større afstand, og som derfor er enormt usundt for debatklimaet og forholdet mellem kirke og stat, siger han.
Politikere mangler indlevelse i, hvad der sker i det kirkelige liv, og tager staten stadig mere magt over kirken, vil det i sidste ende føre til en adskillelse, mener Thomas Bjerg Mikkelsen.
- Hvis vi ikke får et debatklima med en tilstrækkelig høj grad af nærvær og indlevelse og integritet fra politikeres side, kommer vi ultimativt derhen, hvor vejene skilles. Vi ønsker ikke at havne der, og vi er der heller ikke lige nu. Men ultimativt vil vi havne der, siger han.
Det er ikke nyt, at politikere blander sig i det kirkelige liv. Ved en tv-transmitteret julegudstjeneste i 1983 talte tidligere sognepræst i Lundehus Sogn Birte Andersen i kritiske vendinger om USA's krigsførelse i Vietnam. Det fik daværende leder af Centrumdemokraterne Erhard Jacobsen til at klage over politisk misbrug af prædikestolen. Københavns biskop, Ole Bertelsen, forsvarede sin præst ved at påpege, at det var landets biskopper, der har tilsyn med forkyndelsen, og sagen drev over uden konsekvenser for Birte Andersen.
– Men eksemplerne er blevet hyppigere de seneste år, understreger Kjeld Holm, biskop over Århus Stift. Han oplever, at mange – og særligt yngre – præster i hans stift er betænkelige ved den nuværende ordning og gerne ser kirke og stat adskilt.
– Det afgørende her er, at politikere er begyndt at gå meget dybt ind i indre folkekirkelige anliggender og ønsker at drage konsekvenser for eksempel af sagen i Brorsons Kirke. Der er også andre eksempler. Venstres politiske ordfører gik på et tidspunkt i nyhederne og sagde, at den danske folkekirke bliver som i Sverige, hvor den svenske kirke er en aflægger af partiet SF, siger Kjeld Holm og antyder derved, at det er borgerlige partier, som traditionelt forsvarer den nuværende folkekirkeordning, der forsøger at opdrage på kirken.
– Politikere vil ikke længere kun lovgive for rammerne for det folkekirkelige liv, men forsøger også at kontrollere sindelag, opfattelser og teologi. Sammen med en voksende multireligiøsitet i samfundet gør det, at den nuværende folkekirkeordning er under et hårdt pres, som ikke formindskes, siger Kjeld Holm.
Ifølge teolog og tidligere rektor på Præstehøjskolen i Løgumkloster Niels Thomsen er det for tidligt at vurdere, om sagen får konsekvenser for forholdet mellem kirke og stat. Han påpeger, at konflikter kan skyldes fundamentale uklarheder i lovgivningen, som opstod, da præster i 1969 fik plads i tjenestemandsloven.
– Det er uklart, hvilke konsekvenser det har, at præsterne har fået status som tjenestemænd. Betyder det, at ministeriet – eventuelt gennem biskoppen – kan give tillægsstraf, hvis en præst forser sig mod den borgerlige lovgivning? siger han og henviser til sagen om sognepræst Leif Bork Hansen, der i 1999 fik en betinget dom for at skjule serbiske asylsøgere. Ud over den borgerlige dom fulgte der en irettesættelse fra kirkeministeriet.
Niels Thomsen mener også at kunne spore et voksende misbrug fra politisk hold af de lovbestemmelser, der gør sig gældende for embedsmænd.
– Der er lovbestemmelser om, at hvis en embedsmand optræder på en måde, så folk ikke kan have tillid til ham eller hende, så kan der skrides ind. Det gælder også præster. Men hvis ministeriet, som jeg mener, der er tendens til, fortolker den slags bestemmelser sådan, at det drejer sig om, hvorvidt ministeriet synes, de kan have tillid til præsten, så er det misbrug af de bestemmelser. Det spil må de kirkelige foresatte ikke lade sig tvinge ind i, siger han.
Andre kirkelige røster afviser, at iraker-sagen skulle rokke ved forholdet mellem stat og kirke. Katrine Winkel Holm – teolog og medunderskriver på skriftet "Kirke, kend din plads!", der kritiserede, at irakerne fik lov at være i Brorsons Kirke – mener, at sagen er blæst ud af proportioner af medierne.
– Man reagerer på en hysterisk stemning. Den eneste, der har sagt noget kritisk, er Dansk Folkepartis Peter Skaarup. Og kirkeministeren er i sin gode ret til at gå ud og sige, at denne præst fortæller usandheder. Folk som biskop Karsten Nissen og biskop Kjeld Holm anvender målbevidst denne sag til at fremme en adskillelse af kirke og stat. Og de kirkelige folk, som ikke ønsker en adskillelse af kirke og stat, skal tænke sig rigtig godt om med hensyn til, hvilken dagsorden de kommer til at støtte, siger hun.
Selvom sagen ikke rokker ved den nuværende folkekirkeordning, har den været en katastrofe for folkekirken, mener Katrine Winkel Holm.
– Den viser, at der er rystende mange præster, der fører en politiserende teologi. De ønsker at gøre kirken til en alternativ juridisk størrelse over for staten, hvor pastorer skal træffe afgørelser i asylsager. Det er ikke bare naivt, men et direkte angreb på retsstaten, siger hun.