Forleden havde folkekirken inviteret til et seminar om kirkens møde med den mangereligiøse udvikling under overskriften: Det religiøse landskab i forandring. Det var stiftets udvalg for mødet med det nyspirituelle, der stod som tilrettelægger af seminaret, der var gratis og åbent for alle præster og andre medarbejdere, der var interesseret i problemstillingen, der blev præsenteret på følgende måde: Folkekirken i dag rummer mennesker med mange forskellige livstydninger og åndelige processer. Vi møder ad hoc-kristne, mindfulness, yoga, reinkarnationstanker og google-buddhisme, og folk spørger: What’s in it for me? Den danske syntese, som blev kodificeret i folkekirken, er udfordret af den mangekulturelle og mangereligiøse udvikling, som landet har gennemgået de sidste 50 år. Mangfoldige religiøse møder finder sted. Er det en trussel eller en berigelse? Det er i hvert fald en udfordring og en anledning til selvbesindelse. Der lægges op til samtale om, hvad kirken skal og kan gøre.
Det viste sig så, at der var for få, der var optaget af den problemstilling. Kun ni havde meldt sig, hvorfor udvalget valgte at aflyse. Gad vidst om de aflyser gudstjenester med mindre end 10 deltagere i det stift?
Men forløbet giver anledning til at tænke over, hvor reel den opreklamerede interesse for det nyspirituelle er.
Den alternative spiritualitet er skyllet ind over os i bølger. Der kan synes at være noget mode i det. I kølvandet på 1968 kom der den første bølge af nyreligiøsitet. Min første artikel omhandlede spaltningen af ungdomsoprøret i en politisk og en spirituel del i 1969. Den nyreligiøse bevægelse udsprang i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne af en opblussende interesse for Østens spiritualitet. Folk tog til Østen og kom oplyste hjem. Guruer kom til Vesten og indrettede klostre og ashrams. Det var alt sammen meget eksotisk og fik derfor megen omtale og spalteplads. Men i antal var det få, der sluttede sig til disse bevægelser. I grunden var det, man kunne iagttage, vækkelses- og missionsbevægelser inden for de østlige religioner, buddhisme, hinduisme og islam, som spredte sig til Vesten. De gødede dermed grunden for en videre samfundsmæssig interesse for alternative veje først og fremmest inden for religion og helse.
Denne interesse fik fra 1970’erne og fremefter et navn: new age. Under indtryk af astrologiske spekulationer i forbindelse med årtusindskiftet talte man om, at en ny tid a new age) var i frembrud. Det var og er en bredere bevægelse, der kom til at påvirke mange dele af samfundslivet lige fra erhvervslivet til sundhedssektoren. På den måde blev new age-tankegange mainstream og flød ind og påvirkede mange af samfundets sektorer og den almindelige livsstemning.
Hvad med kirken? Ja, de etablerede kirker havde svært ved at finde deres ben i forhold til disse nye tendenser. På den ene side var der jo i sin grund tale om en religiøs vækkelse, så det var vel godt. På den anden side var det jo, hvis man så rigtigt efter, andre religioner, der kom på banen, så det var vel skidt.
I overensstemmelse med dette dobbelte perspektiv har man anlagt to strategier: Den ene er den konfrontatoriske, der herhjemme først og fremmest kom til orde i det hedengangne Dialogcenter, ledet af afdøde Johannes Aagaard. Centeret er som bekendt lukket, og det er afløst af en mere imødekommende holdning. Hvor man inviterer det alternative indenfor og prøver ”at døbe” det og således gøre det kirkeligt/kristeligt stuerent.
Og det er vel her, at et stiftsudvalg for folkekirkens møde med det nyspirituelle kommer på banen. I stedet for buddhistisk inspireret mindfulness tilbyder man kristeligt inspireret christfulness. I stedet for andre religiøse traditioner for bøn og spirituel praksis opvurderer man klassiske kristelige idrætter som for eksempel pilgrimsvandringer, dog nyfortolket, så de ikke tjener som bod for synder, men som helsebringende idræt i taknemmelighed over skabelsen.
Sommetider er der eksempler på, at nogen går for langt. Der er for eksempel næsten konsensus om, at reinkarnation ikke kan forenes med kristen opstandelsestro. Så hvis der er nogen, der krydser den linje, falder fars hammer, og man kommer under skærpet tilsyn fra biskoppen.
Det er med andre ord et meget vitalt område for kirken at reflektere over, hvorledes man fra kirkens side kan forholde sig til det åbenbare åndelige opbrud, der finder sted i disse år. Det er måske stadigvæk en forholdsvis lille gruppe, der er hardcore nyspirituelle. Men indflydelsen på den brede kultur er omfattende. Og den kristne kirke står stadig famlende over for denne forvandling af folkereligiøsiteten.
For hvad skal man gøre? Ja, man skal gøre, hvad man har tro til. Men det er åbenbart den, der mangler.
Viggo Mortensen er professor emeritus i teologi fra Aarhus Universitet.