Kirken underviser danskerne fra vugge til grav

Særligt undervisningen af børn og unge er blevet en succes i folkekirken. De mange tilbud har været gennem en naturlig udvælgelsesproces, og de stærkeste og mest velfungerende har overlevet, påpeger lektor

Kirken underviser danskerne fra vugge til grav

I dag mødes 14 små babyer sammen med deres forældre klokken 10 i Brande Kirke syd for Herning for at lære at synge salmer. På mandag er der i Greve Kirke ved København et rykind af omkring 20 minikonfirmander fra skolernes 3. klasser, som skal synge og lære trosbekendelsen.

I Elling Sogn er de nordjyske elever fra Strandby Skole i fuld gang med deres konfirmationsforberedelse. Og den første uge i april mødes 140 fortrinsvis pensionister til kirkehøjskole for 13. år i træk i Haslev på Sjælland. De skal høre om Grundtvig, Grundloven, Kierkegaard, folkekirkens fødsel, guldalderen og de gudelige vækkelser.

Folkekirken er i dag kendt for sin omfattende undervisning af danskerne. Ikke mindst af konfirmander, som fik deres egen lov tilbage i 1736. Her blev konfirmationen indført ved lov. Først i løbet af 1990erne tog folkekirkens undervisning i kristendom for alvor fart, efter at kirken var blevet sat på porten af folkeskolen i 1975. Herefter måtte faget kristendomskundskab ikke længere være forkyndende.

Leise Christensen, lektor på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter i Løgumkloster, peger på en rød tråd i folkekirkens undervisning.

Gennemgående undervises der meget med udgangspunkt i alder. Det, der virkelig er gået sin sejrsgang, er babysalmesang. Det er undervisning på et helt basalt plan, hvor man via musikken taler til barnets og forældrenes følelser og deres samvær, siger hun og nævner samtidig undervisningen af minikonfirmander i 3. og 4. klasse som en meget vellykket undervisningsform.

Det er måske folkekirkens største succesoplevelse gennem de seneste 25 år. Det bliver udbudt i 75 procent af de danske sogne, og de steder, hvor det ikke findes, er det typisk, fordi der ikke er nogen børn eller skoler. Og samtidig med at det er udbredt, tager rigtig mange imod det, siger Leise Christensen.

LÆS OGSÅ: Samarbejdet mellem kirke og skole vokser

Antallet af 13- til 14-årige, som bliver konfirmeret, har i mange år ligget nogenlunde stabilt, og i dag bliver 71 procent af en årgang konfirmeret, svarende til et fald på otte procent siden 2000.

Konfirmationsforberedelsen har 250 år på bagen, og den er i disse år under stor udvikling. Både indefra og udefra. Indefra, fordi man nytænker undervisningen, så den bliver mere aktiv. Og udefra på grund af diskussionen, om undervisningen skal ligge i skoletiden eller ej, siger Leise Christensen og kalder det en både god og dårlig udvikling.

God, fordi det giver mulighed for at nytænke konfirmationsforberedelsen. Når der ikke er en selvfølgelighed i, at de unge møder op, må præsterne stramme sig an, og det kan give en bedre undervisning. Den mulige ændring af tidspunktet kan give rum til mere dybdegående projekter, der ikke som nu skal afsluttes efter to timer. Det svære bliver, at konfirmationsforberedelsen også kan kollidere med børnens øvrige fritidsbeskæftigelser.

Der har altid været et tæt parløb mellem skole og kirke ind i det 20. århundrede, og derfor opfatter mange skilsmissen mellem kirke og skole i 1975 som en tydelig streg i sandet.

Men i visse sammenhænge lever forestillingen om det tætte forhold stadig, mener Birgitte Stoklund Larsen, akademileder i Grundtvigsk Forum.

Folkekirken har fulgt to spor som reaktion på 1975, dels en intensivering af kirkens dåbsoplæring med for eksempel minikonfirmander, og dels har man opbygget en kristendomsformidling på skolernes præmisser i skoletjenesterne. Hertil kommer også kirkehøjskolerne for voksne, siger hun og kalder udviklingen et udtryk for, at folkekirken vedkender sig en forpligtelse for en bredere dannelse.

Det er også i folkekirkens interesse, at der er en bred forståelse for folkekirke og kristendom, for tradition og historie. Derfor giver det god mening, at kirken også bruger ressourcer på kristendomsformidling på skolens præmisser. Når skolen åbner sig yderligere til samfundet med den nye skolereform, skal folkekirken virkelig kende sin besøgelsestid, for der opstår en mulighed for en enestående, ny dimension i forholdet mellem kirke og skole, siger Birgitte Stoklund Larsen.

Bent R. Arendt er sognepræst i Sankt Johannes Kirke i Aarhus og har skrevet en række bøger om folkekirkens voksenundervisning. Han er desuden formand for Skole-Kirke-Samarbejdet i Aarhus Kommune.

I århundreder har folkekirken bidraget til folkeoplysning og den almene dannelse uden at få en krone for det. Folkekirken har gjort det, fordi den synes, at der her ligger en oplagt opgave at tage på sig, og som den er bedst til at udføre. Der er heller ikke mange andre gevinster forbundet med undervisningen. Vi ved, at danskerne nogle gange bevæger sig fra kirken og over i sognegården, men aldrig fra sognegården over i kirken, siger Bent R. Arendt.

Når minikonfirmandundervisningen og babysalmesangen bliver kaldt nogle af folkekirkens største succeser, er det nærliggende at spørge, hvad der er blevet en fiasko. Leise Christensen har et bud.

Selvfølgelig har man her og der i lokale sogne stoppet projekter. Men der er ikke noget stort anlagt i folkekirken, der er blevet droppet igen. I hvert fald ikke i de seneste 30 år, hvor succeser som minikonfirmandundervisning og babysalmesang er kommet. Det hænger sammen med, at meget i folkekirken vokser nedefra. Det er ikke sådan, at biskopperne siger, nu skal vi have noget bestemt i alle stifter. For så kunne man nok komme til at skulle skrinlægge noget. I stedet sker der en naturlig udvælgelsesproces, hvor det stærkeste og mest velfungerende overlever, siger Leise Christensen.

Fakta:Vigtige år for folkekirkens undervisning

1975: Folkeskolen sekulariseres, og kristendomskundskab bliver kundskabsformidlende og ikke forkyndende og ikke bevidst religiøst påvirkende. Der indføres fritagelsesbestemmelser for elever og lærere, fordi faget beskæftiger sig med personlige spørgsmål som livssyn, religion, tro og moral.

1987: Indledende konfirmationsforberedelse, også kaldet minikonfirmandundervisning for 3.-4. klasse oprettes som et privat forsøg ved Ravnsbjergkirken i Aarhus som en udvidelse af sognets obligatoriske tilbud om konfirmationsforberedelse.

1990: Den første sognemedhjælper ansættes til blandt andet undervisning i folkekirken. I dag er der 350 sognemedhjælpere på hel- og deltid.

1991: Folkekirkens første voksenundervisning under navnet kirkehøjskole oprettes ved Sankt Knuds Kirke i Odense.

1992: Folkekirkens Skoletjeneste København-Frederiksberg oprettes som en selvstændig institution. Formålet er at udvikle og udbyde undervisningstilbud til folkeskolen. I dag er der 29 folkekirkelige skoletjenester i Danmark.

1992: Folkekirkens Pædagogiske Institut oprettes med det formål blandt andetat efteruddanne præster og undervisere i folkekirken samt ledere og medarbejderei det frivillige kirkelige arbejdeog udøve og formidle praktisk-teologisk og pædagogisk udviklingsvirksomhed. I daghedder det Folkekirkens Uddannelses- og Videns-center.

1994: Indledende konfirmationsforberedelse gøres officiel gennem en anordning. Tilbuddet kan oprettes, såfremt præst og menighedsråd er enige om det. Cirka 75 procent af folkekirkens sogne har et tilbud til børn i 3. og 4. klasse.

2003: Første babysalmesangsgruppe oprettes i København.

2013: Der kommer en ny skolereform, som skal inddrage foreningslivet i det omkringliggende samfund i undervisningen, herunder kirken. Reformen bliver også kritiseret for at rykke konfirmandforberedelsen uden for skoleskemaet.

Stadig oftere foregår folkeskolens kristendomsundervisning i kirken. Det sker, når Folkekirkens Skoletjeneste samarbejder med folkeskolelærerne.

Arbejdet med kirkens lokale skoletjenester har konstant udviklet sig siden oprettelsen af de første to i 1992 og frem til de nuværende 29. I dag får skoler i op mod to tredjedele af landets kommuner undervisningstilbud fra de folkekirkelige skoletjenester, og nogle steder i landet er der allerede indgået et formaliseret samarbejde mellem skole og kirke, som den nye skolereform, der træder i kraft i august 2014, lægger op til. Her forpligtes kommunen og skolelederne på at indgå samarbejdsaftaler med for eksempel sportsforeninger, private virksomheder eller trossamfund i lokalområdet.

Ifølge John Rydahl, talsmand for Folkekirkens Skoletjeneste, kommer der fortsat nye skoletjenester til. Det skyldes, at arbejdet tager bruddet alvorligt mellem skole og kirke, som kom med skoleloven i 1975, hvor kristendomskundskab ikke længere måtte være forkyndende.

Folkekirkens Skoletjeneste vil tale teologi uden at tale forkyndelse, forklarer han.

På de vilkår er kirken meget velkommen i skolen, siger John Rydahl om det arbejde, som 50 medarbejdere på hel- og deltid i dag står for.

Det har også øget samarbejdet og brugen af præsten som ressourceperson, at kristendomskundskab i 2007 blev et prøvefag. Blandt andet fordi der er kommet mere fokus på faget, påpeger John Rydahl.

Han mener, at den nye skolereform vil styrke forholdet mellem skole og kirke, når det gælder de folkekirkelige skoletjenesters virke. Reformen er ellers blevet kritiseret for at rykke konfirmandforberedelsen uden for skoleskemaet.

Flere af vores projekter kræver mange undervisningstimer. Det har ikke alle kristendomslærere tiden til. Men den såkaldte nye understøttende undervisning i reformen giver mulighed for eksempelvis praktiske og musiske indslag, som vores projekter ofte lægger op til, siger John Rydahl og argumenterer dermed for, at Folkekirkens Skoletjeneste også i fremtiden vil få medvind.

Skolerne er glade for skoletjenestens tværfaglige tilgang, påpeger Knud Erik Andersen, der er ekstern lektor ved Aalborg Universitet og forfatter til en ph.d.-afhandling fra 2011 om samarbejdet mellem skole og kirke, herunder Folkekirkens Skoletjeneste, hvor han også selv har været ansat.

Skolerne værdsætter den oplevelsesorienterede undervisning på tværs af fag, som tjenesten tilbyder. Det skal ikke være forkyndende, men det er der også meget få eksempler på, konkluderer han og peger samtidig på en udfordring for arbejdet:

Hvis Folkekirkens Skoletjeneste ikke ansætter folk, der er mere kvalificerede end lærerne, holder det ikke i længden, for så kan lærerne lige så godt selv stå for undervisningen. Det må meget gerne være folk med en læreruddannelse og en kandidatgrad. Enkelte steder er der ikke nok opmærksomhed på det, siger Knud Erik Andersen.