Løfter man blikket fra Danmark og mod resten af verden, står folkekirkens præster stort set alene med debatten om, hvorvidt Jesus fysisk stod op af graven.
For mens debatten herhjemme har vist, at præster åbent kan betvivle opstandelsen, er spørgsmålet fremmed for andre kirker, som har samme trosgrundlag som folkekirken.
”Som kristne tror vi, som Paulus udtrykker det, at hvis Jesus aldrig var opstået, er vores tro forgæves, vi er stadig syndere, og vi tror på noget nyttesløst,” siger præst og ph.d. i teologi Elieshi Mungure fra Evangelical Lutheran Church in Tanzania (ELCT), som skønnes at have over seks millioner medlemmer.
Hun henviser til, at Jesu opstandelse ligger til grund for, at mennesker kan få tilgivelse for deres synder.
”Derfor er spørgsmålet om opstandelsen ikke et spørgsmål, der bliver stillet i kirker i Afrika. Jesus genopstod virkelig, og det er det håb, vi har,” siger Elieshi Mungure, som også er områdesekretær i Det Lutherske Verdensforbund for alle lutherske kirker i Afrika.
Debatten herhjemme begyndte, da en række præster i juledagene afviste tanken om Jesu fysiske opstandelse. En af dem, sognepræst i Sydhavn Sogn Per Ramsdal, sagde også, at han indimellem kommer med en ”nødløgn”, når han forkynder opstandelse for de pårørende ved en begravelse. Efterfølgende lød det fra flere præster, at Jesu opstandelse fra de døde ikke skal forstås bogstaveligt.
Spørger man nogle af verdens største lutherske kirkesamfund på den sydlige halvkugle, kan de slet ikke være med på den tankegang.
Det fortæller blandt andet Heidi Paakjær Martinussen, kommunikationschef i Det Lutherske Verdensforbund (LVF) i Geneve, som repræsenterer 144 lutherske kirker og 72 millioner kristne fordelt på 79 lande.
”Den danske debat opleves snarere som lidt af en overraskelse blandt kolleger i verdensforbundet. Bekendelsesgrundlaget er jo noget, der binder os sammen som lutherske kirker verden over,” siger hun blandt andet med henvisning til, at man i trosbekendelsen erklærer, at Jesus er "opstanden fra de døde".
Også i Latinamerika tager man den fysiske opstandelse for pålydende. Det fortæller Patricia Cuyatti, præst, ph.d. og områdesekretær for Latinamerika hos LVF. Hun er fra den evangelisk-lutherske kirke i Peru, Iglesia Luterana Evangelica Peruana.
”At Jesus er opstanden, er ikke blot en kilde til tro; det er grundlaget for det håb, der bliver ved med at ændre samfundet,” siger hun.
Danske præsters debat om opstandelsen føjer sig til en række andre spørgsmål, hvor de lutherske kirker mod syd står helt uforstående over for vores kirke. Det mener Jens Holger Schjørring, dr.theol. og tidligere professor i kirkehistorie ved Aarhus Universitet.
”Det plejer at være seksualmoral og kvindelige præster, der adskiller den danske folkekirke samt andre af de europæiske traditionskirker på den ene side og de hastigt voksende kirker på den sydlige halvkugle på den anden. Når kirkerne mod syd hører om den nuværende debat i folkekirken, vil de sandsynligvis være fuldstændig målløse. De fatter ikke, hvordan vores kirke, der har en så rig historisk arv og disponerer over så mange materielle ressourcer, kan føre en ophedet debat om et standpunkt, der er i åbenlys modsætning til kirkens bekendelsesgrundlag,” siger han.
Selvom kirkerne har det samme lutherske grundlag, aftegner der sig en modsætning mellem nord og syd, mener Jens Holger Schjørring:
”De gamle kirker i nord hviler på en lang historisk tradition, et omfattende institutionsapparat og hierarki, er liberale og samtidig privilegerede i enhver henseende, men er ikke desto mindre i stagnation eller tilbagegang. De nye kirker i syd har et græsrodspræg, de er fattige på ressourcer, men traditionelle i forhold til bibel og bekendelsesgrund, og samtidig er de i hastig vækst.”
Men så stort er problemet med danske præsters udtalelser slet ikke, mener Jørgen Skov Sørensen, sekretariatschef i Folkekirkens mellemkirkelige Råd, som på vegne af folkekirken plejer kontakten til andre kirkesamfund.
"Mit bedste bud er, at det ingen betydning har overhovedet. Ikke så længe det er på et niveau, hvor nogle få præster har udtalt sig på en bestemt måde. Det er jo ikke hele folkekirken eller de teologiske autoriteter, der har brudt med opstandelsestanken,” siger han.
Jørgen Skov Sørensen fortæller, at de lutherske kirker har Bibelen, bekendelsesskrifterne og den lutherske tradition til fælles, men at man tolker de tre dele meget forskelligt:
”Jeg tror ikke, kirkerne mod syd – i det omfang, det overhovedet kommer dem for øre – er så overraskede over det her. De ved godt, at vi er kirke i et stærkt sekulariseret samfund, mens de ofte befinder sig i et samfund, som radikalt gennemsyres af religion.”
Trækker man mod Nordeuropa, var der i 1998 en debat i den evangelisk-lutherske kirke i Tyskland, som minder om den aktuelle danske. Her blev en teologiprofessor, Gerd Lüdemann, frataget retten til at eksaminere studerende på pastoralseminariet, fordi han blandt andet afviste troen på en opstandelse.
Det fortæller Johannes Neukirch, som er præst, ph.d. og kommunikationschef ved Evangelisch-lutherische Landeskirche Hannovers med knap tre millioner medlemmer. Ifølge ham kan man ikke som luthersk præst afvise opstandelsen.
“Vi må alle sige ja til kirkens bekendelser og derfor også sige, at vi tror på opstandelsen. Der er forskellige fortolkninger, og nogle præster tror på den fysiske opstandelse, andre gør ikke. Det er ikke nogen diskussion i vores kirkesamfund. Men det ville være et problem, hvis en præst ganske enkelt sagde, at han ikke tror på opstandelsen uden at følge op med, hvad han rent faktisk tror i forhold til opstandelsen,” siger han.
I Finland måtte en præst for cirka 15 år siden lægge kjole og krave, blandt andet fordi præsten benægtede ”Guds eksistens som et transcendentalt væsen”. Det fortæller Tomi Karttunen, sekretariatschef med ansvar for økumeni og teologi i den finske folkekirke. Men ellers er det ekstremt sjældent, at præster mister deres embede på grund af spørgsmål om kirkens lære. De fleste præster vælger selv at lægge præstekraven i den slags sager, tilføjer han.
Tomi Karttunen vurderer, at man ligesom i den danske folkekirke kan finde det synspunkt blandt et mindretal af finske præster, at opstandelsen skal tolkes symbolsk eller som en metafor. Men han mener ikke selv, at det er en holdbar teologi.
“Efter min opfattelse er Kristi opstandelse en virkelig opstandelse, som er en hjørnesten for den kristne tro. Selvom den opstandne Kristus ifølge evangelierne og Paulus forblev den samme person som før sin død, så viste han sig i forvandlet form. Men hans opstandelse var også fysisk virkelig, selvom han var forvandlet og ikke umiddelbart til at genkende for hans disciple,” siger han.
Hverken i Sverige eller Norge har folkekirken haft en debat svarende til den danske, oplyser kirkerne.
I Norge viste en undersøgelse i 2005, at præsters tro på en legemlig opstandelse var blevet stærkere, oplyser seniorrådgiver i Den norske Kirke Inge Westly. Afvisningen af Jesu fysiske opstandelse er en alvorlig sag, fortæller hun.
"Troen på Jesu legemlige opstandelse står centralt i bekendelsen, og hvis en præst offentligt fornægter et punkt som dette, vil det i yderste konsekvens blive til en læresag, som kan føre til opsigelse. Men som regel vil sådanne sager følges op gennem samtaler mellem præst og biskop og løses på andre måder," siger hun.
Hvis en præst helt afviste opstandelsen eller det meningsfulde ved bøn, ville det også i Svenska Kyrkan blive betragtet som et problem, fortæller sekretariatschef med ansvar for teologi og økumeni Cristina Grenholm.
“Noget videreuddannelse ville i så fald være en god ide. Ikke først og fremmest for at lære den sande fortolkning, men for at få blik for de mange mulige fortolkninger. Ofte er det, der opfattes som en afvisning af kirkens dogmer, snarere en afvisning af en af mange mulige tolkninger,” siger hun.
Der er ikke mange svenske præster, som højlydt giver udtryk for, at de tolker opstandelsen symbolsk, fortæller Cristina Grenholm. Hun tilslutter sig samtidig de teologer i den danske debat, som mener, at forestillingen om en fysisk opstandelse er en forenkling.
“Der bliver ved med at være flere alternative fortolkninger, heriblandt mysterium-versionen, som stadig tillader at betragte Jesu opstandelse som en metafysisk sandhed. Det svarer til at sige noget i retning af: Altså, det var ikke en fysisk begivenhed, men ikke desto mindre en virkelig begivenhed,” siger hun.