Kirkers ekstremsport breder sig

Med efterårets komme er flere kirker hoppet med på idéen om et salmemaraton, for sangskatten skal lukkes op

20 kirker i Hillerød Provsti er gået sammen om at synge hele salmebogen igennem. Første gang var i begyndelsen af september, hvor salmeentusiasterne mødtes i Nørre Herlev Kirke. –
20 kirker i Hillerød Provsti er gået sammen om at synge hele salmebogen igennem. Første gang var i begyndelsen af september, hvor salmeentusiasterne mødtes i Nørre Herlev Kirke. –. Foto: Per Christiansen.

Guds menighed, syng for vor skaber i løn!.

Sådan lyder den første linje i salme nummer 1 i Den Danske Salmebog.

Salmen er med i det salmemaraton, som i begyndelsen af september blev skudt i gang i Hillerød Provsti. Alle 791 salmer i salmebogen inklusive alle vers vil blive sunget rundt omkring i de 20 kirker, der er med i projektet.

LÆS OGSÅ: 10 ting, selv ateister vil kunne lide i kirken

Salmebogen bliver dog ikke gennemgået fra ende til anden. I stedet har hver etape et emne, så de salmer, der synges, også passer til kirkeåret og årstiden.

Men det er ikke kun i Hillerød Provsti, at alle salmebogens sider slides. Også i Horsens og i Roskilde Domprovsti er der lige nu lignende projekter i gang.

I Hillerød er det sognepræst ved Nørre Herlev Kirke Charlotte Chammon, der har taget initiativet. Hun har familie i Horsens, som fortalte om deres salmemaraton, og i Horsens stammer idéen fra Ringkøbing, som tidligere har sunget salmebogen igennem.

Charlotte Chammon mener, at der er en stor værdi i at se sammenhængen i salmebogen, som kommer tydeligere frem, når man får vendt hvert et blad.

Der er nogle salmer, vi aldrig bruger. Dem skal vi også have frem. Vi har hver vores favoritter, men det er sundt også at blive præsenteret for andre salmer, siger hun og fortsætter:

Da vi begyndte, var det afsnittet om fællesskabet, som blev sunget. Flere af salmerne her var ukendte eller ubrugte selv for præsten. Men undervejs, både i forberedelsen, og mens vi sang, kom temaet pludselig til at stå mere klart for mig. Hvor godt og hvor svært det er at leve som Guds menighed her på jorden, siger hun, og henviser til, at mange af salmerne har pilgrimstemaer og antydninger til vandringen gennem livet.

Og at dømme efter deltagerantallet er der flere, som deler hendes overbevisning. Således var der til det første arrangement 100 sangglade mennesker.

Det holder nok ikke hele vejen, og det skal det nødvendigvis heller ikke. Heldigvis er det ikke som andre maratonløb, for her er der mulighed for at springe af og på og være med til de etaper, man kan, siger Charlotte Chammon.

Projektet er tilrettelagt sådan, at arrangementet turnerer rundt mellem provstiets forskellige kirker. Den første gang en etape foregår i en kirke, er der mulighed for, at udefrakommende sognebørn kan få en kort introduktion til kirken og sognet. Håbet er at samle kirkerne gennem sangen og lade deltagerne opleve forskellige præster og organister.

Der skal hver gang synges omkring 20 salmer på to timer, og Charlotte Chammon understreger, at alle vers vil blive sunget. Og hvis der er flere melodier til de enkelte salmer, vil en salmes forskellige vers blive sunget på flere melodier.

Ligesom al anden ekstremsport kræver væske, er der kaffepause midtvejs i hver etape, og da projektet begyndte i Nørre Herlev Kirke, var der indkøbt vand på flaske, fordi den gamle middelalderkirke ellers ikke kunne slukke tørsten hos salmeentusiasterne.

Om to et halvt år vil de nordsjællandske sangere være nået alle salmer igennem, hvor de sidste linjer i nummer 791 lyder:

Kom blide sol fra nådens pol! Oplys vort hus og hjem!

anne.jensen@k.dk