Bibeltimen bliver akkompagneret af en stille mumlen fra oversætteren, mens bibelvers på skærmen står først på dansk, så på engelsk, swahili og sidst på spansk.
Det gør bibelversene, fordi 130 mennesker fra 13 forskellige nationer er samlet til fem dages tværkulturel sommerlejr på Hestlund Efterskole i Midtjylland. Fra Irak, Eritrea, Sri Lanka, Columbia, Afghanistan, Indien, Egypten, Bahrain, Syrien, Nigeria, Danmark og Angola er der kommet kristne til Indre Missions og Luthersk Missions fælles lejr. De fleste har opholdstilladelse i Danmark.
LÆS OGSÅ: Danmarks nye og gamle kristne
Heriblandt Emile Djonga Samba fra Den Demokratiske Republik Congo. For godt tre år siden kom han til Danmark, og det er hans anden sommerferie på efterskolen. Lejren slutter i dag.
Jeg siger altid, at fem dage er for lidt. Den må gerne være ti dage lang.Temaet for lejren er Livets vej. Emile Djonga Samba valgte bogstaveligt talt livet, da han som politisk flygtning forlod Afrika. Han er uddannet sygeplejerske, men støttede det forkerte parti under en valgkamp. Efterfølgende blev han chikaneret af politiske modstandere, der ville have ham til at give dødelige sprøjter til patienter, der ikke støttede regeringen. Det nægtede han, og en dag kom militæret til hospitalet og skød en mand, de troede var Emile Djonga Samba. Han flygtede, men uden sin kone og seks børn, som han ikke kunne finde. Han tog forbi familiens hjem, som var blevet brændt ned. Da vidste han, at han ikke kunne blive. Flugtruten førte ham til Danmark, hvor den 42-årige mand i dag bor i Haderslev uden at vide, om hans familie lever.
Sommerlejren med dens bibelundervisning, sang, gruppesamtaler, sportsaktiviteter og bålhygge er et sted, hvor han kan få de venner, han savnede, da han kom til asylcentret.
På lejren kommer jeg i kontakt med Gud og andre mennesker.Især pointerer han, at han kan forbedre sit danske på den tværkulturelle lejr. For ham har kristendommen været åbningen til at lære det danske samfund at kende.Men det har været en lang proces. Da jeg kom til Danmark, følte jeg mig ensom, og det var, som om jeg levede på en øde ø. Jeg er kristen fra mit hjemland, men jeg følte mig overflødig, fordi ingen forstod mig, og derfor tog jeg ikke i kirke, forklarer Samba.Han prøvede på et tidspunkt at gå i kirke, men stoppede, fordi han ikke forstod sproget, og ingen kunne hjælpe med at oversætte.
Da han flyttede fra asylcentret i Sigerslev til Haderslev, skulle der gå flere måneder, før han kom i kontakt med en af de lokale kirker.
En dag bankede det på min dør, og to personer gav mig en invitation til et kulturmøde. Men jeg smed den ud. Så kom de igen med en ny invitation, og jeg tog derhen for at se, hvad det var.
Det var tværkulturelle aktiviteter arrangeret af den lokale gruppe fra Luthersk Mission. Deltagerne spiste sammen, og der var forskellige selskabslege med det formål, at de skulle lære hinanden at kende.
Vi spiste sammen, legede og lyttede sammen til Guds ord. Det var en rigtig god oplevelse for mig, og jeg fik en dansk venskabsfamilie.Den familie har han endnu. Det er den, der sammen med den lokale lutherske frimenighed i Haderslev har lært ham om det danske samfund og dansk kultur.
Kommunen giver dig en lejlighed, men lærer dig ikke, hvordan du skal bruge den og alle maskinerne. For eksempel køkkenredskaber og vaskemaskinen, siger han.Det er venskabsfamilien, der har vist ham, hvordan man fejrer dansk jul og sankthans. Familien har lært ham at bage sandkage og lagkage, og når der kommer officielle breve til Emile Djonga Samba, er det også familien, der hjælper med at læse og svare.Og så er det sammen med venskabsfamilien, han selv føler, at han udvikler sit danske sprog.
Sprogskolen er fin, men man skal også ud at bruge sproget. Sprog bør ikke være teori. Det skal bruges i praksis, og det kan man ikke, når der kun er én lærer.
I begyndelsen var gudstjenesterne i frimenigheden svære at følge med i. Men med en ordbog på mobiltelefonen og muligheden for at spørge om hjælp til at forstå bibeltekster, salmer og prædikener kom Emile Djonga Samba igennem, og i dag forstår han det meste. Det er han stolt af, og han er glad for at komme i kirken, selvom han er en af meget få udlændinge. Blandt Danmarks cirka 240 indvandrerkirker findes der også congolesiske, men det synes han ikke er attraktivt.
Hvis jeg er sammen med andre udlændinge, vil jeg tale fransk. Eller også vil vi tale dansk, men vi kan ikke rette fejl hos hinanden, og så lærer vi ikke noget. Derfor er jeg glad for min kirke, hvor danskere hjælper mig til at forstå dansk.Emile Djonga Samba er ved at uddanne sig til social- og sundhedshjælper, og han har været glad for den hjælp, han har fået fra den danske stat.
Men problemerne er ikke i skolen, og når man besøger kommunen eller jobcentret. Problemerne er derhjemme. Det er der, jeg læser i en bog, men ikke ved, hvordan ordene skal udtales, og hvordan jeg skal indrette mit hjem og leve. Mit held var, at en af tolkene fra kommunen kommer i kirken. Den tolk vidste, hvor jeg bor, og derfor fik jeg en invitation til kirkens aktiviteter, siger han.
Han er glad for, at kommunen holder øje med, at der flytter nye udlændinge til byen.Så kan de give besked til kirkerne, der kan skabe en kontakt, så man kan lære mere om Danmark.
