Bodil Koch er blevet kaldt »regeringens eneste mandfolk«, »demokratiets vogter«, »folkekirkens drabant«, »største kirkebygger siden Absalon« , »den bedst tænkelige kirkeminister« og »politisk vækkelsesprædikant« - selv kaldte hun sig »Socialdemokratiets manegeklovn«.
Den 25. oktober 2003 ville hun være fyldt 100 år. I den anledning ønsker jeg at belyse den afgørende kirkehistoriske betydning, Bodil Koch som kirkeminister har haft for den danske folkekirke - specielt vedrørende stat-kirke forholdet.
Først nogle facts om Bodil Koch for dem, der ikke ser Bodil Koch foran sig, ivrigt gestikulerende og parlamenterende om livets store og små spørgsmål med en stor cigar i hånden. Bodil Koch var cand.theol. fra Københavns Universitet i 1929 og gift med cand.theol. og professor i kirkehistorie Hal Koch (1904-1963). Hun blev aldrig ordineret som præst, men besad - som verdens første kvindelige kirkeminister - taburetten som socialdemokratisk kirkeminister i Danmark i 13 år - først under Hedtoft-regeringen september-oktober 1950 og herefter 1953-1966 under skiftende statsministre: Hans Hedtoft,
H.C. Hansen, Viggo Kampmann og Jens Otto Krag. I november 1966 overtog Bodil Koch posten som kulturminister og trådte i 1968 tilbage sammen med ministeriet J.O. Krag.
Politik definerer Bodil Koch som »forpligtelse over for medmennesket« og pointerer åndens betydning for den frie tankes levevilkår, idet hun udtrykker ønske om, at troen på »Ånd er Virkelighed« må blive det politiske våben i fremtiden. Politik bliver således kædet sammen med etik og ånd i et forpligtende samspil med frihed som nøglebegreb.
Den egentlige politiske debut fik
Bodil Koch, da hun blev medlem af Folketinget for Socialdemokratiet i 1947, opstillet i Herning-kredsen. Det var en overraskelse for mange, at en kvinde, akademiker, københavner og troende protestant, som Bodil Koch var, overtog den landbrugsuddannede Kristen Bordings gamle kreds. Men Bodil Koch vandt hurtigt vestjydernes sympati på grund af sin oprigtighed og uimponerethed af sig selv. »I al din gerning, tænk på Herning« var Bodil Kochs motto i de 23 år, hun var socialdemokratisk folketingskandidat i Herning-kredsen.
Bodil Koch ændrede Socialdemokratiets kirkepolitiske holdning fra ønsket om en adskillelsespolitik mellem stat og kirke, og religion som en privatsag, til et positivt syn på stat-kirkesamarbejdet. Socialdemokraterne blev optaget af menighedsrådsarbejde og aktiv deltagelse i det kirkelige liv.
Men Bodil Koch begrænsede ikke sin parlamentariske virksomhed og iver til det rent partipolitiske. Hun var den første kirkeminister, der med alle politiske partiers opbakning definerer den kirkelige ordning, der går under betegnelsen folkekirke, som en borgerlig, grundlovsbestemt, statskirkelig ramme omkring kirken, hvori den størst mulige grad af frihed, rummelighed og tålsomhed for dens medlemmer søges etableret: den »ny folkekirkelighed«.
Bodil Koch ønskede at gøre folke-kirken til »verdens bedste ordning« og havde en vision om, at »vor gamle folkekirke« gennem fornyelse og tilpasning til velfærdssamfundets muligheder kunne blive hele »folkets marv og kraft«. Trods tilsyneladende ligegyldighed hos store dele af befolkningen giver Bodil Koch udtryk for en fornemmelse af, »at folkekirken alligevel dækker over en virkelighed, at kirken stadig i nogen måde kan kaldes hele folkets kirke«.
95 procent af den danske befolkning var medlemmer af folkekirken, og Bodil Kochs opfattelse af kirken som folkelig ledte til en ny slags missionsiver. Kristendommen skulle indgå i almindelige menneskers hverdag, kirken skulle placeres stærkere i den moderne tilværelse, ellers blev den jo i praksis ufolkelig. Der skulle føres en frisindet kirkepolitik uden stærk håndhævelse af læremæssig autoritet. Folkekirken skulle være så rummelig og tålsom, at der var plads til såvel en Bartholdy som en Lindhardt. Som en Noahs Ark skulle folkekirken rumme alle, uanset teologiske, partipolitiske eller andre skel: »Indre Mission, grundtvigianere, Kirkeligt Centrum, socialdemokrater, konservative og venstrefolk - fromme og mindre fromme«. Dette er baggrunden for den »ny folkekirkelighed«, der lever videre i dag og kendetegnes ved, at 84 procent af befolkningen stadig er medlemmer af den danske folkekirke.
Men tro nu ikke, at folkekirken stod for den rene humanisme og blot var en religionsanstalt! Bodil Koch slår fast: »Kirken står ikke for hvad som helst, men den bygger på et luthersk menneskesyn og en evangelisk-luthersk kristendomsopfattelse«. Videre definerer Bodil Koch folkekirken som »en borgerlig indretning med et departementalt apparat, med love og vedtægter, men den er mere end det, den er tillige Kristi Kirke, som lever ved ordets bekendelse og forkyndelse - alene derved«.
I forhold til præsteembedet fastholder teologen Bodil Koch det evangelisk-lutherske præsteløfte som betingelse for at tiltræde et præsteembede i folkekirken. Endvidere placerer Bodil Koch folkekirken i traditionshistorien, idet hun betragter den danske folkekirke som den samme kirke, der har eksisteret i Danmark siden Ansgars dage under skiftende hierarkiske, adelige, kongelige og borgerlige indretninger som den kirke, hvor Jesus Kristus er herre og midtpunkt, hvor Han i sit ord handler med mennesker til oprejsning og frelse.
Med myndighed ledede Bodil Koch den daglige forvaltning i Kirkeministeriet, godt hjulpet af dygtige departementschefer, blandt andre August Roesen, der redigerede og fornyede den kirkelige lovgivning. Bodil Koch udtrykker metaforisk sit ansvar som kirkeminister: »Den til enhver tid siddende minister må sammen med sine embedsmænd altid våge over kirkeskibets sejlads - opfange dets bevægelser på det ministerielle radarapparat og handle derefter«. Ved at fastholde denne »varsomme linje« og »folkekirkelige frihed« ønsker Bodil Koch at bygge bro mellem den departementale styring af kirken og folkekirkens eget selvstyre.
Som et forsøg på at leve op til det moderne samfunds udvikling nedsatte Bodil Koch i 1964 en strukturkommission, som skulle »overveje om ikke der i pagt med tidens udvikling og den rivende ændring i samfundets struktur måtte være grund til at gennemføre visse ændringer på det kirkelige område«. Strukturkommissionen viste sig at være for ambitiøs og led skibbrud, men virkningshistorisk har den dannet baggrund for kirkepolitiske tiltag, f.eks. regler for ansættelse af sognemedhjælpere, mulighed for ansættelse af deltids- og specialpræster, justeringer af sognestrukturen, oprettelse af folkekirkens Mellemkirkelige Råd mm.
»Konen med perspektivkassen« var et af kirkeminister Bodil Kochs stående foredrag, som mange danskere vil kunne huske fra hendes utallige turneer rundt om i Danmark i 1950-1960'erne, og jeg vover at kalde Bodil Koch »kirkelig folkereformator«, fordi hun - i forhold til det hidtil gængse kirkepolitiske mønster i Danmark - formulerer en særlig folkekirkelig linje: »den ny folkekirkelighed«. Herved legitimerer hun ikke blot kirkens anliggender i Socialdemokratiet og dermed Socialdemokratiets anliggender i kirkelige kredse, men hun navigerer folkekirken ind i det moderne samfund uden alvorlige kollisioner mellem stat og kirke. Grundlovens bestemmelse om, at kirkens forfatning skulle ordnes ved lov (§66) er blevet fortolket således, at kirkens forhold ordnes ved love, hver gang udviklingen påkrævede det - så hvorfor skulle man skille stat og kirke? Det gælder jo om at have fornemmelse for kirkeskibets sejlads og så handle derefter - også her 100 år efter Bodil Kochs fødedag.
Henriette Grønbech Korsgaard
er stud.theol.
Læs kronikken i morgen:»Kristendommen bør nævnes
i EU-traktaten« af Jean Monnet-professor Søren Dosenrode