Konkurrencestaten udfordrer kristendommen

Mens velfærdsstaten i Danmark var bundet op på en kristen etik, så handler alt nu om økonomisk og personlig vækst - uden plads til moral, mener en række samfundsforskere, som frygter konsekvenserne og efterlyser modstand

De kristne fordringer om næstekærlighed og barmhjertighed, som ligger bag velfærdssamfundets opståen, trues af markedsmekanismer, konkurrencestatens logik og en rent økonomisk diskurs, mener samfundsforskere.
De kristne fordringer om næstekærlighed og barmhjertighed, som ligger bag velfærdssamfundets opståen, trues af markedsmekanismer, konkurrencestatens logik og en rent økonomisk diskurs, mener samfundsforskere.

”Hvad får jeg selv ud af det?”. ”Og er der penge i det?”

De spørgsmål er ifølge flere samfundsforskere dem, vi i dag er mest tilbøjelige til at stille, når vi bliver stillet overfor en opgave. Og det er en farlig udvikling, mener de.

”Tidligere kunne man tale om pligt og kald. At vi som mennesker nogle gange skal handle på grund af en pligt - eller på grund af et medmenneskeligt ansvar over for andre. Men den tankegang er truet i dag. I dagens såkaldte konkurrencestat er der i stedet fokus på det enkelte individs udbytte. Og det kan i sidste ende betyde, at vi undergraver den sociale kapital, vi ellers har været nogle af de bedste i verden til at opbygge.”

Sådan siger Michael Böss, der er lektor på Aarhus Universitet og forfatter til en række bøger om blandt andet dansk værdipolitik. Med social kapital tænker han især på den tillid, der tidligere har præget det danske samfund, og som ifølge Michael Böss har været afgørende for, at Danmark kunne udvikle en velfærdsstat.

”Det, man kunne kalde kristne fordringer som næstekærlighed og barmhjertighed, ligger bag hele velfærdssamfundets opståen. Vores kristne kultur har for eksempel været med til at sikre, at vi tidligere lagde mindre vægt på materielle goder, og at vi derfor også gerne ville give til dem, der havde brug for det. Og selvom vi stadig lever med den kultur i bagagen, så er den stigende sekularisering og individualisering en trussel for vores samfunds sammenhængskraft - for det der skaber tillid mellem mennesker - på længere sigt.”

Også tidligere overvismand, professor i økonomi på Københavns Universitet Niels Kærgård er bekymret for konkurrencestatens ensidige fokus. Han peger på, at de økonomiske teorier, der før lå bag velfærdsstaten, var koblet med en kristen etik.

”Men i dag er der ikke plads til det kristne menneskesyn eller moralen i de økonomiske teorier. Alt handler om ”incitamenter”. Om at få folk til at handle ved hjælp af enten økonomisk gevinst eller straf. Det er den rene markedsmekanisme, der taler, og ingen taler længere imod. Heller ikke kirken”.

Niels Kærgård efterlyser, at nogen kritiserer den økonomiske diskurs, der præger konkurrencestaten. En diskurs, der ifølge den tidligere overvismand tager udgangspunkt i et menneskesyn, hvor folk ikke af sig selv kunne finde på at gøre noget godt for andre. Derfor handler politik ofte om, hvilke økonomiske incitamenter der skal i spil for at fremme en bestemt adfærd. Et eksempel kunne være det seneste udspil fra Dansk Flygtningehjælp, der foreslår en sænkelse af startlønnen for flygtninge for at få arbejdsgivere til at ansætte dem. Appellen taler med andre ord til pengepungen og ikke til samfundssindet eller ansvaret for næsten.

Også indenfor folkeskolen ser man i disse år, at pædagogikken indrettes efter konkurrencestatens logik. Det mener professor i pædagogisk psykologi ved Aarhus Universitet Klaus Nielsen, der er bekymret over udviklingen.

”I dag har folkeskolen som erklæret opgave at få den enkelte elev til at realisere sig selv, så han eller hun bliver i stand til at klare sig i konkurrencestaten. Med individuelle handlingsplaner og differentieret undervisning. Hvor vi tidligere havde en skole, hvor vækstpædagogik tog udgangspunkt i fællesskaberne, først de kristne og siden de faglige, så handler det udelukkende om individets egen vækst i dag,” siger Klaus Nielsen.

Som han ser det, er det en farlig udvikling, der også gør det enkelte menneske meget sårbart, fordi det på den måde ikke kun er ansvarligt for egne sejre, men også er eneansvarligt for sine nederlag.

”Der er ingen forpligtende fællesskaber, du kan gå til - og derfor ingen andre end dig selv at rette kritikken imod. Det betyder også, at den offentlige kritik af vækst-diskursen eller konkurrencestaten udebliver. Det er jo nærmest helligbrøde at så tvivl om markedstænkningen i dag.”