I september 2006, femåret for 11. september, besøgte daværende pave Benedikt XVI sit gamle universitet i Regensburg i Bayern for at holde en forelæsning. Talen havde titlen ”Tro, fornuft og universitet – erindringer og refleksioner” og forekom ikke særlig nyhedsværdig. Det ændrede sig dog brat, da paven i begyndelsen af talen citerede en dialog mellem en byzantinsk kejser og en dannet perser, hvor kejseren siger:
”Vis mig hvad Muhammed bragte af nyt, og dér vil man kun finde onde og umenneskelige ting, så som hans befaling om at udbrede den tro, han prædikede, med sværdet. ”
Internationale medier var hurtige til at sprede citatet over den ganske verden. Muslimske ledere blev bedt om at kommentere, og deres fordømmelser af forelæsningen fik alvorlige konsekvenser. Blandt andet blev en nonne skudt i Somalia, og kirker blev brændt af i Gaza. To måneder senere rejste Benedikt på et længe planlagt besøg til Tyrkiet, og her lykkedes det nogenlunde at lægge låg på krisen. Ikke desto mindre bidrog episoden til at bestyrke billedet af ham som en ærkekonservativ høg.
Herhjemme blev forelæsningen også debatteret, og brydningerne fra dengang har stadig relevans. Søren Krarup, der ikke er kendt for sin sympati for den katolske kirke, citerede dele af pavens forelæsning i Tidehverv og tog ham til indtægt for det synspunkt, at islam er en frygtelig trussel mod Europa.
Heri ville paven måske ikke være uenig, og udviklingen det seneste årti med Islamisk Stat, Boko Haram og terrorangreb i Europa har næppe gjort ham mindre bekymret. Men samtidigt var Tidehvervs læsning af Benedikts forelæsning yderst selektiv og koblet til en meget snæver forståelse af Europas religiøse identitet. Pavens egentlige anliggende blev slet ikke ydet retfærdighed.
Sekulære meningsdannere som Politikens Tøger Seidenfaden og Weekendavisens Frederik Stjernfelt valgte en anden tilgang. De fremhævede, at Benedikts ord handlede om det principielle forhold mellem tro og fornuft, og at forelæsningen ikke var et islamofobisk udfald.
Paven søgte at understrege vigtigheden af, at troen aldrig isolerer sig fra fornuften. Det var i den sammenhæng, det islamkritiske citat hørte hjemme – altså det irrationelle i at ville påtvinge andre virkelig tro udefra med vold. Men eksemplet kunne også være taget fra buddhisme, hinduisme eller kristendom.
Kristendommen havde ifølge paven fordel af, at den i sin udvikling kombinerede bibelsk tro med hellenistisk filosofi og dermed åbnede for en forståelse af, at fornuften også kan være en vej til at nærme sig Gud. Men Benedikt var ikke blind for, at også kristendommen havde lagt navn til irrationelle og voldelige strømninger, som man måtte gøre op med.
De sekulære meningsdannere gjorde dog mindre ud af, at den nødvendige balance mellem tro og fornuft ifølge Benedikt går begge veje. Troen kan godt nok ikke undvære fornuften, men fornuften har også brug for troen.
Tendensen blandt Vestens eliter til kun at se en ”videnskabelig” tilgang til tilværelsen som virkelig rationel og henvise religion til privatlivet er en alvorlig svækkelse af vores demokratiske samfund. Nægter man religionen legitimitet i samfundsdebatten, vil det være umuligt at skabe virkelig moralsk konsensus om noget som helst, og det gør det umuligt at bygge et solidarisk samfund, mente han.
Det gør det også svært at tale objektivt om ”det gode”, og hvis man ikke kan det, kan man så i sidste ende forhindre de magtfulde i at udnytte de svage eller afholde en tyrannisk majoritet fra at undertrykke minoriteten?
Benedikts forelæsning fandt sted fem år efter 11. september, og det er forståeligt, at mange hæftede sig ved det islamkritiske citat. Siden har vi haft en europæisk finanskrise og en flygtningekrise, der har styrket Europas nationalistiske strømninger, men som også gør Benedikts hovedpointer tydeligere. Den franske debat om islamiske badedragter – burkinier – udspringer blandt andet af, at landets verdslighedskultur har svækket forståelsen af religion og religiøse følelser generelt.
Fraværet i den britiske Brexit-debat om Storbritanniens udtræden af EU af begreber som solidaritet, fælles ansvar og fred viste til gengæld, hvor svært tanken om det fælles bedste har det i europæisk politik for tiden.
Andreas Rude er mag.art. i litteraturvidenskab og kommentator af katolske forhold.