Da alle kirkegængerne gik hjem fra adventsgudstjenesten i Apostelkirken i København i søndags, blev en ung dreng på 16 år siddende tilbage på kirkebænken. Han hedder Mustafa Sakhizada og er én af de to brødre, hvis asylsag Flygtningenævnet har afvist at genoptage som tidligere beskrevet i Kristeligt Dagblad.
Mens hans fire år ældre bror har siddet frihedsberøvet i Ellebækfængslet, har Mustafa Sakhizada de seneste uger siddet i et af Røde Kors' asylcentre for uledsagede børn i Jægerspris i Nordsjælland, fordi han er mindreårig.
Men han vil ikke tilbage til asylcenteret, og han vil i særdeleshed ikke tilbage til Afghanistan, hvor han aldrig har været, fordi han er født i Iran.
Derfor blev Mustafa Sakhizada siddende på kirkebænken i søndags, efter at gudstjenesten var slut. Her har han søgt tilflugt, fordi Apostelkirkens store hvælvinger og sognepræst i kirken Niels Nymann Eriksen passer på ham, som han udtrykker det.
Mens København står på den anden ende for at få alt klar til jul, ser verden anderledes ud for Mustafa Sakhizada i den stille kirke på Vesterbro.
”Jeg er bange. Jeg blev her i kirken, fordi jeg håber at få lov til at blive i Danmark. Jeg kan ikke tage tilbage til Afghanistan, fordi jeg er kristen, og jeg frygter at blive forfulgt og dræbt,” siger han og forklarer, at han også har valgt at blive i kirken, fordi han gruer for, at politiet en dag henter ham i asylcenteret i Jægerspris og kører ham til lufthavnen for på ny at sende ham tilbage til Afghanistan.
Mustafa Sakhizada forklarer, at han er kommet i Apostelkirken i cirka et år, og at det er et vigtigt sted for ham.
”Her passer Niels på mig, og jeg kan lide at komme i kirken.”
Selv understreger Niels Nymann Eriksen, at han betragter det som en pastoral opgave at tage hånd om Mustafa Sakhizada.
”Når en person bliver siddende efter gudstjenesten, fordi han er bange, er opgaven at rumme ham. Mustafa og hans bror er en del af fællesskabet, og kirken er mere end en institution for dem. Vi føler, de er en del af familien,” siger Niels Nymann Eriksen, der betragter det som en klassisk kirkelig funktion at bruge kirken som tilflugtssted.
Derfor bryder han sig heller ikke om at bruge ordet kirkeasyl om den principielle sag.
”For os er det ikke kirken mod systemet. Vi har erfaret, at man kan have en god dialog med Flygtningenævnet og Udlændingestyrelsen. Det her er en nødventil, som kan finde sted i et velfungerende demokrati,” siger Niels Nymann Eriksen.
Han mener ikke, at man kan sammenligne husningen af Mustafa Sakhizada med begivenhederne omkring sognepræst Per Ramsdal, der i 2009 husede irakiske asylsøgere i Brorsons Kirke i København
”Her er blot tale om et enkelt menneske, der søger tilflugt i et fællesskab, som han tilhører. Det er ikke en fremmed, der indfinder sig og søger at benytte kirken som platform for aktion. Der er ikke tale om en aktion, men en reaktion. Når vi lader Mustafa Sakhizada bo her, er det, fordi menigheden allerede er blevet hans hjem. Jeg skjuler ikke nogen flygtninge her og har gjort politiet opmærksom på, at Mustafa Sakhizada er her. Jeg er klar over, at der i dette tilfælde finder civil ulydighed sted på kirkens grund, og vi ser det ske. Men vi forsøger at være åbne om, hvad der foregår,” siger han.