Når danskerne lader en mønt falde i kirke- og indsamlingsbøsser, er det med troen på, at pengene vil gøre nytte ude i verden. Men i mange tilfælde kan den tro hvile på et tyndt grundlag. For selvom Danmark år efter år kåres som verdens mindst korrupte land, er korruption for indsamlede bistandsmidler en stadig mere omfattende del af den virkelighed, de humanitære og kirkelige organisationer møder ude i verden.
En aktuel opgørelse fra det amerikanske Center for the Study of Global Christianity viser, at korruption for kirkelige midler på globalt plan i 2015 udgør 50 milliarder dollar, og at beløbet i 2025 forventes at være steget til det dobbelte. Omfanget af korruption og svindel er dermed større end de kirkeligt indsamlede bistandsmidler, som på globalt plan udgør 45 milliarder dollar.
Den virkelighed er de kirkelige og humanitære organisationer nødt til at forholde sig åbent til, understreger Jens Berthelsen, som er partner i virksomheden GAN Integrity Solutions, der blandt andet rådgiver organisationer om korruption.
”Hvis det rygtes, at indsamlede midler fra kirkekollekten eller fra kampagner ikke går til de formål, de er tiltænkt, kan det blive ødelæggende for hele bistandsindsatsen,” siger Jens Berthelsen.
Han påpeger, at både dansk erhvervsliv og de største nho'er i løbet af de seneste 10-15 år har fået større fokus på antikorruption i udviklingsarbejdet. I samme periode har Udenrigsministeriet i samarbejde med Rigsrevisionen indført en række skrappe krav til håndteringen af statslige bistandsmidler. Men for den brede gruppe af mindre organisationer, som arbejder for privat indsamlede midler, kan kravene være svære at leve op til.
”For mindre organisationer er bekæmpelsen af korruption ofte et ressourceproblem. Det kan være en omfattende proces at foretage de nødvendige afrapporteringer og sikkerhedsvurderinger af samarbejdspartnere i de enkelte lande. Men for mig at se er der ingen vej udenom,” siger Jens Berthelsen.
Lars Udsholt, sekretariatsleder i Dansk Missionsråds udviklingsafdeling, genkender problemet, men ser muligheder:
”Risikoen for korruption er generelt lavere i langvarige partnerskaber, som er baseret på fælles værdier og gensidig tillid, i modsætning til kortere projektbaserede bistandsindsatser. Udfordringen kan her bestå i, at man kender hinanden så godt, at man undlader at stille de kritiske spørgsmål, som kan få problemerne frem i lyset.”
Kravene kan have den modsatte effekt, siger han.
”De meget rigide krav til gennemsigtighed kan skabe situationer, hvor enkelte aktører bliver tilbageholdende med at rapportere tilfælde af korruption. Både fordi man risikerer at sætte folks sikkerhed på spil, men i nogle tilfælde også, fordi man ikke ønsker at hænge det beskidte vasketøj til skue med risiko for at blive sat i den offentlige gabestok i sager, som efterfølgende kan vise sig at være grundløse.”