For mange kræftpatienter er det nærmest en større udfordring at håndtere livet efter behandlingen end selve sygdommen. Og her spiller troen en vigtig rolle.
Konklusionen kommer fra Elisabeth Assing Hvidt, Syddansk Universitet, som for nylig har forsvaret sin ph.d.-afhandling, der som en af de første undersøgelser herhjemme ser på den religiøse og spirituelle dimension i hjælpen efter en kræftsygdom.
Det at have en patientrolle giver i sig selv anledning til, at man bliver hjulpet. Når man er såkaldt fri for kræft, kan man godt føle sig tabt og alene, og det eksistentielle mørke kan melde sig. Relationer af forskellig art har vist sig at udgøre en meget betydningsfuld hjælp til at blive reintegreret i livet efter behandling, siger Elisabeth Assing Hvidt.
LÆS OGSÅ: Kristne i strid om Guds rolle i ondskab
Relationerne kan have mange forskellige former. Elisabeth Assing Hvidt har undersøgt, hvordan de kan udfolde sig på både et menneskeligt, religiøst og spirituelt plan.
Blandt de knap 60 mennesker, hun har talt med og observeret på et rehabiliteringscenter for folk, der har haft kræft, brugte størstedelen forholdet til noget religiøst og spirituelt til at beskrive deres tro. Troen blev formuleret som forholdet til en skytsengel og en højere magt.
Nogle talte også om afdøde slægtninge. For eksempel var der nogle af mine interviewpersoner, der brugte at sidde ved et familiemedlems gravsted og fortælle om kræftsygdommen og opleve emotionel støtte på den måde, siger Elisabeth Assing Hvidt.
En mor fortalte desuden, hvordan hun oplevede, at hendes afdøde søn fløj over hende og var med hende under operationer og i alt det, hun gjorde.
Nogle vil måske spørge, om relationer kan være tro. Det har Elisabeth Assing Hvidt et klart svar på.
Det relationelle aspekt er i virkeligheden udtryk for en meget dyb teologi, hvilket nok er ganske ubevidst hos mange. Nemlig at tro er relationel. Tro handler ikke alene om, hvad jeg holder for sandt. Tro kommer til udtryk i en relation til en instans uden for mig selv, der opleves som en eksistentiel medvandrer i mit liv, siger hun.
Det er interessant, ikke kun for kræftoverleverne selv, men også for sundhedspersonalet, mener Elisabeth Assing Hvidt.
Det skaber en opmærksomhed om, hvordan man kan italesætte tro og kommunikere med patienterne om det emne, siger hun og fortæller om reaktioner fra læger, når hun har præsenteret sit studie.
Fuldstændig frit fra hoften udbrød en læge: Er det bare det, tro er?, gengiver Elisabeth Assing Hvidt og fortsætter:
Altså at tro i høj grad har karakter af relationer udfoldet på forskellige planer. Det er positivt at afmystificere troen i en sundhedsfaglig sammenhæng, hvor der kan være berøringsangst.
Det handler i en konkret hverdag om for personalet at undersøge, hvorvidt og hvordan patienten får dækket sit emotionelle behov. Blandt andet ved at spørge ind til de relationer, personen får støtte gennem, mener Elisabeth Assing Hvidt.
Kræftoverleverne giver udtryk for, at de har brug for et rum, hvor lidelse, smerte, død og eksistentielle problematikker bliver fællesmenneskelige vilkår. Den udveksling hjælper dem til at blive reintegreret i livet, siger hun og fortsætter:
Talen om emner som modløshed, angst og depression foregår når de foregår ofte på et terapeutisk niveau. I sådan en kontekst opleves der ofte et skel mellem klienten, der har brug for hjælp, og den, der giver hjælp. Det, der først og fremmest virkede helende i de relationer, jeg har undersøgt, var, at basis for samtalen var erkendelsen af, at vi alle lever under de samme eksistentielle grundvilkår, og at vi derfor alle er potentielt syge og lidende.
Elisabeth Assing Hvidt har fulgt ugentlige gruppesamtaler med en psykolog. Her gav de medvirkende tydeligt udtryk for et behov for relationer.
Jeg beder ikke personalet om at udgøre relationerne selv, men jeg anbefaler et øget fokus på den dybere betydning af relationerne. Ligesom det er vigtigt at være vidende om, at mange mennesker sætter deres lid til spirituelle og religiøse relationer. Dette behøver ikke at være et tabu. Det er vigtigt, at der breder sig en forståelse for, at det religiøse og spirituelle kan udgøre en vigtig del af rehabiliteringen. Igennem sådanne relationer kan man opnå støtte ved at føle, at der er nogen eller noget, der er en del af ens inderste, eksistentielle tanker og følelser og hjælper med bearbejdelsen af dem. Det fremmer dele af personens rehabilitering, siger hun.