Juletiden er højsæson for den brede folkelige kristendom. Den kaldes ofte for kulturkristendom.
De kulturkristne er en vigtig del af dansk kirkeliv, for selvom de ikke er særligt flittige kirkegængere, er de afgørende for, hvilken form for kristendom der formidles i folkekirken. De vil også i fremtiden spille en stor rolle for, om der overhovedet skal være en folkekirke.
Hvem er så den kulturkristne dansker?
Det er blevet beskrevet med et hav af statistik, men man kan også tegne et portræt ud fra statistikken af dansk kristendoms hovedperson. Hun kunne hedde Kirsten. Her er hendes religiøse profil.
Den 24. december skal Kirsten på 52 år i kirke, når klokkerne kimer festligt, for det gør de juleaften i domkirken i Aarhus. Har hun været i kirke inden for det seneste års tid, har det højst sandsynligt været til en begravelse. Det kunne også være en barnedåb. Men højmesserne eller andre almindelige gudstjenester i årets løb kommer Kirsten ikke til.
Kirsten siger ja, hvis man spørger, om hun er et troende menneske og en kristen - hun er kulturkristen. Hun omfavner julen som årets vigtigste kirkelige højtid og sidder på kirkebænken efter stress med at få familien klar til julegudstjenesten - dem, der vil med - og tankerne kan ikke lade være med en gang imellem at gå til anden og den forestående middag.
Hun har investeret måske seks uger og ikke at forglemme en del følelser i julen, landets lange og komplicerede glædesstund. Det er lang tid siden, hun købte de første gaver, men det er ikke slut endnu, for mange af dem skal måske byttes igen, når det bliver januar.
Men lige nu nyder Kirsten den time i orkanens øje, som julegudstjenesten er for hende. Hun er fyldt af ro, fordybelse og fællesskabsfølelse, og det giver mening for hende midt i juleræset. Når de danske familier skal ud ad døren og i kirke juleaften, så er det moderen i huset, som er primus motor.
Kulturkristen er ikke noget negativt begreb for Kirsten. De fleste af de cirka 79 procent af danskerne, der er folkekirkemedlemmer, vil også på forespørgsel tilslutte sig den betegnelse.
De kunne ikke drømme om at melde sig ud af folkekirken, for de føler sig forbundet med den kristne tro på grund af Danmarks historie, deres opdragelse, vaner og traditioner.
Når Kirsten sidder på kirkebænken og bladrer i salmebogen, kender hun de gode gamle julesalmer, som det fyldte og glade kirkerum skal synge.
For som stort set alle jævnaldrende danskere har hun lært dem, da hun gik i folkeskole. Og når hun kommer hjem til and, flæskesteg og juletræ, så skal der synges endnu flere julesalmer.
December er en dejlig tid for Kirsten, for som så mange andre danskere, der siger, de tror på Gud, har hun det lidt svært med Jesus.
Frelseren er noget, hun lægger lidt afstand til eller finder irrelevant, for hun forbinder ham først og fremmest med de mere fromme danskere.
Kirsten ser ikke Jesus som forsoneren, hun på et tidspunkt skal stå ansigt til ansigt med. Men han er givetvis en stor historisk skikkelse, der har dannet det etiske grundlag for mange vestlige samfund, også det danske.
Det syn på Jesus har hun oplevet, at hun deler med mange andre kulturkristne danskere, og hun har det godt med, at hendes tro, for den har hun, ikke har Jesus som person i centrum.
Hun tror på Gud, men er ikke helt sikker på, at han eksisterer, og hun er godt tilfreds med at betragte ham som en særlig universel kraft frem for gennem et personligt forhold, hvor hun er nødt til at bringe sin egen moral, sin syndighed og sit evighedshåb i spil.
Men netop under julegudstjenesten, og mens hun synger med på ”Et barn er født i Betlehem”, kan Kirsten tænke på Jesus-skikkelsen uden problemer.
For hun ser ham ikke som den forkyndende og konfronterende guddommelighed, men som det lille barn i krybben, der er et kærlighedens udtryk.
Som Kirsten sidder der i kirken, føler hun sig ikke som medlem af et trossamfund med streg under tro, men mere som en del af et følelsesmæssigt fællesskab. Kirken skal være, som den altid har været, synes hun. Når hun endelig er der, må der ikke være lavet noget om, og hun føler sig hjemme i ophøjetheden og den vante gang i gudstjenesten.
Sognepræsten på prædikestolen har hun aldrig hørt om, eller også har hun hørt om hende, men kender hende ikke. Men hun er ikke i tvivl om, at hun synes godt om præsten.
Den hyggelige stemning i kirken passer Kirsten godt, for hun er overbevist om, at det grundlæggende i religion er, at vi skal være gode mod hinanden.
Den bedste måde at være gode ved hinanden på er, at hver især former sin egen måde at tro på, og det gør ikke noget, at man sammensætter sin tro med elementer fra forskellige religioner. Hun er helt uenig i, at der kun findes een sand religion.
Kirsten føler sig faktisk lykkelig, hvis man spørger hende. Hvis ikke lige hun kan bruge det udtryk om sin sindstilstand, så vil hun i hvert fald ikke sige, at hun er ulykkelig. Godt nok kan det godt nage hende en lille smule, at religion måske udgør en politisk fare i Danmark i dag.
Kirsten kender hele fortællingen, som præsten læser op, og som begynder med ”Men det skete i de dage ...”. Hun kender mange andre af Bibelens beretninger, men selvom hun både har en bibel og en salmebog derhjemme på reolen, er det ikke, fordi hun har fået kendskab til teksterne ved at læse i de bøger.
Skal hun nævne nogle af de fortællinger, hun kender bedst fra Bibelen, bliver det dem om den barmhjertige samaritaner, om Adam og Eva og om Noas Ark, men egentlig er hun lidt bedre inde i de gammeltestamentlige historier om Moses, Goliat, Kain og Abel og Josef.
Kirsten føler, at kristendommen giver hende en stor del af hendes kulturelle identitet som dansker, og værdierne, synes hun, er et godt samfundsgrundlag.
Men hun finder kun meget sjældent på at folde sine hænder i bøn, for hun lægger ikke vægt på kristendommen som praksis.
I hverdagen skænker hun ikke sin kristne grundholdning mange tanker. For hende er kristendommen først og fremmest noget, der er knyttet til, og som sker i kirken. Her kommer hun - og det gør hun gerne - når familiemedlemmer eller venner skal begraves, når der er barnedåb, bryllup og konfirmation og måske indimellem til en anden højtid end jul.
For Kirsten vil ikke gøre sig klog på kristendom og tro. Det overlader hun hellere til dem, der ved noget om det, og det er præsterne.
I øvrigt får de jo også penge for at bekende troen på Kirstens vegne. Ligesom de mange andre folkekirkemedlemmer, som kun går i kirke juleaften, er hun en del af folkekirken, netop fordi hun mangler en aktiv personlig tro, som kunne give hende mod på andre kirkelige alternativer.
Hun har brug for kirken, for det er den, der forsvarer og viderefører kristendommen, sådan at den er der, når hun synes, hun har brug for den. Kirken er langt væk fra hendes hverdag, men hun har så stærke følelser for den, at det aldrig kan komme på tale at melde sig ud af den. Kirken holder styr på Kirstens tro. For hende er kirken - det vil sige kirkeinstitutionen - kristendommen.
Det er hun helt tryg ved. Og det er derfor, hun er godt tilfreds med at være kulturkristen, for vore dages benhårde krav om altid skulle være autentisk i handlinger og beslutninger varetages efter Kirstens mening meget bedre af kirken, når det kommer til trosspørgsmål.
Faktisk er hendes trofaste medlemskab udtryk for, at det er sådan, hun forventer, at det er.
Kirsten tænker ikke bare på sig selv, når det gælder religion. Hun ønsker at bevare, styrke og nyformulere kristendommen, men det er ikke hende, der skal gøre det.
Hun har til gengæld stor tiltro til, at præsterne kan give kristendommen videre til de næste generationer, også til hendes børn og børnebørn. Hun har selv prøvet, men det er kun endt i kejtede forsøg. Derfor overlader hun den sag til de professionelle.Det er ikke kun i kirken, hun gør det.
Kirsten sætter stor pris på, at der er morgensang på skolen med kristne salmer og sange, og det betyder meget for hende, at skolens undervisning fortæller grundigt om kristendommen.
Men når Kirsten ikke synes, at hun kan acceptere den store, kosmologiske kristendomsfortælling om Fader, Søn og Helligånd, så ender det ofte med, at hun finder mere psykologiske end kristne forklaringer, når der er brug for at fortolke hverdagens problemer.
Men det gør ikke noget, for kirken og kristendommen er der, når hun har brug for den.