Præster er hyklere. Kirkelige vielser er direkte kriminelle. Og konfirmation er en herlig opfindelse, hvis altså meningen er at holde Gud for nar. Sådan lyder dele af Søren Kierkegaards kritik af folkekirken i skriftet Øieblikket fra 1855.
Teksterne blev i sin tid skrevet som et oprør mod en tale, hvori biskop Hans Lassen Martensen roste sin forgænger, biskop J.P. Mynster, til skyerne ved at kalde ham en martyr.
En ros, Kierkegaard fandt alt andet end passende, og den ledte ham til at møde kirken med en opsang. Og med et krav om en indrømmelse af kirkens hykleri.
LÆS OGSÅ: Kierkegaard får svar fra folkekirken på 158 år gammel kritik
I Roskilde Domkirke indtog biskop Peter Fischer-Møller onsdag prædikestolen for at besvare den 158 år gamle kritik. Han var blevet opfordret til at tage til genmæle mod den syvende udgivelse af Øieblikket, som blandt andet angriber kirkens forståelse af begrebet menneskefiskeri.
Peter Fischer-Møller understregede dog, at han ikke fandt det passende at bruge en prædiken til polemik og benyttede den i stedet til at udlægge teksten om menneskefiskeri fra Matthæus-evangeliet. Men efter gudstjenesten inviterede han de tilstedeværende til et glas hvidvin og en snak om Kierkegaards kirkekamp i domkirkens sognelokaler.
Og det var da også passende, at det var en sjællandsk biskop, der skulle håndtere Kierkegaards udfald.
Du står jo der som Mynsters arvtager, pointerede domprovst Jens Arendt med henvisning til J.P. Mynsters embede som Sjællands biskop. Provsten var mødt op for at få inspiration til et foredrag, han selv skulle holde om filosoffen.
Peter Fischer-Møller gennemgik i sin tale samtlige ni kapitler af Øieblikket nummer 7 og vurderede ved hvert enkelt, om Kierkegaard havde ret eller tog fejl i sin kritik. Han konkluderede, at der var foretaget teologiske fejlslutninger i flere af filosoffens pointer. For eksempel argumenterede biskoppen for, at kristendommen ikke alene er en forsagelse af verden, men at Jesus selv var en fråser og vindranker.
Afslutningsvis vil jeg sige, at det er sjovt at læse. Det er slidende skarpt. Det er ætsende morsomt, og der er betydelig psykologisk indsigt. Men forestillingen om Det Nye Testamentes kristendom går efter min mening galt i byen, sagde Peter Fischer-Møller, der rundede af med alligevel at give Søren Kierkegaard en indrømmelse med på vejen. Men næppe den, han i sin tid efterlyste.
Vi har på en måde givet indrømmelsen. Ikke den indrømmelse, at folkekirkens forkyndelse ikke har med kristendommen at gøre. Men vi har givet en indrømmelse i forhold til den måde, Martensen talte om Mynster på. Der er ikke nogen af os, der i dag, hverken præster eller biskopper, vil sige om os selv, at vi er trosvidner i gerning og fremfærd. I hvert fald ikke på den måde, at vi kan sige, at vores liv kun er præget af det gode, det sande og det smukke. Vi vil sige om os selv, at vi er syndere, og de af os, som er hårdest ramt, må gå i kirke mindst en gang om ugen for at få retning og perspektiv på vores liv. Sådan er jeg villig til at give indrømmelsen.
Sagen kort:
Rektor for Teologisk Pædagogisk Center i Løgum-kloster Eberhard Harbsmeier opfordrede folkekirkens 10 biskopper til samme dag at give hver deres svar på Søren Kierkegaards kirkekritik. Flere af dem er faldet fra siden, og Harbsmeier har kaldt det et aftalebrud. I forgårs behandlede så tre biskopper, en kirkeminister og en række præster de kierkegaardske anklager imod statskirken.