”Kristendom er ikke en religion, men en relation til Gud”

MED BILLEDSERIE: 12 tidligere muslimske indvandrere blev for nylig døbt af den danske migrantpræst Massoud Fouroozandeh i hans Malmø-menighed. Blandt de 12 var familien Askavi, som havde set frem til denne dag i halvandet år

Den iranskfødte kristne præst Massoud Fouroozandeh er leder af frikirken Church of Love. Her døber han 12 tidligere muslimske indvandrere. Behvooz Askavi var arkitekt i, da han og familien boede i Iran. Se flere billeder på de næste sider
Den iranskfødte kristne præst Massoud Fouroozandeh er leder af frikirken Church of Love. Her døber han 12 tidligere muslimske indvandrere. Behvooz Askavi var arkitekt i, da han og familien boede i Iran. Se flere billeder på de næste sider. Foto: Daniel Nilsson.

Omgivet af fem mænd, fem kvinder og to børn, alle klædt i flagrende hvide kjoler, giver præsten de sidste instruktioner.

Det er søndag formiddag i Malmø, og migrantpræsten Massoud Fouroozandeh har taget turen fra Odense, hvor han til daglig er præst i Sct. Hans Kirke og migrantmenigheden Church Of Love. I dag skal han døbe 12 konverterede indvandrere i kirkens søstermenighed i Malmø, som han også er præst for.

Dåb er som et ægteskab, siger han til klyngen, der er stimlet sammen foran ham en halv time før gudstjenesten.

LÆS OGSÅ: Markant stigning i dåb af tidligere muslimer

Tiden op til dåben er som en forlovelse. Først nu bliver det officielt.

Forud for de praktiske instruktioner blev Massoud Fouroozandeh mødt af jubel og klapsalver, da han gjorde sin entré i kirkerummet. Konvertitterne kender ham i forvejen fra et 10-ugers dåbsforberende kursus, som han har været med til at stå for.
Klyngen bryder op efter en bøn ledt af migrantpræsten.

Blandt de 12, som i dag skal døbes, er familien Askavi. De kom til Sverige fra Iran for tre måneder siden, siger faderen Behvooz på 35 år. Sammen med sin 31-årige hustru Elahe har han en søn på 10 år, som hedder Ashkan, og en datter på fem ved navn Melik. Alle skal døbes i dag.

Behvooz Askavi var arkitekt, da han boede i Iran. Den kristne tro stiftede han og familien bekendtskab med for halvandet år siden i hjemlandet, men de blev aldrig døbt. Det var der ikke mulighed for, da familien måtte gøre alt, hvad den kunne, for at holde sin nye tro skjult.

For hvis regeringen i Iran finder ud af, at man er konverteret, bliver man henrettet, siger han

Inden selve gudstjenesten begynder, viser projektoren videobidder af en film med Jesus, som går blandt disciplene, mens lovsangsmusik på farsi blæser ud af lokalets højttalere

Klokken bliver 11, og gudstjenesten skal til at begynde. Behvooz Askavi finder plads ved siden af sønnen Ashkan på næsteforreste række sammen med de andre mænd, som skal døbes. Foran dem sidder de fem kvinder, deriblandt hustruen Elahe og datteren Melik.

Videoen slutter, og den lokale leder i Malmø-menigheden, Ahmed Ghafari, træder frem på talerstolen foran alteret. Han er klædt i sort jakkesæt med hvid skjorte og sort slips med røde striber. Ahmed Ghafari er ikke uddannet præst, og derfor er præstekjolen overladt til Massoud Fouroozandeh.

Velkommen. Jeg er glad for, at I vil deltage på denne festdag, hvor disse brødre og søstre giver deres liv til Gud, siger han til forsamlingen, der ved gudstjenestens begyndelse tæller omkring 60.

LÆS OGSÅ:Nydanskeres kirkegang er i eksplosiv vækst

Han meddeler, at det er strengt forbudt for andre end den fremmødte presse og kirkens egen fotograf at tage billeder under gudstjenesten.

Sådan er reglerne. Man vil af sikkerhedsmæssige årsager ikke risikere, at billederne havner på de sociale medier, siger en af kirkegængerne.

Sangene bliver under gudstjenesten akkompagneret af studieindspillet musik og sang. En kvinde sidder foran en computer i hjørnet og styrer det. Menigheden synger en enkelt engelsksproget sang, og ellers synges alle sange på farsi. Bortset fra fire-fem stykker står alle op, mens de synger. Nogle enkelte rækker hænderne i vejret og lukker øjnene, mens flertallet står stille med hænderne samlet.

På næstforreste række prikker 10-årige Ashkan en albue i faderens side for at få hans opmærksomhed. Faderen kigger på sønnen og smiler. Nu er det snart tid til dåben.

De 12 i hvidt tager plads foran alteret, og Massoud Fouroozandeh taler til både dem og forsamlingen. Blandt andet fortæller han, at forældre skal døbes før børn, og at familien Askavi derfor skal til først.

Elahe Askavi er den første. Hun bukker hovedet mod glasskålen med vand, der fungerer som døbefont. Det samme gør faderen, Behvooz, og parrets børn. Den 5-årige Melik må dog have hjælp til at nå op til døbefonten, så faren Behvooz griber fat om livet på hende og løfter.

Hver gang en af de tolv får vand i håret, spiller en guitarist en sang, som hele kirken synger med på og klapper i takt til.

Sangen handler om, at jeg er et skib, hvor Jesus er kaptajnen, forklarer journalistens oversætter.
Vi synger, at vi vil følge ham.

Uden for kirkerummet leger børn under opsyn af en voksen, mens de ældste kirkegængere i dag må være i 50-års-alderen. De fleste er mørke i huden og har sort hår, men også en håndfuld blonde svenskere har fundet plads på de bageste rækker, hvor de får oversat gudstjenesten. Ikke alle fremmødte er kristne. Nogle kommer for at støtte en kæreste, som er aktiv i kirken. Andre besøger kirken for første gang som gæst. Sådan forholder det sig i hvert fald for en læge fra Iran, som efter prædikenen får lov til at træde op til talerstolen. Han er egentlig muslim og deltager i en gudstjeneste for første gang, fordi han er på besøg hos en af kirkegængerne.

Jeg har aldrig oplevet noget lignende, siger han. Det føles, som om jeg er i Himlen. Hvor er det dejligt og opbyggende at deltage i en kristen gudstjeneste, hvor jeg for første gang hører noget om Bibelen og den kristne Gud. Og så endda på mit modersmål.

Ved fællesspisningen efter gudstjenesten sidder den nydøbte Mohammad Mehdi Salari, som kom til Sverige for lidt over tre måneder siden. Han 42 år og fra Iran, hvor han arbejdede som ingeniør, inden han kom til Sverige.

Jeg kan ikke beskrive, hvordan det føles at være blevet døbt. Der findes et godt ord, som jeg ikke kan oversætte. Det betyder noget i retningen af mere end perfekt, siger han på engelsk.

I hjemlandet har han i mange år betragtet sig selv som kristen. Han konverterede, fordi han oplevede kristendommen som en modsætning til islam, fortæller han.

Kristendom er ikke en religion, men en relation til Gud. Kristendom er kærlighed, og der er ingen kærlighed i islam, siger han.

Også familien Askavi har fundet vej til kirkelokalets kantine. Her sidder de og reflekterer over det at være blevet døbt.

Jeg føler mig helt let. Det føles næsten, som om jeg kan flyve, siger faderen, Behvooz Askavi.
Glæden kan han dog ikke dele med den øvrige familie i hjemlandet. De ved nemlig ikke, at han er konverteret, og han frygter for deres reaktion, hvis de finder ud af det. Han er sikker på, hvad der vil ske, hvis han og familien ikke får opholdstilladelse og derfor må vende tilbage til Iran som kristne: Så bliver vi henrettet, siger han og placerer begge hænder om sin hals, mens han smiler og forsætter: Men det er 100 procent risikoen værd. Jeg kan ikke fornægte min tro.

Foto: Daniel Nilsson
Foto: Daniel Nilsson
Foto: Daniel Nilsson
Foto: Daniel Nilsson
Foto: Daniel Nilsson
Foto: Daniel Nilsson