Kristendommen blotter os og klæder os på igen

Det værste er, når kristendommen gøres udvandet og ufarlig, siger sognepræst Sørine Godtfredsen, præst i Jesuskirken i Valby

Et problem i folkekirken er, at man som præst ikke rigtig drages til ansvar for det teologiske niveau. -
Et problem i folkekirken er, at man som præst ikke rigtig drages til ansvar for det teologiske niveau. - . Foto: Cæcilie Philipa Vibe Pedersen.

Hvad er det bedste ved kristendommen?

Det er et lidt underligt spørgsmål, for i virkeligheden bør det ikke være op til os at vurdere kristendommen på en sådan pragmatisk måde. Kristendommen er jo simpelthen vejen til frihed, til håb og til mødet med den største barmhjertighed.

Det er den vej, vi mennesker kan følge til det mest meningsfulde og ansvarsbevidste liv, hvilket ikke kun skyldes, at vi møder tilgivelsen og frisættelsen. Det skyldes også, at man med kristendommen konfronteres med sin egen afmagt og begrænsning i forhold til den kærlighedsfordring, man ikke kan opfylde godt nok.

Denne konstante påmindelse om egen natur ville jeg nødig være foruden. Man bliver både afsløret og imødekommet. Man bliver blottet og derpå klædt på igen.

Hvad er det værste ved kristendommen?

Man kan altid remse de forskellige former for misbrug af kristendom op, men jeg synes, det er mere interessant at tale om, hvad det mest anfægtende ved kristendommen er. Og det er jo, at det bliver blotlagt, hvor lille man er indeni. Det er skræmmende at opleve, hvordan man gang på gang kan overvurdere sig selv, og en udfordring er det jo også, at vi ikke kan komme til klarhed over forholdet mellem Gud og det onde.

Nok har Gud åbenbaret sig i Jesus, men vores indsigt i Guds vilje er stadig begrænset, og det er en evig kilde til anfægtelse at skulle acceptere denne uvished i livet.

Hvad er det bedste ved folkekirken?

Det er, at den udgør et rum i vores samfund, hvor alle har lige adgang. Og hvor enhver bedømmelse af hinanden er sat ud af kraft, eftersom vore tidsbundne og normstyrede forestillinger om ligeværd her helt overtrumfes af den lighed, vi er sat i over for Gud.

Det er uhyre smukt, at denne absolutte forståelse af lighed stadig er knyttet til staten. Derudover skal man ikke glemme, hvilken åndelig bærer folkekirken er af alt lige fra musik, kunst, foredrag og debat til undervisning og samtale. Folkekirken udgør en kolossal grundpille i dette samfund, og det tror jeg også vejer ret tungt, når så mange danskere fortsat er medlemmer af den.

Hvad er det værste ved folkekirken?

Det er, når den berømte fokus på rummelighed og mangfoldighed fører til, at kristendommens budskab gøres udvandet og ufarligt.

Det er altid en fare, at kristendommen tilpasses tidsånden og bliver følgagtig, og der findes i kirken en vis trang til at fedte for folk ved for eksempel ikke at turde stå ved den højtidelighed og alvor, som en gudstjeneste bør være grundet i.

Det forargelige og radikale ved budskabet kan drukne i plathed og pædagogisk mildhed, og jeg kan godt have nogle præster mistænkt for at være rede til at gå på en del kompromiser for ikke at støde nogen. Der mangler stolthed og tro på eget værd, og jeg tror, at man mange steder i kirken undervurderer menneskers behov for at blive tiltalt i alvor. Et andet problem i folkekirken er, at man som præst i høj grad lever en solotilværelse, hvor man ikke rigtig drages til ansvar for det teologiske niveau. Forkyndelsens kvalitet kan miste en del højde, uden at det rigtig får konsekvenser.

Hvad er det bedste ved gudstjenesten?

Det bedste er, at man træder ind i en åndsvirkelighed, der går meget langt tilbage og definerer den kristne del af verdens grundopfattelse af, hvad det vil sige at være menneske. I gudstjenesten bliver mennesket sat eksistentielt på plads som skabning, og den tiltale angående vores natur og position i verden skal vi høre igen og igen, for vi har så nemt ved at glemme det.

Da jeg var ung, var det i høj grad velsignelsen, der virkelig greb mig. Siden er det naturligvis også prædikenen, der optager mig meget, eftersom jeg slås så meget med disciplinen selv. Jeg er altid meget opsat på at høre, hvordan andre præster griber det an.

Hvad er det værste ved gudstjenesten?

Det er, når den ikke afvikles i tilstrækkelig alvor. I det øjeblik, man som kirkegænger mærker det løse og demonstrativt afslappede, mistes en del af meningen, og så falder gudstjenesten delvis til jorden.

Noget af det, der virkelig kan provokere mig, er, hvis præsten på nærmest ublu og særskilt vis i sin prædiken tiltaler dåbsfølget, sandsynligvis af skræk for, at disse urutinerede kirkegængere skal føles sig oversete eller skidt tilpas. Det er en totalt misforstået opfattelse af præstens opgave, og det vidner om, hvordan man i folkekirken kan være så frygtelig bange for ikke at ramme det let forståelige niveau. Når gudstjenesten udvikler sig til en sammenkomst i mødregruppen, står jeg af.

Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?

Hvis jeg skal sige noget godt om det, må det være, at det giver os en mulighed for at sammenligne os selv med noget andet. Det kan være en god bieffekt, at man bliver klogere på sine egne religiøse tanker, og vi har jo faktisk oplevet 15-20 år efterhånden, hvor præster ikke mindst gennem det multireligiøse har fået en håndsrækning til at sætte ord på det kristne gudsforhold og måske forkynde med mere klarhed.

Hvad er det værste ved det multireligiøse samfund?

Det rummer i mine øjne en potentiel eksplosiv kraft og en risiko for spændinger og fjendskab mellem mennesker, som kan præge et folkeligt fællesskab i virkelig skadelig grad. I et multireligiøst samfund skal den religiøse majoritet derfor meget bevidst bestræbe sig på at fastholde, at der er noget, der her skal gælde mere end andet.

For hvis den frimodighed i forhold til egne rødder ikke er til stede, kan det føre til både splid og rådvildhed. Man skal naturligvis ikke leve i fjendskab, men der er en fare forbundet med at komme anderledes troende i møde, hvis det indebærer, at vi piller så meget ud af det kristne indhold, at kristendommen med tiden bliver frataget sin kraft.