Redaktør: Kristendommen er en uadskillelig del af vores kultur

Politikens kronikredaktør, Christoffer Emil Bruun, tilføjer gerne lidt spiritualitet til sin kristne tro, som han selv karakteriserer som udogmatisk

Når Christoffer Emil Bruun dyrker yoga om morgenen, vender han sig mod et Jomfru Maria-ikon, som han har hængende i stuen, og beder for kærlighed, indsigt og medfølelse. -
Når Christoffer Emil Bruun dyrker yoga om morgenen, vender han sig mod et Jomfru Maria-ikon, som han har hængende i stuen, og beder for kærlighed, indsigt og medfølelse. - . Foto: Jacob Ehrbahn/Polfoto.

Hvordan vil du beskrive din tro?

Jeg er protestant, og min tro er stærk, men udogmatisk. Den er en uadskillelig del af mig, og som historiker ved jeg også, at den er en uadskillelig del af vores kultur. Omvendt har jeg det sådan med kristendommen, at når den begynder at påberåbe sig for mange sandheder, så står jeg af.

For mig er troen et spirituelt univers, som jeg kan læne mig op ad. For selvom jeg betragter mig selv som kristen, er kristendommen alligevel så mystisk, at man ikke kan være alt for konkret forankret.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Det var afslappet og frigjort. Min mor var kristen, men som mange andre fra den generation var hun overhovedet ikke dogmatisk. Hun arbejdede som kirkesanger i Virum Kirke ved København og var gift med en dirigent, der opførte store kor- og orkesterværker i kirker.

På den måde var religion til stede, men jeg husker det mest som noget kunstnerisk. Jeg er konfirmeret, og der blev da også læst lidt i evangeliet til jul, men det var ikke noget, vi talte om derhjemme. Min tro er i dag mere udfoldet, end mine forældres var dengang.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

For omkring 15 år siden begyndte jeg at gå til taizé-gudstjenester i Sankt Markus Kirke på Frederiksberg, da min søn skulle døbes. Der blev bedt bønner og sunget gregorianske sange, og der var stilhed og meditation. Det gav mig en mere spirituel tilgang til min tro, fordi man fik mulighed for at se ind i sig selv gennem det kristne budskab.

Når jeg ser tilbage på den tid, tænker jeg, at den aktiverede mit trosforhold, og jeg studerede sideløbende Dantes ”Den guddommelige Komedie”. De klassiske værker fra de store forfattere som Dostojevskij har også været med til at forme min tro. Han har formået at sætte ord på den kompleksitet, som findes i kristendommen.

Hvad har udfordret din tro?

Det har tragedien med Anders Breivik i Norge. Det var så vanskeligt for mig at forstå, hvordan et menneske skabt i Guds billede kunne gå koldblodigt rundt på Utøya og slå det ene unge menneske efter det andet ihjel.

Det var en enorm udfordring for mig at forsøge at begribe, hvordan et produkt af Guds kærlighed var så følelseskoldt, og jeg var meget optaget af at følge med i, om Breivik blev diagnosticeret med en sygdom.

Kort efter opholdt jeg mig nogle dage i et katolsk kloster, hvor jeg spurgte en munk, om Breivik kunne komme i himlen. Og så grinede han. Hans svar var, at det kunne han, hvis han angrede.

Det syntes jeg lød meget plausibelt. Det har også udfordret min tro at blive ansat på Politiken, fordi bladet er kendt for at være et anti-religiøst sted, men omvendt har det også styrket min interesse for emnet, da jeg har haft anledning til at skrive om, hvorfor troen er en vigtig del af vores samfund.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Jeg føler ikke, at min hverdag er gennemsyret af tro, men ser det mere som en del af min bevidsthed. Jeg forsøger at efterleve et kristent ideal om at være god mod andre og ikke drive rovdrift på planeten.

Når jeg dyrker yoga om morgenen, vender jeg mig mod et Jomfru Maria-ikon, som jeg har hængende i stuen, og beder for kærlighed, indsigt og medfølelse. Den var nok ikke gået i Tidehverv, men det er jeg ligeglad med, for jeg laver de ritualer, som føles rigtige for mig. Jeg er ikke så dogmatisk, at jeg ser noget problem i at blande lidt østlig mystik ind i kristendommens kerne. Evangeliet er ikke ligefrem entydigt, så jeg tror på, at man er fri til at finde sin egen fortolkning.

Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Pave Frans er et forbillede for mig. Ikke i den forstand, at jeg kunne tænke mig at leve mit liv på samme måde, men fordi han gør mange gode ting for verden. Han har trukket kirken i den rigtige retning og sat fokus på overforbruget, som er et stort problem i dag, og så leverer han konkrete resultater som fredsaftalen mellem Cuba og USA.

Jeg er fascineret af, at han udøver en helt anden type magt end den, der gennemsyrer vores samfund. Hans vej til magten har været meget lidt magtbegærlig. Jeg ser i øvrigt intet problem i at fremhæve pave Frans som et forbillede på trods af, at jeg er protestant. Forskellen er så lille, at protestanter og katolikker sagtens kunne have fælles nadver i mine øjne.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

Min mor sagde for nogle år siden: ”Det er ikke, hvad du gør, men hvordan du gør det.” Det er et godt åndeligt råd at være til stede i det, man laver, og jeg prøver at efterleve det hver dag.

Det gælder blandt andet, når jeg er sammen med mine børn, hvor det for mig ikke er afgørende at fare rundt til diverse børneteatre og skøjtebaner, men mere handler om at være der mentalt. Jeg er flyvsk af natur, og det er garanteret derfor, jeg har taget det til mig.