Hvad er det bedste ved kristendommen?
Det er næstekærligheden og medmenneskeligheden. På mit kontor i Frimurerlogen i København har jeg et billede hængende af den barmhjertige samaritaner, som for mig viser, hvad kristendommen handler om. Nemlig at det vigtigste er at være der for hinanden og at hjælpe hinanden.
Ja, det er for mig hele fundamentet ved kristendommen - og ved det at være menneske. For det vigtigste er ikke den teoretiske viden, men hvordan man opfører sig som menneske over for andre - og at man giver af sig selv og sit overskud.
Det kræver også, at man kender sig selv og føler fred med sig selv, sin Gud og sin næste. Og her bruger jeg naturen meget. Når jeg går nede ved Kerteminde Fjord, her hvor jeg bor, så kommer netop den indre ro, der er nødvendig. Der er noget med kombinationen vand, natur og så det kirkespir, som jeg kan se ovre på den anden side af fjorden, som virker på mig.
Hvad er det værste ved kristendommen?
Det er, når den bliver fordømmende og begynder at missionere for kraftigt og med al magt vil gøre alle andre kristne. Det er selvfølgelig sket historisk, men det sker også nu over for for eksempel muslimerne. Men vi er alle Abrahams børn, både jøder, kristne og muslimer. Vi kommer af den samme stamme, og ved at prøve at pådutte andre vores egen tro ødelægger vi bare ikke kun dem, men også os selv. Selvgodhed og selvretfærdighed gør aldrig noget godt.
Vor tids store fokus på mig, mig og atter mig skaber tillige en egoisme og en selvoptagethed, der ligeledes trækker mennesker væk fra det fællesskab og det sammenhold, som både er en af kristendommens og en af det danske samfunds støttepiller.
Hvad er det bedste ved folkekirken?
Den ro og den fred, som det giver at træde ind i en kirkebygning, både en protestantisk og alle de andre. Når man er der, behøver man hverken blodtryksdæmpende medicin eller vanddrivende piller for at komme ned i gear. Det sker helt af sig selv.
Men også organisatorisk har folkekirken meget at tilbyde som et af de sidste steder i vores samfund, hvor der stadig er fokus på fællesskabet og sammenholdet. Ja, hvor sammenholdet mellem præst og menighed er et grundvilkår, hvis kirken skal fungere som et sted, hvor menigheden kommer - ikke kun til jul og personlige højtider, men også som en fast del af livet og hverdagen.
Hvad er det værste ved folkekirken?
Det er, når den bliver fordømmende og ekskluderende og for eksempel ikke vil vide af homoseksuelle, selvom der selvfølgelig også skal være plads til de holdninger og de præster, som ikke vil vie homoseksuelle eller fraskilte. Folkekirken er jo heldigvis rummelig.
Magtbegær er en anden skidt ting, uanset om det er nationale ledere, der med religionen i hånd får masserne med på deres eget egotrip, eller når det sker lokalt. Jeg sad fire år i menighedsrådet her i Kerteminde, hvor der også var en socialdemokratisk liste indvalgt. Dels så forstår jeg ikke, hvordan partipolitik kan hænge sammen med folkekirken, og dels var der flere på den liste - og for den sags skyld også fra andre lister - som jeg sjældent eller næsten aldrig så til gudstjeneste i kirken. Og så er det jo, at man ikke kan lade være med at spørge sig selv om, hvorfor de overhovedet gik ind i menighedsrådet. Interesserede de sig overhovedet for kirken og kirkelivet? Eller var det bare på grund af ønsket om magt? Og ville de måske hellere have været folketings- eller byrådspolitikere, men uden at kunne blive det? Det kan man godt forestille sig.
Vi ser samme kompensationsadfærd i Frimurerlogen, hvor der af og til kommer medlemmer, som ikke har fået opfyldt deres karrierebehov i den profane verden, men som med rundsave prøver at få det hos os.
Men det kan vi ikke bruge til noget, hverken hos frimurerne eller i folkekirken. Værket skal drives af ildsjæle, der brænder for det almennyttige og ikke for sig selv.
Hvad er det bedste ved gudstjenesten?
Søndagenes tekster kan godt være svære, så jeg holder meget af, når en præst kan udlægge teksten, så prædikenen bliver oplysende og giver stof til eftertanke. Så får man noget med hjem efter den pause, det pusterum, som kirken og gudstjenesten altid har været for mig. Et sted og en tid, hvor jeg ikke tænker arbejde, hvad jeg ellers gør rigtig meget - og også i langt flere timer end der står på ansættelseskontrakten.
Som lægefaglig er jeg så ekstra glad for den hygiejne, som der er i den danske folkekirke, hvor enhver gæst har sit eget nyvaskede bæger til vinen til nadveren.
Jeg kommer en del i Berlin, hvor jeg tit besøger Marienkirche, der ligger lige ved Alexanderplatz. Det er en katolsk kirke, hvor alle drikker af det samme bæger, hvilket giver vira og bakterier rig mulighed for at nå bredt ud. Hver gang jeg ser det, sætter jeg lidt mere pris på, at jeg er protestant og derfor ikke kan deltage i den katolske nadver, men må nøjes med velsignelsen.
Hvad er det værste ved gudstjenesten?
Det er tilsvarende, når en præst ikke kan fortolke og forkynde, så det giver mening og er til at forstå.
Eller hvis en præst ikke engang har skrevet prædikenen selv. Jeg oplevede engang en sådan præst, der i stedet for at bruge sine egne ord læste en artikel op. Det er spild af både præstens og menighedens tid, også selvom det var en i øvrigt spændende artikel. Men man skylder sine medmennesker at gøre sig umage og forberede sig ordentligt.
Gudstjenesten er også nogle steder for stiv og for alvorlig. Lidt mere glæde, humor og spontanitet kunne give flere lyst til at gå mere i kirke.
Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?
Det er, at vi er forskellige - og at det er såre godt. Både i sig selv, og fordi der er så meget, som vi kan lære af hinanden. Dette, at vi er mange religioner og dermed også mange kulturer sammen, gør nemlig, at vi hele tiden er i bevægelse, hele tiden har mulighed for at få nye forståelser, også af os selv og vores egen tro.
For det er godt ikke at være for ens og for indspist. Vi skal være glade for, at der er andre end os, og at vi kan mødes og udveksle idéer og tanker og hjælpe hinanden. Det blomstrer alt og alle af.
Hvad er det værste ved det multireligiøse samfund?
Det er, når vi graver os ned i skyttegrave og ikke vil eller tør møde hinanden, som man for eksempel ser det i de store byer i Danmark, hvor man i stedet for at integrere sig med hinanden bekriger hinanden med hærværk og overfald.
Samt i de tilfælde, hvor vi ikke vil hjælpe hinanden og ikke vil det godt for hinanden, men igen ødelægger det og ikke vil acceptere hinandens skikke og traditioner, som dengang beboerne i en boligforening ikke måtte få et juletræ. For det er - uanset hvilken gruppe vi tilhører - skidt, når vi er lukkede og kun tænker på ”vores egne”.