Virkeligheden har presset sig på i det lille paradis.
Sådan udtrykker benediktinermunken fader Matthias det, mens han går og kratter i de tilsodede vægge i klosteret ved kirken for Jesu bespisningsunder ved Genesaret Sø i Nordisrael.
I lang tid har munkene følt, at de levede et trygt og isoleret liv i det idylliske kloster ved søbredden.
Men den stemning ændrede sig, efter at de for en god måned siden blev vækket midt om natten ved, at der stod meterhøje flammer op af flere af klosterets bygninger.
Branden var påsat og lægger sig som det seneste og mest alvorlige i en lang række af angreb på kirker, klostre og andre kristne steder i Israel.
Siden 2009 har den israelske antiracismeorganisation Tag Meir talt 43 tilfælde af vandalisme mod kristne og muslimske steder. Andre siger, at tallet er langt højere, og i Jerusalem melder munke om, at de dagligt bliver chikaneret og spyttet på i gaderne omkring Den Gamle By.
”Det er, som om vi pludselig er revet ud af vores drøm og er vågnet. Vi har måttet ansætte vagter om natten og sætte flere overvågningskameraer op,” siger fader Matthias.
Det lykkedes at få bugt med ilden, inden den for alvor fik fat i selve kirkebygningen, men adskillige sidebygninger med kontorer, lagre og mødelokaler udbrændte.
To personer måtte indlægges med røgforgiftning. Gerningsmændene efterlod også et budskab skrevet med store, orange bogstaver inde i klosteret om, at alle falske guder skal udslettes.
Fader Matthias forventer, at skaderne løber op i millioner af kroner. Alligevel er det ikke økonomien, der er munkenes største bekymring.
Det værste er, at meget tyder på, at angrebene mod kristne i Israel vil fortsætte. Myndighederne har ikke gjort noget for at stoppe forbrydelserne, mener fader Matthias.
Selvom tre personer nu er tiltalt for den seneste brand, ændrer det ikke ved det generelle billede, der tegner sig, hvor ingen person er blevet dømt de senere år for den lange række af angreb mod religiøse steder:
”At man ikke har kunnet opklare bare én eneste af forbrydelserne, giver ganske enkelt ikke mening. Hvis myndighederne var interesserede i at finde de skyldige, var det også sket,” siger han.
De færreste er dog i tvivl om, hvilke grupperinger der står bag, lyder det fra Gadi Gvaryahu, direktør for Tag Meir.
Angrebene er efter alt at dømme ideologiske hadforbrydelser fra den yderste nationalistiske højrefløj, der oftest kommer fra de mest ekstreme bosættelser på Vestbredden.
”Det er folk, der kæmper mod alt, der ikke er jødisk, og alt, der går imod bosætter-bevægelsens interesser,” siger han.
Vandaliseringen af kirker er en del af det, der bliver betegnet ”prisskiltskampagnen”. Det er ekstreme jøders hævnangreb for politiske beslutninger, der er for venlige over for palæstinensere eller går imod bosætterbevægelsen. Logikken lyder, at et angreb på en kirke er prisen for en politik mod bosættelser.
Størrelsen på bevægelsen er vanskelig at fastslå. Ifølge Gadi Gvaryahu findes der formentlig flere tusinde sympatisører, mens den voldelige inderkreds næppe består af mere end nogle få hundrede.
De tiltalte i brandattentatet på kirken for Jesu bespisningsunder tilhører en endnu mere yderliggående gruppering af bosættere, der ønsker at omstyrte det eksisterende system i Israel og erstatte det med et religiøst regime.
De ekstremistiske jøder er ikke organiserede, men udgør en række små grupper, der fungerer uafhængigt af hinanden. Ifølge de israelske myndigheder er det netop det, der gør, at det er ualmindelig vanskeligt at få opklaret forbrydelserne.
Men hverken Gadi Gvaryahu eller fader Matthias ser det som en fyldestgørende forklaring på, hvorfor Israels normalt meget effektive og omfattende sikkerhedstjeneste ikke har kunnet finde en eneste skyldig de senere år.
Fader Matthias mener, at den israelske regering har holdt hånden over den ekstreme bosætterbevægelse på bekostning af Israels kristne minoritet.
Men samtidig understreger han, at munkenes syn på den israelske stat er dobbelt. For de er godt klar over, at uden den ville de næppe kunne leve i Mellemøsten:
”Havde vi ikke haft den israelske stat, havde vi haft Islamisk Stat. Selvom vi er frustrerede over, at Israel ikke vil gøre noget ved vores problemer, er det småproblemer i forhold til, hvordan kristne har det i Syrien,” siger han.
Når ekstremistiske jøder i dag angriber kristne i Israel og kalder det en kamp mod afgudsdyrkelse, griber de fat i et oldgammelt jødisk syn på kristendommen.
Det er især brugen af krucifikser og ikoner samt troen på treenigheden, der virker anstødelig på nogle jøder, forklarer Daniel Sperber, ortodoks rabbiner og professor i jødiske talmudskrifter ved Bar-Ilan-universitetet.
”Hvis man ikke har sat sig ind i kristen teologi, kan det fra en jødisk synsvinkel se ud, som om kristne beder til afgudsbilleder og tror på flerguderi,” siger han.
Det syn blev der dog gjort op med helt tilbage i den tidlige middelalder, hvor klassiske, jødiske lovbøger fastslog, at jøder ikke kan kalde kristne for afgudsdyrkere. Alligevel vil mange strengt ortodokse jøder ikke gå ind i en kirke spækket med krucifikser og ikoner.
Når man stadig kan se jøder beskylde kristne for afgudsdyrkelse, handler det ifølge Daniel Sperber om, at der i jødedommen såvel som i islam i dag er en tendens til ekstremisme.
”Det er 'folk, der fører religionen ud i det ekstreme. Der er klare paralleller mellem disse personer på den nationalistiske yderfløj i Israel og de unge fra almindelige familier i Europa, der pludselig drager til Syrien og melder sig til Islamisk Stat,” siger han.
Derfor er løsningen på problemet med angrebene mod kristne i Israel i lige så høj grad et spørgsmål om oplysning og bedre uddannelse som et spørgsmål om bedre politiarbejde.
Det mener den tidligere israelske parlamentariker og chefrabbiner i Norge Michael Melchior.
Han er en af initiativtagerne til en opsigtsvækkende indsamling, hvor en række fremtrædende rabbinere i Israel har rejst 50.000 shekel (knap 90.000 kroner) som hjælp til den brændte kirke ved Genesaret Sø.
Deres indsamling har ikke bare vakt opsigt, men er også blevet kritiseret skarpt af især nationalreligiøse rabbinere. Ifølge Michael Melchior viser det, at der mangler en forståelse for det specielle ansvar et samfund har for at passe på sine minoriteter.
”Det er desværre ikke altid lige behageligt at se, hvilke hadske holdninger visse religiøse skoler her i landet underviser i. Men vi skal turde at se os selv i spejlet. Derfor er det vigtigt at tage fat i de holdninger, få dem ud i offentligheden og bearbejde dem og få ekstremismen isoleret,” siger han.