Hvad er det bedste ved kristendommen?
Det er evangeliet. Budskabet om Gud og hans kærlighed til os i al vores ufuldkommenhed. At vi mennesker har en egenværdi og ikke bare en nytteværdi. At vi er noget, før vi gør noget.
Det er budskabet om, at Gud er den, som elsker os først, og at hans kærlighed gælder både på grund af og på trods af. På grund af at vi er skabt vidunderligt i hans billede.
På trods af at vi igen og igen vender Gud ryggen i egenrådighed. Og på grund af Jesu liv, død og opstandelse for os. Det evangelium giver os livsmod - midt i et ufuldkomment liv.
Hvad er det værste ved kristendommen?
At den ender i glædesløshed, hvilket kan ske ad to veje. Den første handler om, at kristendommen bliver et sammenbidt og firkantet system af regler, krav og betingelser om, hvad kristendom er, og hvordan troen skal praktiseres.
Den anden handler om, at kristendommen udvandes og bliver en kulturkristendom. Så forvandles Jesus fra en provokerende person, der ikke er bange for at svinge pisken i templet til en tandløs hyggeonkel, og så er alvoren og dermed også glæden forsvundet.
For der, hvor alvoren er størst og gråden mest hjerteskærende, der er latteren også højest og glæden dybest. Men i kulturkristendommen er alt lige gyldigt, og så bliver det meget nemt ligegyldigt.
Hvad er det bedste ved folkekirken?
Det er den eminente kontaktflade med hele befolkningen, som folkekirken har, og som sammen med folkekirkens store økonomiske ressourcer kan udrette fantastiske ting, når folkekirken bruger pengene til at lede mennesker ind til evangeliet og mødet med Jesus.
I modsætning til fri- og valgmenigheder, som har meget smallere budgetter, kan folkekirken nemlig tillade sig så meget mere, hvis altså folkekirken husker at gøre det.
Folkekirken har også fortsat en privilegeret status som en selvfølgelig medspiller ved livets store begivenheder. Når folkekirken slår dørene op til skolearrangementer, BUSK-gudstjenester og andet, så kommer lokalbefolkningen i stor stil, og det er en fantastisk platform for forkyndelsen.
Folkekirken er det sted, hvor det kan være naturligt at tale om værdier, tro og alt det, som ikke umiddelbart kan måles og vejes.
Hvad er det værste ved folkekirken?
At den glemmer sin mission, glemmer, at den er sat i verden for at samle mennesker om evangeliet og i stedet bliver en servicekirke eller en kulturinstitution. Den lokale kirke er verdens håb, fordi kirken forvalter det livsforvandlende evangelium. Det værste, der kan ske for en kirke, er at glemme det.
De store økonomiske ressourcer i folkekirken kan også betyde, at menigheden bliver uengageret og ikke føler ejerskab til sin kirke og dens virke.
For hvorfor gøre noget selv, når der er penge og ansatte nok? Men det er vigtigt med ildsjæle, der brænder, hvis kirken - også folkekirken - skal kunne sprede evangeliet.
Hvad er det bedste ved gudstjenesten?
Der var en canadisk præst, som engang sagde, at liturgi var at bygge bro mellem hans egen dagligdag og Guds perspektiv, evigheden. Sådan har jeg det også. Hele ugen går man i sine egne tanker og overvejelser, med sine egne følelser og oplevelser.
Men når det så bliver søndag, så får man ovenlyset ind over livet - så giver det mening. Så kommer det større perspektiv. Der er simpelthen en enorm slidstyrke i liturgien, salmerne og bønnerne, som vi ofte låner de store ord fra.
I nogle livssituationer slår vores egne ord ganske enkelt ikke til, men i de situationer kan vi opleve, at en salme eller Bibelen giver os ord, som vi kan finde os hjemme i og låne til vores bøn.
Hvad er det værste ved gudstjenesten?
Når den ikke bygger bro, og dermed ikke kommer mig ved. Når gudstjenesten enten er meget flad, livløs og forudsigelig, og man lige så godt kunne sidde til en sammenkomst i forsamlingshuset.
Eller når gudstjenesten omvendt er så hellig og ophøjet, at den bliver fjern og ikke til at forstå. Bliver teoretisk og snakker om hjertet, men uden at man kan mærke noget hjerte. Det duer ikke.
Der skal være nerve i en gudstjeneste. Man skal mærke, at der er noget på spil. At der er noget, som ikke blot skal siges - men høres.
For det er med gudstjenesten som med sabbatten. Den er givet os for vores skyld, og vi behøver ikke at holde fast i en bestemt form, bare fordi sådan har man altid gjort det.
Hos os i Kronjyllands Frimenighed har vi for eksempel ændret gudstjenestens indledning, så vi har en lovsangsafdeling med både salmer og nyere sange som det allerførste. På den måde får menigheden tid til at finde sig på plads, før den forkyndende del af gudstjenesten tager over.
Den traditionelle højmesse forudsætter, at man kommer stille og andægtig ind i det højloftede kirkerum med den kraftige akustik, hvor man fra starten er klar til bønner og læsninger. Sådan oplever vi ikke situationen søndag formiddag hos os, og det har vi prøvet at tage højde for ved at tilpasse liturgien.
Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?
Det fjerner noget af selvfølgeligheden og gør, at man ikke længere automatisk opfatter sig som kristen, bare fordi man er dansk. I disse år bliver vi udfordret på, hvad det vil sige at være kristen i mødet med andre kulturer og religioner.
Indtil for få årtier siden fandt det møde kun sted på missionsmarken og under fjerne himmelstrøg, men nu sker der i vores egen hverdag her i Danmark, og det tvinger os til at forholde os til kristendommen og det at være et kristent land.
Det sidste er interessant. Grundlovens paragraf 4 fastslår, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten. Dermed er også tilkendegivet, at Danmark er et kristent land, men alligevel skrev den nye regering det ind i regeringsgrundlaget.
Under Muhammed-krisen advarede daværende statsminister Anders Fogh imod at lade religion fylde for meget i det offentlige rum, men blot to regeringsskift senere skriver en ny Venstre-regering det ind i sit arbejdsprogram. Det afspejler en bevægelse i tiden, hvor vi i højere grad besinder os på, hvad tro og religion betyder for os, og det er positivt, synes jeg.
Hvad er det værste ved det multireligiøse samfund?
Det er, når vi er bange for hinanden og undgår at tale om forskellene i religionerne, hvilket som regel sker i misforstået tolerance og en tro på, at accept og dialog kan klare alle udfordringer. Men nej, det skal ikke kun handle om religionsdialog.
Såvel kristendom som islam er missionerende religioner, og det skal de have lov til at være, når blot kampen foregår på ord og overbevisning og uden vold.
Hvis den kristendom, som jeg tror på, er sand, så holder den også til debat og til at blive prøvet i mødet med de andre religioner. Så finder jeg også ud af, hvilke værdier der er uopgivelige. Så snakker vi ikke bare hinanden efter munden og lader, som om vi dybest set tror på det samme. Nej, så er der noget på spil.
Det er en vanskelig øvelse, men det er først og fremmest ved grænserne - der, hvor holdningerne brydes - at vi lærer både os selv og modparten for alvor at kende.