Den sidste store kamp gjaldt EU's Forfatningstraktat. Og kirkerne tabte.
Europas kristne rødder blev ikke nævnt direkte som del af den europæiske identitets historie, da de europæiske lande skulle forhandle sig frem til traktatens formuleringer i 2005.
Selve traktaten blev aldrig ratificeret, fordi den blev forkastet ved folkeafstemning i både Frankrig og Holland.
Men debatten om henvisningen til den kristne historie trak skillelinjerne op mellem tro og sekularisering i det europæiske projekt.
”Hvordan kan vi undlade at nævne de kristne værdiers afgørende bidrag til den kultur og humanisme, som Europa retteligt er stolt over, og som er nødvendig for at forstå Europas dybeste identitet,” lød pave Johannes Pauls spørgsmål i 2002 til den tværnationale gruppe, der skulle udarbejde traktaten.
”Fordi det er diskriminerende mod dem, der ikke deler denne tro,” svarede Istvan Ertl, som dengang var formand for Det Europæiske Netværk mod Racisme, ENAR.
Det europæiske projekt blev søsat som et rent økonomisk projekt. EU har ingen kompetencer, hvad angår religion eller forholdet mellem stat og kirke. Og Romtraktaten fra 1958 taler indgående om toldsatser og et fælles marked, men nævner ikke med et eneste ord spørgsmålet om en fælles identitet bundet sammen af et værdisæt.
Siden har spørgsmålet om sammenhængskraft i unionen i stigende grad sat europæernes fælles identitet til debat. Og i et pluralistisk Europa med voksende sekularisering har de kristne traditioner, som endnu blev taget for givet i 1950'erne, måttet dele scenen med sekulære referencer.
”Debatten om de kristne rødder i EU's forfatningstraktat er vigtig. Det er den, der bringer spørgsmålet om religion i centrum i EU, som ellers længe vendte det blinde øje til religion. Tro blev betragtet som politisk farligt ligesom alle andre spørgsmål, der udstiller de national identiteter på bekostning af det europæiske fællesskab,” konstaterer Franois Foret, leder af Center for Politisk Videnskab ved Université Libre i Bruxelles og koordinator af en undersøgelse om EU-parlamentarikeres forhold til religion.
”Da EU omsider begyndte at interessere sig for fælles værdier for det stadigt tættere politiske samarbejde op igennem 90'erne, blev det i første omgang udmøntet i Københavnskriterierne om menneskerettigheder og demokrati. Det er dermed via menneskerettighederne, at EU begynder at beskæftige sig med religion. Og her er det principperne om pluralisme og ikke-diskrimination, der er i centrum, ligesom princippet om ligestilling mellem religioner. EU institutionaliserer pluralismen,” siger Franois Foret.
Det er især i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at kristendommens plads i det offentlige rum er blevet vejet på en guldvægt.
Domstolens afgørelser har haft direkte indflydelse på de europæiske landes lovgivning. Og ikke-diskrimination er det overordnede princip, der er rettesnoren for Domstolens afgørelser.
”Menneskerettighedsdomstolens retspraksis insisterer på den enkeltes ret til at tro eller ikke tro. Den fastholder religionsfrihed og retten til religionsudøvelse som en grundlæggende rettighed, men den opretholder også et absolut forbud mod diskrimination mellem troende og ikke-troende og mellem forskellige religioner. En række lande har været nødt til at ændre deres lovgivninger for at leve op til disse principper. Og det er de lande, der har det tætteste forhold mellem stat og kirke, som har haft det sværest med denne udvikling,” siger Philippe Portier, leder af Forskningsgruppen for Samfund, Religion og Verdslighed ved forskningsinstitutionen CNRS i Frankrig.
Grækenland havde for eksempel indtil 1990 et forfatningssikret forbud mod, at andre end den ortodokse kirke kunne drive mission.
Det var i strid med religionsfriheden, der omfatter retten til at tale om og præsentere sin religion offentligt, skønnede Menneskerettighedsdomstolen i den såkaldte Kokkina-kis-dom fra 1990, der drev en kile ind i det tætte favntag mellem stat og kirke.
Statskirker er i orden, siger Domstolens retspraksis. Men kun i den udstrækning, de ikke diskriminerer andre religioner.
”Det fører igen til kravet om, at staten skal være religiøst neutral. Ingen skal kunne føle sig stødt eller diskrimineret af en stat, der signalerer, at den identificerer sig mere med troende end med ikke-troende eller mere med den ene eller den anden religion,” siger Philippe Portier.
Det er dette krav om statens religiøse neutralitet, som er blevet benyttet som løftestang for en sekularisering af det offentlige rum.
Religionsundervisning må for eksempel ikke være forkyndende eller udelukke undervisning i andre religioner end den dominerende, sagde Domstolen i den såkaldte Folkerød-sag, hvor Norge måtte ændre sin religionsundervisning, fordi eleverne som led i undervisningen kunne komme til at bede Fadervor.
Og det var med samme begrundelse, at Menneskerettighedsdomstolen i 2009 dømte Italien til at fjerne de kristne kors, som i århundreder havde hængt i de italienske klasseværelser.
Sagen ”Lautsi mod Italien” blev betegnet som et sekularistisk overgreb på det kristne Europa, og sagen blev skønnet at være så principiel, at Domstolens Høje Kammer besluttede at behandle den italienske regerings anke. I 2011 kom Domstolen til den modsatte kendelse. De kristne kors fik lov at blive hængende.
”Inden for de seneste ti år er det blevet stadig mere tydeligt, at Domstolen giver de enkelte lande ret til en vis frihedsmargin for at fastholde landets specifikke identitet. I Italien er det den katolske tradition. I Frankrig er det verdslighedsprincippet, som legitimerer indgreb i religionsfriheden i form af forbud mod muslimske tørklæder i skolerne,” påpeger Philippe Portier.
Men samtidig er traditionelle konservative synspunkter blevet stærkt kontroversielle i EU's institutioner. I 2004 blev den italienske kommissærkandidat Rocco Buttiglione forkastet af europaparlamentarikerne på grund af sit kritiske syn på homoseksualitet.
Og i 2012 måtte Maltas kommissærkandidat, Tonio Borg, igennem en skrap overhøring for sine religiøse synspunkter blandt andet på abort, før Parlamentet slap ham gennem nåleøjet.
”Som et mellemstatsligt projekt indebærer europæisk politik en sekularisering på grund af behovet for at nedkøle politiske og religiøse lidenskaber for at kunne skabe en fælles europæisk identitet og nå til konsensus. Men de europæiske institutioner har ledsaget sekulariseringen i de enkelte lande. De har ikke været anledningen til udviklingen,” mener Franois Foret.
Han mener for eksempel ikke, at Europa-Parlamentets veto mod Buttiglione var et tegn på en generelt antireligiøs og antikristen linje i de europæiske institutioner.
”Butiglione-sagen var også et resultat af partipolitiske interesser i Europa-Parlamentet. Og man hører lige så ofte det standpunkt, at EU er belejret af Vatikanet og af religiøse lobbyer. Pluralismen og kravet om antidiskrimination kommer i første omgang fra de europæiske lande, ikke fra de europæiske institutioner. Og man skal huske på, at det ikke var EU, der afviste at skrive de kristne rødder ind i forfatningstraktaten. Det var to lande, Frankrig og Belgien, som på grund af deres egne, indenrigspolitiske dagsordener nedlagde veto. Frankrig af hensyn til sit verdslighedsprincip, og Belgien fordi der ikke var hjemlig konsensus om det,” siger Francois Foret.
Også Guy Liagre, generalsekretær for Kirkernes Europæiske Konference, afviser at holde de europæiske institutioner ansvarlige for kristendommens tilbagegang i Europa.
”Politik er det termometer, der viser virkeligheden. Og virkeligheden er, at pluralismen er vokset i de europæiske befolkninger i form af flere religioner og flere ikke-troende. Det er ukorrekt at hævde, at den europæiske integrationsproces i sig selv bærer skylden.”
Der er ”tydelige tegn på at Europa under hastig forandring”, siger Gregor Puppinck, direktør for den konservative katolske lobbyorganisation Europæisk Center for Lov og Retfærdighed.
”Vi ser det for eksempel i en afgørelse i Menneskerettighedsdomstolen, der giver Frankrig lov til at indstille hydreringen af en patient, som ikke har udsigt til at komme ud af en vegetativ tilstand og ikke selv kan indtage næring, men ikke har brug for anden behandling for at leve videre. Med et traditionelt kristent syn har dette menneskeliv en værdi uanset livskvalitetet. Med denne afgørelse er det et individuel vurdering, om liv har værdi,” siger Gregor Puppinck om glidningen, som han imidlertid ikke tilskriver de europæiske institutioner i sig selv.
”Det er en udvikling, som finder sted i de enkelte medlemslande, og som de europæiske organisationer afspejler, snarere end de favoriserer den,” mener han.