Internationale mediers kritik af Danmark er ved at komme ud af kontrol

Internationale mediers kritik af Danmark tager til. Eksperter vurderer, at situationen på flere måder minder om Muhammed-krisen og kan få konsekvenser for dansk sikkerhed og for landets diplomatiske gennemslagskraft

For kort tid siden var det asylsøgeres smykker og værdigenstande. Senest har flere internationale medier med undren beskrevet svinekødssagen fra Randers. Og i denne uge var der hård kritik af Danmark fra lande som Rusland, Iran og Saudi-Arabien under FN's Menneskerettighedsråds eksamination i Genève.
For kort tid siden var det asylsøgeres smykker og værdigenstande. Senest har flere internationale medier med undren beskrevet svinekødssagen fra Randers. Og i denne uge var der hård kritik af Danmark fra lande som Rusland, Iran og Saudi-Arabien under FN's Menneskerettighedsråds eksamination i Genève. Foto: Jens Nørgaard Larsen.

Først var der Støjbergs annoncer. Så rullede sagen om asylsøgeres smykker og værdigenstande. Senest har flere internationale medier med undren beskrevet svinekødssagen fra Randers. Og i denne uge var der hård kritik af Danmark fra lande som Rusland, Iran og Saudi-Arabien under FN's Menneskerettighedsråds eksamination i Genève.

Kritikken af Danmark i medier som The Washington Post, The New York Times, BBC, Al-Jazeera og Der Spiegel er ved at komme ud af kontrol og minder på mange måder om optakten til Muhammed-krisen for godt 10 år siden, siger seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier Rasmus Boserup.

”Den ulmende internationale kritik, som langsomt tager til i styrke, har et responsmønster, som svarer til det under karikaturkrisen. Som et lille land er Danmark et nemt bytte for repressive stater, der gerne vil have bekræftet nogle negative fordomme om islamofobi i Vesten. Det er langtfra altid sagligt, men sådan fungerer den globaliserede medievirkelighed, og denne type diplomatiske kriser kan få dybt skadelige konsekvenser, som vi er nødt til at tage alvorligt,” siger Rasmus Boserup, der blandt andet peger på, at det negative fokus på Danmark kan bruges af islamister og indgå i forskellige terrorgruppers rekrutteringsmateriale.

Den tiltagende kritik af Danmark er ved at nå et tipping point, et farligt vendepunkt, mener professor i international politik ved Københavns Universitet Ole Wæver.

”På den ene side får Danmark negativ omtale, fordi historierne passer ind i et etableret mønster, og på den anden side fordi det fortsat er overraskende, at Danmark, som traditionelt har været opfattet som de flinke i klassen, møder kritik. Selvom det måske er unfair, bliver Danmark på den måde den gode, nemme historie, og det er en farlig udvikling, som er på vej ud af kontrol,” siger Ole Wæver.

Ole Wæver mener, at den danske regering har forregnet sig og været for naiv i sin signalpolitik.

”Man har troet, at fairness tæller, men det er ikke muligt at trænge igennem med nuancer og fakta, når mediemekanismerne sætter ind. Det betyder mindre for store lande som USA og Frankrig, men for Danmark, som sjældent er i internationale mediers søgelys, er det med til at tegne et problematisk image, som har både sikkerhedsmæssige og udenrigspolitiske konsekvenser,” siger han.

Jurist og direktør i tænketanken Justitia Jacob Mchangama mener, at det er afgørende at skelne mellem FN-kritikken fra lande som Saudi-Arabien og Iran, som vil have Danmark til at slå hårdere ned på hate speech og islamkritiske ytringer, og så kritikken af eksempelvis smykkelovforslaget i vestlige medier.

”Hvad angår kritikken fra Saudi-Arabien og andre er den forventelig og en tynd kop te. Den er led i et politisk spil, som har fundet sted siden karikaturkrisen, hvor flere muslimske stater forsøger at lægge pres på ytringsfriheden. Det håber jeg, at den danske regering vil ignorere, og udenrigsminister Kristian Jensen (V) kan jo passende benytte sit kommende besøg i Saudi-Arabien til at replicere på den kritik. Men kritikken af Danmark fra vestlige lande som USA samt i tyske og amerikanske medier er mere alvorlig, og det er ikke umuligt, at det får konsekvenser for Danmarks status som et land med stærk soft power (blød magt, red.), hvor vi aktuelt ligger som nummer 11 på en global liste,” siger Jacob Mchangama.

Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, erkender, at den nuværende situation er stærkt skadelig for Danmarks gode navn og rygte, men fastholder samtidig, at kritikken er uberettiget og bygger på misforståelser.

”Det hører med til historien, at mange herhjemme har gjort sig store anstrengelser for at fremstille Danmark negativt og fortælle, hvordan de skammer sig over at være danskere. Men uden at fortælle, hvordan tingene rent faktisk hænger sammen. Det bærer de internationale mediers dækning også præg af,” siger Jakob Ellemann-Jensen.

Han medgiver dog, at kommunikationen af flere af regeringens tiltag på asylområdet kunne være løst bedre.

”I bagklogskabens ulideligt klare lys kunne kommunikationsopgaven godt være løst mere gelinde. Men i Venstre tager vi situationen meget alvorligt, og det er da også min oplevelse, at forståelsen for dansk politik bliver større, i takt med at vi får forklaret, hvordan tingene hænger sammen. Vi kan jo også konstatere, at mange af de lande, hvis medier aktuelt er kritiske over for Danmark, faktisk på mange områder efterligner dansk politik,” siger han.