Kritik af kirkelige organisationer for at nedtone forfølgelser

Generelt kan overgreb på kristne i Egypten og Syrien ikke betragtes som forfølgelse, mener missionsorganisationer. Provokerende, lyder kritik

Karl Ove Knausgård er norsk litteraturs mest omtalte navn i disse år. Han bor i Malmø og er jævnligt i Danmark, som her til litteraturfestival på Louisiana, hvor han satte sidste punktum for sin ”Min kamp”-serie. –
Karl Ove Knausgård er norsk litteraturs mest omtalte navn i disse år. Han bor i Malmø og er jævnligt i Danmark, som her til litteraturfestival på Louisiana, hvor han satte sidste punktum for sin ”Min kamp”-serie. –. Foto: MOHAMED AZAKIR/ Denmark.

Det kan ligne den omvendte verden: Danske politikere taler åbent om kristenforfølgelser. Og samtidig advarer flere kirkelige organisationer mod at tale for stærkt om volden mod kristne i Mellemøsten.

I både Syrien og Egypten udsættes kristne for kidnapning, drab og kirkeødelæggelser. Alligevel mener generalsekretær i Danmission Mogens Kjær, at hvis man mener voldelig, systematisk forfølgelse, altså forsøg på at udrydde kristendommen, så holder den ikke rigtig i de lande. Der er helt klart forfølgelse af kristne i dele af Syrien og enkeltstående tilfælde i Egypten. Men det, de kristne oplever som deres største problem, er diskrimination.

Indre Missions generalsekretær Thomas Bjerg Mikkelsen føler sig provokeret.

Hvis forfølgelse kun kan være et systematisk forsøg på at udrydde kristendommen oppefra og ned, så kan vi næsten kun tale om forfølgelse i Nordkorea. Men jeg har svært ved at se, at drab på kristne og afbrænding af 50 kirkelige bygninger i Egypten bare er chikane eller diskrimination. Jeg forstår ikke, hvad man vil opnå med det, siger han med sigte til Danmissions nedtoning af problemet og tilføjer:

Vi risikerer at svække den almindelige opfattelse af situationens alvor, når det gælder de kristnes situation i Egypten og Syrien, hvis vi afviser at tale om forfølgelse.

Ikke desto mindre møder Danmission opbakning fra Mission Afrikas generalsekretær Kristian Skovmose.

LÆS OGSÅ: Indtager Mellemøstens kristne deres sidste nadver?

Mogens Kjær har umiddelbart ret i sin intention, at vi skal være forsigtige og ikke overdramatisere. Vi skal ikke råbe ulven kommer hele tiden, så når den for alvor kommer, har vi ikke et begreb for det. Vi beskæftiger os ikke selv direkte med Syrien og Egypten, men det er min fornemmelse, at man ikke generelt kan tale om forfølgelse. Det er ikke blevet nemmere at være kristne, men ligesom i Centralafrika, hvor vi arbejder, er billedet ufatteligt komplekst.

Mens missionsorganisationerne går stille med dørene, har den radikale udenrigsminister Martin Lidegaard ikke været bleg for at tale om forfølgelse. Han understregede på et samråd for nylig, at en skovl er en skovl, en forfulgt kristen er en forfulgt kristen, og det er helt nødvendigt det er ren snak at tale om, at der finder de her forfølgelser sted.

Det er den eneste rigtige måde at omtale de kristnes situation i Mellemøsten på. Det mener Paul Marshall, seniorforsker på Center for Religious Freedom ved den amerikanske tænketank Hudson Institute og en førende kender af emnet religionsfrihed.

Der findes selvfølgelig ikke nogen officiel definition af, hvad forfølgelse er, men jeg mener, at situationen for de kristne i Egypten og Syrien klart er forfølgelse.

Han påpeger, at der næsten dagligt er angreb på Egyptens koptere, og i august sidste år blev over 40 kirker ødelagt på én dag, mens endnu flere blev voldsomt skadet. I Syrien er kirker blevet vanhelliget, og kristne er blevet halshugget for at nægte tvangskonvertering til islam.

Det er langt mere end diskrimination eller chikane, konstaterer han.

Danmissions generalsekretær Mogens Kjær, som netop er hjemvendt fra en rejse blandt kristne i Egypten, ønsker ikke at nedtone alvoren af problemet.

Men man kan ikke bruge ordet forfølgelse om diskrimination. Så er forfølgelse for stærkt et ord, og så tømmer man ordet for indhold. Jeg vil gerne reservere ordet forfølgelse til, når det virkelig er slemt når folk lever i frygt for deres liv på grund af deres tro. Det gør langt de fleste kristne ikke i Egypten. Og i Syrien frygter de fleste kristne ikke for deres fremtid, fordi de er kristne, men fordi de lever midt i en borgerkrig med alle dens rædsler.

Når missionsselskaberikke vil tale om kristenforfølgelse, vidner det om, at den politiske korrekthed overbetones, mener tidligere professor i teologi Viggo Mortensen:

Men man skal sætte sig ind i, hvordan de arbejder. Indre Missions Bjerg Mikkelsen sidder trygt i Danmark og kigger ud af sit vindue og ser ikke nogen muslimer, men tænker, at vi skal være solidariske med de kristne. Danmissions Kjær tænker på sine samarbejdspartnere, og når han kigger ud, så bor de blandt muslimer, og han skal gå mere forsigtigt.

De seneste års forfølgelse af kristne i den arabiske verden savner et nyt sprog, mener Klaus Wivel, journalist ved Weekendavisen og forfatter til bogen Den sidste nadver. En rejse blandt de efterladte kristne i den arabiske verden:

Vi bliver nødt til at finde en ny terminologi. Chikane og diskrimination er for svagt. Vi taler om deciderede angreb på kirker og kristne, som bliver myrdet. Så jeg kan godt forstå kritikken, fordi man ender med at relativisere det hele. Men når vi taler om forfølgelse, så har vi jøderne under Anden Verdenskrig i hovedet, og det er for stærkt.