Folkekirken bruger lidt for ofte penge uden at tænke sig om. Det mener den tidligere kirkeminister, Manu Sareen (R), der nu betegner oplevelsen af menighedsrådenes forvaltning af økonomien som noget af det, der overraskede ham mest som kirkeminister.
”Jeg undrede mig over, hvordan man i folkekirken bruger pengene lidt for løst alt for mange steder. Det var jeg ikke forberedt på, må jeg indrømme. Jeg var overrasket over, hvordan man i mange tilfælde kunne have brugt penge med mere omtanke, end man gjorde," siger Manu Sareen, der i dag er minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold.
"Det kunne dreje sig om et sogn, hvor man skulle have en ny flagstang. Da man så var i gang med at udskifte stangen, besluttede man, at man lige så godt også kunne udskifte fundamentet. Eller når der skulle renoveres boliger, og der ikke blev indhentet de tilbud, der skulle indhentes. Man tog bare det første det bedste tilbud. Det går bare ikke. Særligt ikke i folkekirken, hvor det faldende medlemstal i forvejen går ud over de økonomiske muligheder,” siger han.
Han får opbakning fra Thomas Søbirk Petersen, professor i etik ved Roskilde Universitet. Med henvisning til en række konkrete eksempler kritiserer Thomas Søbirk Petersen folkekirken for at arbejde imod kirkens egentlige formål: at hjælpe folk i nød.
Eksempelvis beløb Gammel Holte Kirkes indkøb af 11 lamper af typen Koglen, designet af Poul Henningsen, sig til cirka 780.000 kroner. Oplysningen om de dyre lamper kom frem, da lamperne blev stjålet i 2010. En messehagel, designet af Bjørn Nørgaard, kostede i 2004 Frederiksberg Slotskirke 400.000 kroner, og præstekjoler ligger i omegnen af 20.000 kroner pr. styk, nævner Thomas Søbirk Petersen.
Selvom eksemplerne ligger år tilbage, rokker de ikke ved det principielle i sagen, mener han.
”Jeg vil gerne se flere af kirkens ord i folkekirkens handlinger. Budskabet om, at man vil hjælpe folk og fremmede i nød, passer bare ikke særligt godt med at bruge penge på dyre designermøbler,” siger Thomas Søbirk Petersen.
Det er dog netop vigtigt at bemærke, at de nævnte eksempler med lamperne og messehaglen ligger flere år tilbage, mener Inge Lise Pedersen, formand for Landsforeningen af Menighedsråd.
”Jeg tror ikke, at de her indkøb er så almindelige. Hvor udbredt det er, er naturligvis svært at sige, fordi de fleste økonomiske beslutninger i folkekirken tages lokalt, men når man har mere end 2000 sogne, vil der altid være nogle, hvor man synes, at de flotter sig.”
Hun mener ikke, at man generelt kan kritisere menighedsrådene for at kaste om sig med penge.
”Jeg køber ikke det her som en generel kritik, og i mange tilfælde er indkøb af kunst og kultur fondsfinansieret. Men det er interessant at diskutere, hvor grænsen går. Hvis vi følger kritikken, skulle vi holde kirke i et skur, og alt, hvad der hedder æstetik, kunne spares væk. Så skulle vi også afskaffe alle organister. Det skal også understreges, at det ikke altid er en dårlig investering at købe dyrt. Hvis det er ting, der skal bruges, så skal det være af ordentlig kvalitet, og så kan det ikke hjælpe at købe billige stole, der falder fra hinanden efter at være blevet brugt 50 gange. Men der kan være en enkelt menighed, der tager en ufornuftig beslutning, men sådan er det jo, når vi har den styring af folkekirken, vi har,” siger Inge Lise Pedersen.
Spørger man Hans Raun Iversen, lektor på Afdeling for systematisk teologi ved Københavns Universitet, er netop den decentrale styring af folkekirken et problem, når det kommer til forbruget i de enkelte menighedsråd.
”Problemet er, at der ikke er en ledelse, der kan hjælpe menighedsrådene med de her udgifter, for generelt synes jeg godt, man kunne se på de omkostninger, der er forbundet med folkekirken. Hvorfor skal en præstekjole eksempelvis koste 20.000 kroner? På den anden side skal folkekirken ikke være laveste fællesnævner, men signalere kvalitet. Kirkerne skal også gerne stå der om 1000 år, så håndværket og produkterne skal være i orden,” siger Hans Raun Iversen.