Per Ramsdal. Søren E. Jensen. Marie Høgh. Annette Berg. 2015 har været præget af flere kontroversielle præstesager. Sagerne har forskelligt indhold, men har det til fælles, at præsterne har stået alene.
Det skyldes ikke mindst, at Præsteforeningen er alt for usynlig i kampen for forkyndelsesfrihed og rammerne om præsteembedet, mener flere. En af dem er sognepræst Marie Høgh, som tidligere på året var centrum i en sag om brud på reglerne ved en præsteansættelse i Den danske kirke i Berlin.
”Præsteforeningen får serveret sag efter sag, hvor de kunne gå ind og vise, hvad de dur til. Men de tør ikke gå imod biskopperne og 'Systemet Folkekirken', som de er en del af. Præsteforeningen skal man kun ringe til, hvis man har brug for et dårligt råd,” siger Marie Høgh.
Under forløbet i sommer kontaktede hun i første omgang ikke Præsteforeningen, da hun ikke forventede nogen støtte derfra.
Da hun mod afslutningen af forløbet alligevel bad om hjælp til at formulere en klage, opfordrede de hende til ikke at klage, fordi hun så blot ville blive ”folkekirkens sorte får”.
”Men hvad er en fagforening, som råder medlemmer til ikke at tage de principielle kampe? Og som ikke engang vil hjælpe med at formulere en klage, men beder medlemmet selv klare det. Hverken i Massoud-sagen, i forløbet med Søren E. Jensen eller i min egen er foreningen trådt i karakter. De tør simpelthen ikke tage kampene, fordi de selv er fedtet ind i det kirkelige magtspil,” siger Marie Høgh.
Heller ikke Søren E. Jensen mener, at Præsteforeningen lever op til sin rolle som fagforening.
”Mottoet for deres arbejde er tilsyneladende, at der endelig ikke må ske noget. Først efter længere tids tøven gik foreningen halvhjertet ind i min sag. Men det handler ikke om mig, men om at Præsteforeningen skal tage de principielle kampe på præstestandens vegne. I stedet gør de det hele til enkeltsager, som de ikke kan gå ind i, men det lægger en enorm byrde på dem, der er udsat. Og de mange præster, som efterfølgende ikke tør sige noget højt. Det er et kæmpe problem for folkekirken, og Præsteforeningen burde være de første i kampen for præsteembedet som det frieste af alle embeder,” siger Søren E. Jensen.
Sognepræst i Lillerød og grundtvigsk debattør Carsten Mulnæs formulerer også kritik af Præsteforeningens passive rolle.
”Præsteforeningen virker for defensiv i både debat og udvalgsarbejde om folkekirken. Vores forening er uskarp i forhold til at værne om præsteembedets frihed og status. Vi bør i langt højere grad artikulere præsteembedets teologiske karakter - og dermed arbejde målrettet for at sikre den kloge forkyndelse og den frie tanke, som er med til at højne embedets agtelse,” siger Carsten Mulnæs.
For erhvervspsykolog Henrik Rosenstjerne, som har arbejdet med flere konfliktsager i folkekirken, hænger problemet sammen med, at Præsteforeningen som standsforening organiserer både biskopper, provster og præster.
”Derfor laver de ikke egentlig interessevaretagelse og forsøger typisk at undgå enhver tale om konflikt. Men dermed er de også med til at skabe usikkerhed om præsters frihed i ansættelsen. Vi ved fra undersøgelser, at det lægger et stort pres på præsterne. Konsekvenser er, at ingen tør have stærke meninger om noget, og at præsternes forkyndelse og udtalelser derfor bliver så almengjorte, at det ingen mening har. Det er det værste, der kan ske for folkekirken,” siger Henrik Rosenstjerne.
Hos Præsteforeningen afviser formand Per Bucholdt Andreasen kritikken.
”Generelt er vi meget optaget af at sikre præsters retssikkerhed og frie rammer om forkyndelsen. Men man skal passe på med at generalisere ud fra to-tre enkeltsager. Mange ting kan blive blæst op i pressen, uden at der er grundlag for det. Når det kommer til brugen af tjenstlige samtaler, viser tallene ikke en dramatisk stigning, og vores tillidsrepræsentanter mener heller ikke, at der er tale om et generelt problem.”
Til gengæld vil der blive gennemført et eftersyn af proceduren ved præsteansættelser, herunder biskoppernes og menighedsrådenes rolle. Men han erkender, at Præsteforeningen kan blive bedre til at markere sig i den offentlige debat.
”Vi har et princip om ikke at kommentere offentligt på personsager, men når det kommer til den principielle indsats, har vi konkrete overvejelser om en mere offensiv kommunikationsindsats. Det gælder også et øget fokus på præsteembedets teologiske indhold. Senest har vi formuleret 10 bud på, hvordan man kan gøre præstearbejdet mere attraktivt,” siger Per Bucholdt Andreasen.