”Kun han, der kan vække døde til live, kan sige 'græd ikke'”

Hospitalspræst Helle Rørbæk Hørby finder søndagens tekst om enkens søn fra Nain både opløftende og umiddelbart provokerende

Hospitalspræst Helle Rør-bæk Hørby har været ansat på Aarhus Universitetshospital i 18 år. –
Hospitalspræst Helle Rør-bæk Hørby har været ansat på Aarhus Universitetshospital i 18 år. –. Foto: Lars Aarø/Fokus.

For flere år siden stod et ungt par i kapellet på Skejby Sygehus i Aarhus. Parret havde netop mistet deres næsten nyfødte søn, som havde en medfødt sygdom.

Hvor er Gud?, lød spørgsmålet fra faderen til hospitalspræst Helle Rørbæk Hørby, som i den anledning var fulgt med parret derned for at give en velsignelse.

LÆS OGSÅ: Guds ord under lup

I dag sidder den 50-årige sogne- og hospitalspræst på sit 10 kvadratmeter store kontor, få meter fra hovedindgangen på Aarhus Universitetshospital i Skejby. Hun kan stadig ikke give det helt rigtige svar på den unge fars spørgsmål.

Jeg blev væltet helt omkuld, for hvad svarer man lige i sådan en situation? Vi vil så gerne hjælpe og trøste de sørgende, men det eneste, der kan hjælpe, når forældre mister deres barn, er, at barnet bliver vakt til live igen. Derfor synes jeg, at søndagens tekst er meget opmuntrende, for den vidner om, at kun Jesus kan levere den afgørende trøst. Og kun han, der kan vække de døde til live, kan sige græd ikke, siger hun.

Helle Rørbæk Hørby peger på morgendagens prædikentekst fra Lukasevangeliets kapitel syv, hvor Jesus bliver mødt af en grædende enke, som netop har mistet sin eneste søn.

Fortællingen lyder, at Jesus ynkedes over hende og bad hende om ikke at græde, hvorefter han opvakte den døde søn.

Det andet, jeg lægger mærke til i teksten, er, at Jesus ynkedes, da han så enken. At ynkes er oversat fra et græsk ord, der beskriver en voldsom følelsesmæssig reaktion. Det må betyde, at Jesus virkelig har kunnet mærke det på egen krop, at tilværelsen gjorde ondt hos denne kvinde. Der kommer Guds menneskelighed til syne. Han er så tæt på den hårde side af livets vilkår for mennesker, at han selv mærker sorgen over, at livet kan være så hårdt.

Som hospitalspræst arbejder Helle Rørbæk Hørby på tværs af afdelinger, hvor hun henvender sig, hvis patienter har brug for samtale. Som regel begynder samtalen på det menneskelige plan, siger hun.

Og hvis det falder naturligt og patienten ønsker det, kan vi bede en bøn og få en velsignelse. Nogle gange tager jeg en bibeltekst med ind i samtalen.

Beretningen om enkens søn fra Nain, som hun har slået op på i dag, har hun dog ikke benyttet i samtale med en patient endnu, fortæller hun. For teksten rummer nemlig også et element, der som menneske kan være svært at forstå: nemlig at denne enke får sit barn igen, men hvad så, når man selv har mistet?

Det er svært at forstå, men samtidig må vi huske, at det her er en undtagelseshistorie i evangelierne. Tre af de fire evangelier har hver én enkelt beretning om døde, der bliver vakt til live. Det er jo lidt det samme, som når en kræftpatient overlever og er overbevist om, at det er Guds skyld. Det tror jeg sagtens kan være rigtigt, men hvad så med alle dem, der ikke overlever? Det kan jo virke uretfærdigt.

Helle Rørbæk Hørby blev født på Frederiksberg for 50 år siden. Som datter af to folkeskolelærere, der var hyppige kirkegængere, blev hun hurtigt vant til salmesang, teksterne og kirkerummet.

Efter sin studentereksamen fra Rysensteen Gymnasium og et par år med arbejde og højskoleophold, flyttede hun i 1984 til Aarhus. Der påbegyndte hun sit studium og blev færdiguddannet i januar 1995.

Den dengang 31-årige nyuddannede præst vidste på det tidspunkt, at hun gerne ville være præst uden for de traditionelle kirkelige rammer, og derfor søgte hun en stilling, hvor hun ville fungere på halv tid som hospitalspræst og resten af tiden som almindelig sognepræst i Skelager Sogn ved Aarhus. Det blev senere til den fuldtidsstilling på Aarhus Universitetshospital i Skejby, som hun stadig besidder i dag, 18 år senere.

På en af gangene uden for Helle Rørbæk Hørbys kontor finder hun en plads til ære for fotografen. Her møder hun to af sygehusets kvindelige hospitalsklovne.

Er du blevet fotomodel, spørger klovnen med en snert af sydeuropæisk accent. Ud over den lille grønne hat på hovedet kan hun kendes på den røde næse, de blå gamacher, fodboldtrøjen og den prikkede kjole. Hun spiller på en lille guitar, mens hendes kollega blæser sæbebobler.

De to er nogle af mine samarbejdspartnere, siger Helle Rørbæk Hørby, som gennem sit arbejde med børn og unge i mange år har haft en god kontakt med hospitalsklovnene. For eksempel havde hun dem med til konfirmandundervisning for unge på sygehuset, hvor klovnene bidrog med dans og musik under udendørs salmesang for et par uger siden.

Sådan er det at være hospitalspræst ifølge Helle Rørbæk Hørby. I det virke arbejder man tæt op ad portører, læger, kirurger, sygeplejersker, assistenter og klovne, ligesom menigheden er bredt mere ud over de kirkelige fløje end i langt de fleste sognekirker.

Længere nede ad gangen holder hospitalets psykologer til. Den gang passerer hun på vej tilbage til sit kontor.

Psykologernes og hendes arbejde lapper på mange måder ind over hinanden i det daglige. De er fælles om at tale med mennesker, som bliver ramt af livets hårde vilkår. Alligevel lægger hun vægt på, at hun bestemt ikke er psykolog:

På nogle af voksenafdelingerne, hvor der ikke er en psykolog tilknyttet, prøver personalet at foreslå mig til patienter og pårørende, som én, der er lidt en psykolog. Men så siger jeg til dem, at jeg ikke vil være en halv psykolog, jeg er en hel præst.

Helle Rørbæk Hørby tilføjer, at forskellene i tilgangene er, at psykologer hjælper med redskaber i krisen, mens hun selv har fokus på, hvordan verden og livet har forandret sig, når afmagt og uvished fylder så meget.

Og så arbejder jeg med billeder og lignelser, ligesom i Bibelen. Både religiøse og ikke-religiøse billeder, men det hele har rod i et kristent livs- og menneskesyn.

Det havde det også, da hun stod i kapellet med det unge forældrepar, der havde mistet et barn og ikke kunne finde det rigtige svar på, hvor Gud var i alt det.

Det eneste, jeg kunne tænke, var: Hvad skal jeg sige? Jeg var stille, i hvad der føltes som meget lang tid, men pludselig svarede han på sit eget spørgsmål. Måske havde Gud alligevel været til stede i form af, at han var kommet tættere på sin kone. Samtidig havde parret oplevet enorm støtte fra deres netværk, så måske var Gud der alligevel, sagde han. Det har nok været Helligånden, der kom os til hjælp, siger hun.

Selv tilhører Helle Rørbæk Hørby den grundtvigianske kirkeretning, siger hun, selvom hun ikke er meget for at placere sig på en af fløjene. Troen kom ind med opvæksten, selvom det ikke altid var sjovt for den lille pige at sidde til lange gudstjenester.

Men min mor sagde altid, at når Gud har givet mig 168 timer på en uge, så kunne jeg også godt skænke ham en enkelt om søndagen. Hun var matematiklærer.

Troen blev senere personlig for hende, og i dag bruger hun den til at henvende sig til Gud, når noget er svært.

For mig er tro at finde det værd at beskæftige sig med de her tekster og se det kaste noget af sig. Jeg kan mærke, at når jeg bruger en tekst som denne, så giver det noget, jeg ikke kan finde andre steder. Og så er det rart at have et sted at gå hen og bede en bøn, når livet bliver hårdt omkring mig og for mig, siger hun.