Indre Mission fik ikke en Bodil for sin uforglemmelige præstation som bedste hovedrolle og bedste birolle i to af Danmarks største nationale kulturklenodier, romanen Fiskerne og tv-serien Matador. Men det er især disse to milepæle, der af andre forfattere er blevet brugt som sandhedsvidner, når vækkelsesbevægelsen fik tildelt en rolle.
LÆS OGSÅ: Tv og romaner tegner stadig billedet af Indre Mission
Begge værker sætter rekorder. Det er henholdsvis en af de mest trykte, danske romaner (67 år efter missionens stiftelse) og den mest sete tv-serie i Danmark nogensinde (117 år efter missionens stiftelse). Så det kan ikke undre, at det er bestemte billeder af bevægelsen, der klæber sig til danskernes bevidsthed.
LÆS OGSÅ:Da grundtvigianerne blev skabt i litteraturen
Selvom både Fiskerne og Matador gjorde Indre Mission danmarksberømt, så fik den omdiskuterede kirkelige bevægelse ikke noget positivt image ud af det med figurer som den selvretfærdige og fordømmende Tea Rønn fra tv-serien Fiskerne, og Mads Skjerns lige så stramme, missionske søster Anna fra Jylland i serien Matador.
Axel Ahrendtsen, medlem af Odense Byråd for Dansk Folkeparti, skrev i 1997 speciale om Fiskernes indflydelse på dansk litteratur. Indre Missions forlag, Lohse, udgav det senere som bog, men siden er der ikke produceret saglig, forskningsbaseret faglitteratur om Indre Missions rolle i det danske samfund, måske bortset fra forfatteren Martin A. Hansens fire kronikker under Anden Verdenskrig, som søgte at give et mere nuanceret billede af den herskende opfattelse af Indre Mission, som han mente byggede på fordomme. Martin A. Hansen var selv opvokset i et hjem med en stærk kristen tro, og selvom hjemmet ikke var direkte missionsk, så kendte han missionsbevægelsen, som han gav et meget bedre skudsmål, end den gængse stil fra danske forfattere.
"Billedet af Indre Mission med helvedesprædikanter, fordømmelse af vantro, skinhellighed, seksual- og livsforskrækkelse har holdt sig hele vejen op til i dag. Forfattere, som ikke selv konkret har kendt til missionsmiljøet, har brugt romanen som en slags dokumentar, mens de forfattere, der selv havde førstehåndserfaringer med missionen, brugte dem godt nok, men benyttede alligevel de missionske stereotyper i deres bøger, blandt andet Peter Høegh i Forestilling om det tyvende århundrede," siger Axel Ahrendtsen.
I 1893, hvor drukneulykken i Harboøre for alvor fik danskernes øjne op for, at der var noget der hed Indre Mission, var kulturkampen med det moderne gennembrud i fuld gang i Danmark. Alle var levende optaget af åndsfrihed, religionsfrihed, lighed og ordentlige arbejds- og levevilkår for alle klasser i samfundet.
"På det tidspunkt var missionen virkelig en voldsom ting, som satte skel mellem troende og vantro og ikke gik på kompromis overhovedet. Uden tvivl led mange danskere skade af det dengang. Blandt andet Jeppe Aakjær var voldsomt indigneret over bevægelsen. Jeg kan sagtens forstå den vrede, der kom til udtryk dengang på grund af den generelle missionske livsfjendskhed. Men den senere roman Fiskerne blev så den stærkt ideologiske og marxistiske roman, der uden sidestykke kom til at præge litteraturens billede af Indre Mission helt op til i dag. I dag er vreden og indignationen i befolkningen væk, men klicheerne hænger stadig ved, takket være kunstens stereotype fremstilling af menneskene i Indre Mission," siger Axel Ahrendtsen.
Lektor, cand.theol. på Menighedsfakultetet i Aarhus Leif Andersen deler analysens pointe.
"Hans Kirks roman, og hvad deraf fulgte, udviklede sig uden respekt for den integritet, som Indre Mission også har, til et karaktermord på en bevægelse. Jeg skal ikke bortforklare, at Indre Mission har lig i lasten som kulturforskrækkelse, autoritetstro, seksualforskrækkelse og åndelig manipulation. Vi ved, hvor meget fortællingen betyder som sandhedsvidnesbyrd, og sådan er Fiskerne åbenbart blevet opfattet lige siden, uden at man lægger mærke til, hvordan man har skævvredet billedet af Indre Mission. Der er opstået en kulturel konsensus blandt landets dansklærere om, at man uden frygt og uden alternativ kan fremstille Indre Mission, som den blev fremlagt af Hans Kirk. Man kan kun håbe, at romanen bliver suppleret med for eksempel Martin A. Hansens fire artikler fra Anden Verdenskrig, hvor han giver et mere nuanceret billede af Indre Mission. Det var absolut ikke ukritisk, men mere fair," siger Leif Andersen.
Leder af Menighedsfakultetet Jørn Henrik Olsen peger på, at der ved siden af de mange negative ytringer op gennem tiden i dansk kultur også er enkelte lyspunkter.
Maleren Niels Bjerres fremstilling af et bønnemøde i Indre Mission, Harboøre. Guds børn, som er malet lige efter den store drukneulykke, er et forsøg på at skildre menneskeskæbnerne med mere indsigt. Selvom ingen ser på hinanden på billedet, og nogle har lukkede øjne, så er det ikke negativt ment, men et forsøg på at beskrive en alvorsfuld stemning. Det billede har betydet meget.
"Indre Mission er også skildret af de berømte skagensmalere, for eksempel gennem Anna Anchers billede af et missionsmøde i klitterne," siger Jørn Henrik Olsen, som peger på, at mennesker i Indre Mission absolut ikke var så dumme, snævertsynede og uuddannede, som mange værker i kulturhistorien påstår.
"Indre Mission var som nogle af de første opmærksom på at bruge radioens muligheder i forkyndelsen, og man udgav grammofonplader med sange, musik og prædikener. Ude lokalt i landet fik mange kendskab til forholdene i fremmede lande som Kina, Indien og Tyskland gennem engagementet i Ydre Mission. I dag er mange i Indre Mission almindelige, kulturåbne danskere med de samme interesser som danskerne er flest," siger Jørn Henrik Olsen.
Journalist og forfatter Egon Clausen har skrevet om sin opvækst i Indre Mission i bøgerne Under dine vingers skygge og De levendes land fra en kritisk synsvinkel.
"Indre Mission i dansk litteratur er et trist kapitel. Alle Hans Kirks efterfølgere gør det ringere og ringere ved bare at skrive af efter hans roman, og derfor er det billedet af Fiskerne, som stadig slår igennem i dag. Romanen er rigtig god, men man glemmer, at langt hovedparten af Indre Missions støtter ikke var fiskere, men landmænd eller håndværkere. Virksomheder som Lego og Grundfos har den dag i dag missionske rødder. Det var mennesker, som kunne arbejde sig op i status, blandt andet fordi de ikke drak eller brugte alle pengene på kortspil og var ærlige i forretninger. Ikke mindst sang de en masse. Men de kritiserede ofte en udvikling i samfundet, som allerede var sket, og derfor blev de anset for sorte. Bevægelsen stivnede, fordi den begyndte at fokusere på ydre fjendebilleder og koncentrere sig om sig selv. Der stoppede i virkeligheden missionen. Bagsiden af medaljen er dømmesygen og det at føle sig frelst i forhold til andre, som altid har præget bevægelsen," siger Egon Clausen.
Lektor, dr.phil. Hans Hauge, Aarhus Universitet, voksede op i Indre Mission i Hirtshals i midten af 1950erne. Han kender bevægelsen indefra og mener stadig, at billedet af Indre Mission har lidt en krank skæbne i offentligheden.
"Det er virkelig en fantastisk historie, så ensidigt Indre Mission er blevet skildret igennem den danske kulturhistorie. Den beretning burde skrives på et tidspunkt. Indre Mission i min barndom kendte jeg som glad og smilende med morsomme mennesker, der holdt af musik. Og så røg de alle sammen. De var jo ikke bange for noget," siger Hans Hauge, som peger på, at missionsfolket fik en helt anden behandling i nogle af de største folkelige og kulturelle milepæle.
"Mads Skjerns søster fra Indre Mission er den eneste person i Matador, som virkelig latterliggøres og smides ud, og hvor der ikke sker en forsoning. Selv kommunisten og nazisten bliver tilgivet. Men hun er den absolut onde. Det syn slår rigtig igennem i folkeskolen og gymnasiet i 60erne, og derfor kommer det kristendomssyn, som bliver udtrykt i Fiskerne, til at stå for hele opfattelsen af Indre Mission. Man tror stadigvæk, at det er sådan, det er. Uanset hvor meget oplysning man ellers er kommet med, så har den roman været enormt virkningsfuld. Men også forfattere som Anne Marie Løn ender med at skrive om de onde missionske, og Lars Husum udgav for tre år siden bogen Mit venskab med Jesus Kristus om skyld og soning, hvor farfaderen er missionsk fra Vestjylland. Det er virkelig en stereotyp," siger Hans Hauge.
Men også de andre kirkelige retninger var hårde ved Indre Mission.
"Det har altid været tilladt både fra kirkelig og ikke-kirkelig side uantastet at gøre grin med missionsfolk. Det har været fuldstændig legitimt, både fra grundtvigianere, tidehvervsfolk og kulturradikale, at håne Indre Mission uden konsekvenser. Men dengang var Indre Mission en folkelig bevægelse, som kom nedefra, og samtidig en protestbevægelse mod folkekirkens monopol og måde at forvalte kristendommen på. Men det billede er efterhånden blevet kvalt," siger Hans Hauge.
