For første gang i Skandinavien: Kvinde ledte fredagsbøn for ny islam

Både muslimer og ikke-muslimer bad med, da Skandinaviens første fredagsbøn anført af en kvinde fandt sted i en lejlighed i København

Det var et træt hold bag Mariam Moskéen, der stillede op til interview efter fredagsbønnen i går. Dagen inden var gået med forberedelse, og først omkring midnat blev de hvide hjemmesyede gardiner eksempelvis hængt op. Fra venstre ses imam Saliha Marie Fetteh, imam Sherin Khankan og næstformand i FEMIMAM Hicham Mouna.
Det var et træt hold bag Mariam Moskéen, der stillede op til interview efter fredagsbønnen i går. Dagen inden var gået med forberedelse, og først omkring midnat blev de hvide hjemmesyede gardiner eksempelvis hængt op. Fra venstre ses imam Saliha Marie Fetteh, imam Sherin Khankan og næstformand i FEMIMAM Hicham Mouna. . Foto: Leif Tuxen.

De fik først hængt gardinerne op omkring midnat. Før var der ikke tid, lød det fra holdet bag kvindemoskéen Mariam, som gættede på, at de maksimalt har fået fire timers søvn mellem torsdag og fredag. Det var nu ikke, fordi de lange og næsten gennemsigtige hvide gardiner tog meget af lyset fra solen udenfor. Men de gav rummet lidt kvindelig kant, og dermed passede de til lejligheden.

Inde bag gardinerne blev der denne fredag skrevet danmarkshistorie. Her fandt Danmarks – og Skandinaviens – første fredagsbøn anført af en kvindelig imam sted i en lys herskabslejlighed på 250 kvadratmeter.

For flere af de cirka 60 kvinder var det også første fredagsbøn i det hele taget, hvilket kunne ses. Mens religionssociolog, imam og initiativtager til Mariam Moskeen, Sherin Khankan førte bønnen, forsøgte mange at følge med så godt som muligt. De løftede hænderne op til ansigtet, bøjede sig, gik ned på knæ på det hvide gulvtæppe, rejste sig og gentog processen.

Cirka halvdelen af de fremmødte var muslimer. Det glædede Sherin Khankan sig over.

”Det er et flot billede på den rummelighed, vi gerne vil symbolisere. Her er plads til, at vi alle kan bede sammen,” sagde hun ved fredagsbønnens begyndelse.

Begivenheden har skabt international opmærksomhed, og til stede ved bønnen var også journalister fra britiske The Guardian og Süddeutche Zeitung. Af respekt for de fremmødte måtte der dog hverken skrives, optages, fotograferes eller interviewes, før alle deltagere var taget hjem.

I marts åbnede Mariam Moskeen i København som Danmarks første moské med kvindelige imamer. Siden har den været åben for seminarer, islamisk sjælesorg og ceremonier, juridisk rådgivning og besøg af unge muslimer og jøder fra udlandet. Fem har fået en islamisk vielse, to en islamisk skilsmisse, en er konverteret, og flere har taget imod samtaler.

Formålet med moskéen blev præsenteret under Sherin Khankans åbningstale tidligere om fredagen: at udfordre patriarkalske strukturer og fortolkninger inden for islam. Kvinder skal kunne tage ordet og lede bønnen, sagde hun.

Mariam Moskéen har i dag to kvindelige imamer. Saliha Marie Fetteh (tv) og Sherin Khankan (th) håber dog at kunne få uddannet flere kvindelige imamer, så moskéen i fremtiden kan have fredagsbøn hver fredag.
Mariam Moskéen har i dag to kvindelige imamer. Saliha Marie Fetteh (tv) og Sherin Khankan (th) håber dog at kunne få uddannet flere kvindelige imamer, så moskéen i fremtiden kan have fredagsbøn hver fredag. Foto: Leif Tuxen

Derefter fulgte fredagsbønnen, som moskéens anden imam, Saliha Marie Fetteh, stod for. Hun tog et historisk tilbageblik på de kvinder, der havde rykket ved kvindernes rolle i islam og sluttede med situationen i dag.

”Jeg kan huske dengang, muslimske kvinder kunne begynde at gå med lange bukser i Danmark, og dengang min far og de gamle sømænd i Skagen sagde meget grimme ting om muslimske kvinder. Der er sket meget siden da,” sagde hun.

Efter bønnen blev rummet indviet, og derefter stod der kage, brød og hummus klar til deltagerne. Nogle var kommet, fordi de så sig selv som mulige medlemmer, andre af nysgerrighed og interesse for ligestilling, og atter andre for bare at ønske tillykke. En enkelt var oppe og sige, at hun ville være imam, fortalte Sherin Khankan efterfølgende. Hun var træt, men glad.

”Det er første gang, jeg har prøvet, at ikke-troende ville bede med. Det var så fantastisk,” sagde hun og skyndte sig videre rundt blandt dem, der ville tale med hende.

Mariam Moskeen har ifølge Sherin Khankan ikke mødt stor modstand fra andre muslimske miljøer i Danmark. Til gengæld har der lydt kritik for ikke at være moderne nok og give mænd lov til at deltage i fredagsbønnen. Under pressemødet senere på dagen understregede Sherin Khankan og Saliha Marie Fetteh, at mænd var meget velkomne til alle moskéens arrangementer undtagen fredagsbønnen.

Sherin Khankan forklarede, at tre ud af fire dominerende retsskoler i den globale islam i dag godkender kvindelige imamer, der holder bøn for kvinder, men ikke for mænd.

”Når man skaber forandring, så kan man godt vælge at brænde broer. Men vi vil være brobyggere. Derfor går vi langsomt frem.”