Kvindelig biskop på vej i Overhuset

Church of England har udnævnt den første kvindelige biskop til et fuldt bispeembede, og lovændring sikrer hende plads i House of Lords

52-årige Rachel Treweek er den første kvinde, som bliver biskop over et fuldt bispedømme. En særlov betyder, at hun samtidig bliver den første kvindelige biskop i Overhuset. Her lykønskes hun, da Church of Englands generalsynode sidste år vedtog loven om ligestilling mellem kvinder og mænd i forhold til bispeembedet.
52-årige Rachel Treweek er den første kvinde, som bliver biskop over et fuldt bispedømme. En særlov betyder, at hun samtidig bliver den første kvindelige biskop i Overhuset. Her lykønskes hun, da Church of Englands generalsynode sidste år vedtog loven om ligestilling mellem kvinder og mænd i forhold til bispeembedet. Foto: Scanpix.

En særlov sender nu den første kvinde ind blandt de 26 biskopper fra Church of England, der har fast plads som medlemmer af det britiske overhus, House of Lords. Normalt tildeles pladserne menige biskopper efter anciennitet, men en ny lov betyder, at kvindelige biskopper får forrang.

Dermed står det også fast, at 52-årige Rachel Treweek går over i historien som den første kvindelige biskop i Overhuset.

Før påske blev hun annonceret som den næste biskop af Gloucester, som er et af de mere prestigefyldte bispedømmer i Church of England. Hun bliver den tredje kvindelige biskop i kirken efter først Libby Lane i Stockport og siden Alison White, som også netop er annonceret som den næste biskop af Hull.

Men hvor de to er assisterende biskopper, som referer til deres lokale biskop, så bliver Rachel Treweek biskop for et fuldt bispedømme, som ligger i laget lige under ærkebiskop. Hun får også plads i kirkens indflydelsesrige bispekollegie, House of Bi-shops.

Den 52-årige kvinde er i dag domprovst i Hackney i London, og Racheel Treweek har tilbragt det meste af sin præstegerning i og omkring London, hvor hendes mand også er præst.

Hun blev ordineret som præst tilbage i 1995 efter først at have været talepædagog. Hun er også par- og samlivsterapeut.

Siden 2010 har hun været medlem af kirkens lovgivende synode, hvor hun har været en markant fortaler for kvindelige biskopper.

”Gennem hele mit liv har jeg følt, at det var vigtigt, at folk kunne følge deres kald. Mit inderlige håb er, at fra nu af kan ethvert barn, enhver voksen vide, at de kan være den person, som Gud kalder dem til at være,” sagde Rachel Treweek til avisen Church Times, da hun blev præsenteret som kommende biskop.

Her udtrykte hun også, at hun gik til opgaven med en stor ydmyghed og håbede at det snart vil være noget ganske normalt, at kvinder er biskopper i kirken.

Biskopper i Church of England bliver formelt udnævnt af premierministeren, og udnævnelsen af Rachel Treweek faldt sammen med offentliggørelsen af, at Dronningen havde skrevet under på loven, som betyder, at kvindelige biskopper kan springe over de traditionelle anciennitetsregler og dermed tage plads i Overhuset med det samme.