Selvom landets biskopper nu opfordrer kvindelige præster til at tage bladet fra munden, når det kommer til mobning og chikane, er det langtfra sikkert, at kvinderne vil benytte muligheden.
I torsdags meddelte biskopperne ellers i samlet flok, at de tager afstand fra modarbejdelse af kvindelige præster, og at provsterne fremover i medarbejderudviklingssamtaler med de kvindelige præster skal spørge specifikt til tilfælde af mobning og chikane. Støder de på konkrete tilfælde kan sagen med kvindens tilladelse indberettes til biskoppen, og det kan i sidste ende betyde fyring af den mandlige præst.
Kristeligt Dagblad har talt med en række kvindelige præster, der har haft problemerne tæt inde på livet. Selvom de alle er enige om, at muligheden for indberetning er en positiv udvikling, udtrykker de samtidig forbehold over for samme mulighed. En af de præster, der tvivler på en effekt, er Kristina Nilsson, sognepræst i Seest ved Kolding. I hendes nabokirke sidder en af de højrefløjspræster, der ikke bifalder kvindelige præster i folkekirken. For Kristina Nilsson betyder det helt konkret, at han indimellem er afløser for hende i Seest, mens hun til gengæld aldrig optræder som afløsende præst i hans kirke.
Jeg er aldrig blevet tilkaldt, og jeg ved da udmærket, at det er, fordi jeg er kvinde. Men det betyder jo ikke, at han chikanerer mig. Han har bare sin egen teologiske holdning, siger Kristina Nilsson.
Skulle hun en dag komme ud for decideret chikane, er hun ikke i tvivl om, at hun ville indberette sagen. Men hun er dog stærkt i tvivl om, hvorvidt vi i den kommende tid vil se kvindelige præster, der vælger den løsning.
Folkekirken er ikke et sted, hvor ret mange tør sige deres mening. Så jeg tror ikke, at der er særlig mange, der vil indberette. Og det vil jo bare i sidste ende betyde, at kritikerne får ret i, at kvinderne klynker, og det bryder jeg mig slet ikke om. Så bliver det først kønsdiskriminerende, fastslår Kristina Nilsson.
Sognepræst i Vestjylland, Susan Aaen, var en af de første, der i forbindelse med håndtryks-debatten tog bladet fra munden på grund af personlige erfaringer med modarbejdende mandlige præster. Hun mener dog ikke, at den modstand, hun for ni år siden oplevede fra mandlige præster, var møntet på hendes person, men derimod på det faktum, at hun er en kvindelig præst. Og det er ikke nok til en indberetning, mener Susan Aaen, der godt kan frygte, at de kvindelige præster trækker følehornene til sig.
Indtil nu har der jo stort set ikke været nogen kvinder, der har taget sagen op. Og selvom alle i systemet ved, hvor højrefløjspræsterne er ansat, og hvor der er risiko for, at problemerne opstår, er der ikke nogen, der gør noget ved det, siger hun.
Selvom Mariann Amby, sognepræst i Tilsted, for ti år siden var mål for diskrimination fra mandlige præster, faldt det hende ikke ind at bringe sagen videre. Og skulle hun i dag opleve det samme, ville hun overveje længe og grundigt, om hun skulle gå til biskoppen.
Det skulle stå rigtig grelt til, for jeg tror, at sådan en sag giver problemet meget mere opmærksomhed, end det fortjener. Den omtale, der er i medierne, står slet ikke i forhold til de få tilfælde, der er af diskrimination i folkekirken, siger Mariann Amby.
En af de præster, der stod frem i medierne efter Politikens undersøgelse af kvindelige præsters oplevelser med chikane, var Anne-Mette Gravgaard. Hun ville som Mariann Amby tænke sig om to gange før en indberettelse.
Der skal utrolig meget til for at indberette en sag til provsten eller biskoppen. Man kommer uhyre nemt til at virke negativ eller fremstå som en pivskid, forklarer hun, der også har sine forbehold over for den nye mulighed:
Jeg tror, det kan blive udnyttet i mindre sager. Og så har vi lidt at gøre med Peter og ulven-princippet, uddyber hun.
Selv om debatten om kvindelige præsters forhold i folkekirken har været under stor medieopmærksomhed de seneste uger, og på trods af, at biskopperne så sent som i torsdags lagde op til, at der skal kastes lys over problemets omfang, er flere af de kvindelige præster, Kristeligt Dagblad har talt med, betænkelige ved at stå frem. På trods af eller måske netop på grund af deres erfaringer med mandlige kolleger, ønsker de ikke deres navn i avisen.
En kvindelig præst fortæller således, at hun og hendes kvindelige kolleger har oplevet talrige eksempler på chikane. Præster, der ikke hilser, udvandrer fra gudstjenester eller direkte giver udtryk for deres foragt for kvindelige præster. Hun fortæller samtidig, at det er stort set umuligt for hende at samarbejde med de mandlige præster om for eksempel ferier. Selvom hun i alle de år, hun har fungeret som præst, altid har oplevet chikane som et stort problem, afviser hun at ville indberette noget. Det er simpelthen nytteløst. En kamp, hun ikke tror, kan vindes, siger hun.
Men måske ender det med, at kampen blæser over helt af sig selv, foreslår en anden kvindelig præst, der ikke lader sig påvirke af de mandlige præsters holdning og kommentarer. Der er alligevel bare tale om gamle gnavne mænd. En race, hun regner med uddør inden så frygtelig længe. De oplevelser, hun har haft på den konto, har på ingen måde været af en sådan karakter, at hun vil indberette dem. Der er vigtigere ting at tage sig til, siger hun.
bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk
Sig din mening om behandlingen af folkekirkens kvindelige præster på
kristeligt-dagblad.dk