Kan man få en salmebog til at lyde som en fugl?
Birgitte Holt Nielsen finder en frem fra reolen i sit arbejdsrum i hjemmet i Halling på Syddjurs og begynder at bladre meget hurtigt igennem den. Lyden minder ganske rigtigt om lyden af vinger i bevægelse.
Forestil dig, at 30 børn får en salmebog i hånden og laver den samme lyd på samme tid. Hvordan tror du, det kommer til at lyde?.
Den 55-årige operasanger er ved siden af jobbet som operaproducent for primært børn og unge ved Den Jyske Opera i gang med et projekt, hvor hun sammen med en kollega vil sætte børn til at spille og skabe musik i kirker med kirkerummet som instrument.
Det bliver langtfra første gang, Birgitte Holt Nielsen bruger kirken som rum til forestillinger for børn. I 2000 var hun blandt andet med til at lave Den Jyske Operas kirkeopera Det Forjættede Land om Moses, der med sit folk søgte efter et sted at slå sig ned efter flugten fra Egypten, og i 2004 producerede og optrådte hun selv med børneoperaen Farmor, fortæl, som bragte nyt liv til novellesamlingen Kristuslegender af den svenske forfatter Selma Lagerlöf.
Jeg har stor respekt for kirkerummet. Det har en god akustik, men der er også noget ved at være i et rum, der skal noget andet og skal noget mere end en teatersal. Det liv, der er i kirkerummet, synes jeg er inspirerende, og jeg føler mig altid hjemme, når jeg går ind i en kirke.
Efter den første børneopera, Birgitte Holt Nielsen lavede, var hun ikke i tvivl om, at det skulle være børn, hun ville arbejde med. Også selvom uddannelsen til klassisk sanger og sangpædagog intet havde med børn og børnestemmer at gøre.
For mig er det vigtigste ved mit arbejde, at der er en kommunikation og udveksling med mennesker. Her er børn fantastiske at arbejde med. I det øjeblik man viser, at man møder dem i øjenhøjde, tager de det, de oplever, ind på en åben, undrende og storøjet måde. Hvis de kan mærke, at man selv har en barnlig glæde, så fungerer det altid godt.
Nogenlunde samme egenskaber er ifølge Birgitte Holt Nielsen grunden til, at netop børn er centrale i søndagens tekst, hvor Jesus siger, at man skal lade de små børn komme til ham, og at den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, slet ikke kommer ind i det.
LÆS OGSÅ: Forkyndelsen må tage udgangspunkt i børnene
Da jeg læste teksten, tænkte jeg, hvorfor de små børn?. For mig handler det om den måde, man undrer sig på. Hvis der er noget, børn er, så er det forundringsparate, og når Jesus siger, at børnene altid skal kunne komme til ham, så betyder det altså, at mennesker altid skal komme til ham, når de er åbne og for-undringsparate. Kernen i den tekst er for mig, at man ikke behøver at skulle anstrenge sig for at have den rigtige forståelse og dermed kunne tage imod Guds rige. Ingen har patent på en rigtig måde at tro på, forstå på og udlægge troen på, siger hun.
Ifølge Birgitte Holt Nielsen kan det være svært helt at undgå at have forudfattede meninger, men selv har hun en ambition om at være rummelig og ikke dømme folk for det, de præsterer, men se dem som det, de er. Dette er en vigtig lektie til hele samfundet, siger hun.
Jeg synes, denne søndags tekst bør stå som inspiration til et humanistisk og holistisk menneskesyn. I samfundet skal vi bevare respekten for det enkelte menneske, uanset tro eller mangel på samme. Kristendommen giver ikke en ret til at holde nogen udenfor, men handler om omsorg og tolerance og om, at der er plads til alle.
Desværre er samfundet ikke blevet bedre til at følge denne pointe gennem årene eller til at bruge kristendommen i det daglige liv, siger Birgitte Holt Nielsen.
I dag skal alt være så rationelt, så nyttigt, så beskrevet og så videnskabeligt. Men det gør vores liv utrolig fattige, at man kun mener, der er det, man umiddelbart kan måle, veje og forklare, og det gør os ikke i stand til for alvor at implementere næstekærligheden og de etiske fordringer.
Ligesom de små børn er et symbol på de åbne og nysgerrige mennesker, ser Birgitte Holt Nielsen også disciplene i søndagens tekst som et billede på en bestemt gruppe mennesker, nemlig dem, der selv har set lyset og derfor mener, at deres sandhed er den rigtige.
Sådan nogle synes jeg der er mange af i dag, hvilket blandt andet afspejler sig i samfundets børnesyn. Jeg synes, den kritik, at man ser børn som små soldater i konkurrencestaten og som nogen, der skal gøre nytte, er korrekt. Faktisk er det lige før, kirken er det eneste fristed, der efterhånden er, hvor man ikke skal være konkurrencestatssoldat og være nyttig, siger hun og tilføjer, at kirken derfor også gerne måtte komme mere på banen i debatten.
Jeg synes, vi er i en farlig tid, hvor mennesker bare skal passe ind. Hvis de ikke gør det, er der ikke plads til dem i Guds eller samfundets rige. Her kan søndagens tekst og kirken generelt lære os, at vi har ret til at blive set som et rigtigt menneske, uanset hvordan vi præsterer.
LÆS OGSÅ: Jesus ville også tysse på børnene
Birgitte Holt Nielsen er vokset op i en kristen familie med indremissionske rødder på begge sider. Derfor er kristendommen for hende et selvfølgeligt grundlag, hun ikke spekulerer over. Hun synes, der er en grundlæggende tryghed i at tro på Gud, og holder meget af tanken om en menighed og et kristent fællesskab.
Jeg er nok kristen socialist, kan man sige, for jeg synes, det vigtigste er fællesskab, ansvar for hinanden, rettigheder og respekt, siger hun.
For Birgitte Holt Nielsen har troen særligt haft betydning, når hun har haft brug for at lægge bekymringer fra sig. Men den spillede også en stor rolle for hende, da hendes børn blev døbt.
Det betød meget at sige ja på deres vegne. Jeg husker begge gange meget tydeligt, hvilket nok dels skyldes, at man er ret labil på de tidspunkter, men også, at jeg stod med det største ansvar nogensinde i mit liv og sagde ja på børnenes vegne i en stor verden.
Derudover holder den 55-årige operasanger også meget af kristendommen, fordi der ifølge hende er meget frihed at finde i den. Dette leder endnu engang tilbage til budskabet i søndagens tekst om, at der ikke findes en rigtig måde at tro og leve på.
Kristendommen er ikke åg, der skal forsøge at ensrette mennesker. For der er ingen, der har patent på sandheden. Ud over Gud. Og da ingen kan sige præcist, hvad han er, så synes jeg, sandheden ligger godt placeret der.