Manu Sareen om vielse af homoseksuelle: Selvfølgelig har vi ikke brudt Grundloven

Østre Landsret fastslog i dag, at den statslige indførelse af vielser af homoseksuelle i folkekirken ikke er ulovlig. Sagen bliver nu anket til Højesteret

Forhenværende kirkeminister for Radikale Venstre Manu Sareen stod i spidsen for at gennemføre vielser af homoseksuelle tilbage i 2012. Han glæder sig over dagens domsafsigelse.
Forhenværende kirkeminister for Radikale Venstre Manu Sareen stod i spidsen for at gennemføre vielser af homoseksuelle tilbage i 2012. Han glæder sig over dagens domsafsigelse. Foto: SCANPIX.

Lige siden vielser af homoseksuelle blev debatteret første gang i 1995, har bølgerne gået højt.

Endda så højt, at Østre Landsret har skullet vurdere, om lovliggørelsen af vielse af homoseksuelle i folkekirken fra 2012 var grundlovsstridige.

Men i dag fastslog landsretten, at staten ikke har forbrudt sig mod grundloven ved at gøre vielser af homoseksuelle par til en fast del af den danske folkekirke.

Læs domsafsigelsen fra Østre Landsret her.

Det er en dom, der ikke kommer bag på sagens parter. Blandt andre daværende kirkeminister for Radikale Venstre, Manu Sareen:

”Selvfølgelig har vi ikke brudt Grundloven. Jeg var selv til stede i retten, da sagen blev kørt, og det var en farce fra ende til anden. Vi har lavet en af de vigtigste værdipolitiske beslutninger, som er blevet en del af fortællingen om, hvem vi er som danskere. Og som andre lande lader sig inspirere af. Det er den mangfoldighed og frisind, som kendetegner os som danskere. At nogen vil skamride det og misbruge det, fred være med det. Det rummer vi også, for det er også en del af at være dansker,” lyder det fra Manu Sareen, der stod i spidsen for Folketingets indførelse af vielser af homoseksuelle.

En del af den efterfølgende kritik gik på, at staten ikke måtte blande sig i kirkens indre anliggender. Og ud fra det argument valgte foreningen Med Grundlov Skal Land Bygges at stævne den danske stat. Det er advokat Nikolaj Nikolajsen fra advokatfirmaet Lou, der har ført sagen for foreningen Med Grundlov skal Land Bygges. Gårsdagens dom kommer heller ikke bag på ham.

”Det er meget svært at føre en sag mod staten, så derfor er resultatet i dag forventeligt,” siger Nikolaj Nikolajsen og understreger, at sagen dog vil blive anket til Højesteret:

”Folkekirken er både en statsinstitution og et trossamfund. Og når man ser retsligt på det, mener jeg, at man er nødt til at sondre mellem de to ting. Ellers kommer vi ud i, at den til enhver tid siddende kirkeminister kan bestemme hvad som helst omkring kirkens indre forhold og tro og liv. Så nærmer det sig et trossamfund, der i strid i menneskerettighedskonventionen bliver udsat for et overgreb fra statens side,” lyder udmeldingen fra Nikolaj Nikolajsen.

Hans-Ole Bækgaard, formand for Indre Mission, er en af dem, der klart og tydeligt har meldt ud, at vielser af homoseksuelle ikke hører hjemme i den danske folkekirke. Heller ikke han er overrasket over gårsdagens dom, da staten kan henvise til et flertal af biskoppernes opbakning. Han mener, at kirkens ledelse har svigtet og har forståelse for, hvorfor foreningen Med Grundlov Skal Land Bygges har ønsket at prøve sagen.

”Grundlaget for folkekirken som evangelisk-luthersk kirke er Bibelen og bekendelsen. Og skal kirken være troværdig, så mener jeg, at den må fastholde, at ægteskabet er mellem en mand og en kvinde. Derfor forstår jeg godt hensigten fra foreningens side,” siger Hans-Ole Bækgaard.

Selvom om sagen nu ankes til Højesteret, vil Indre Mission dog ikke gå ind i den ved at blive en del af søgsmålet.

”Det er foreningen (Med Grundlov Skal Land Bygges, red.), der kører sagen. Jeg har fulgt sagen fra sidelinjen, og det vil jeg fortsætte med at gøre. Det er fint for mig, at der er borgere, som vil prøve sådan en sag af,” siger Hans-Ole Bækgaard