I begyndelsen af maj offentliggøres rapporten om, hvilke modeller der arbejdes med i et udvalg nedsat af Kirkeministeriet for en styrelsesordning for folkekirken. Jesper Langballe (DF) blev sammen med to andre forhenværende borgerlige folketingsmedlemmer indsat i udvalget.
Han har fået kritik for at overtræde sin tavshedspligt, da han for nylig i en kronik offentliggjorde de modeller for folkekirken, som udvalget opererer med. Flere udvalgsmedlemmer har derefter udtalt, at Jesper Langballes beskrivelse af modellerne ikke er korrekt.
Har du hele tiden haft planer om at offentliggøre udvalgets arbejde før planlagt?
Nej, jeg havde ikke planlagt det. Men da formanden for udvalget, tidligere ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen, krævede tavshedspligt under udvalgsarbejdet, sagde jeg med det samme, at det havde jeg ikke tænkt mig at overholde. Og jeg mener også, at når man går ind i et kommissionsarbejde, så er det vigtigste arbejde for mig at udtale mig offentligt, for denne sag vedrører hele befolkningen og folkekirken. Jeg synes, tidspunktet var kommet for lige netop det.
LÆS OGSÅ:Borgerlige politikere åbner for lovgivning om kirkens indre forhold
Det er ingen hemmelighed, at du er placeret i udvalget med det ene sigte, at der ikke skal etableres et kirkeråd?
Ja, det er da klart. For mit vedkommende er det en kamp for livet, at folkekirken ikke skal have en kirkeforfatning. Og som udvalgsarbejdet er skredet frem, er jeg kun blevet bestyrket i, at det vil være en ulykke, og det er Dansk Folkeparti enig med mig i.
Du skriver blandt andet i kronikken, at folkekirken ikke skal politiseres. I dag er Folketinget jo kirkerådet, og det er vel også politisk?
At Folketinget lovgiver om folkekirken, er det modsatte af en synode (kirkelig ledelse af folkekirken, red). Og politisk magt er politisk magt, den kan man ikke fortrænge eller komme af med. Men et kirkeråd er bygget op af en kirkelig kreds, og ved at kirkeliggøre magten, bliver den også politiseret. Det må ikke ske.
Hvem skal så have magten over kirken?
Det er det paradoksale, fordi udvalget med modellerne tildeler Kirkeministeriet og kirkeministeren stor magt over kirken, samtidig med at der også skal være et kirkeråd. Og det råd skal bare stå bukkende foran ministeren.
Er der overhovedet elementer i udvalgsarbejdet, du er enig i?
Jeg er ikke uvillig til, at der skal lovgives om folkekirkens indre anliggender. Det vil sige blandt andet ritualer, salmebøger og bibeloversættelser. De indre anliggender i folkekirken har hidtil været omfattet af en form for sædvane, og det har jeg været godt tilfreds med. Men med den kirkeminister (Manu Sareen (R)), vi har i dag, så hælder jeg til lovgivning, for så behøver vi ikke at tale os frem til tingene. Og jeg tænker i den sammenhæng også på synodens magt, hvis det kommer til kamp om de indre anliggender i folkekirken.
Jeg kan godt se fornuften i lovgivning, men det tiltaler mig ikke.
Er der andet, du er enig i?
Ja, jeg har selv udtænkt forslag til, hvordan man kan give Fællesfonden legitimitet. (Fællesfonden er folkekirkens fælles pengekasse, hvor midlerne kommer fra landskirkeskatten. I dag udgør en udpeget gruppe af mennesker, den såkaldte budgetfølgegruppe, rollen som rådgivere i forhold til kirkeministeren. red.)
Jeg mener, at Fællesfonden og tilskuddet til folkekirken fra finansloven bør afløses af, at Kirkeministeriet hvert år lægger et budget for folkekirken, og at man derefter giver budgettet legitimitet med et aktstykke, der skal vedtages i Finansudvalget. Det forslag bekom ikke formanden vel, men det kommer med i dokumenterne.