Langballe om åbningsgudstjenesten: Biskoppen har glemt at læse teksten

Udmærket og aldeles intetsigende. Så forskelligt lyder dommene fra to af Folketingets tidligere præster, som Kristeligt Dagblad har bedt om at vurdere dagens prædiken ved Folketingets åbningsgudstjeneste

Sognepræst og tidligere Folketingsmedlem Jesper Langballe kritiserer biskoppens åbningstale. (Arkivoto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2011)
Sognepræst og tidligere Folketingsmedlem Jesper Langballe kritiserer biskoppens åbningstale. (Arkivoto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2011). Foto: Liselotte Sabroe.

Man må som minimum kunne forlange af en præst, at han har læst den tekst, han prædiker over.

Men det har biskop over Aalborg Stift, Henning Toft Bro, åbenbart glemt, da han forberedte sig til prædikenen ved dagens åbningsgudstjeneste for Folketinget. Det mener Jesper Langballe, tidligere præst og folketingspolitiker for Dansk Folkeparti. Han har i sin tid i Folketinget siddet til en lang række åbningsgudstjenester som politiker. Og dagens prædiken undrer ham.

"Det er meget pudsigt. Biskoppen citerer bibelteksten forkert, så den får den stik modsatte betydning," siger Jesper Langballe.

DOKUMENTATION: Læs biskoppens prædiken

Gudstjenesten blev holdt i Christiansborg Slotskirke i formiddags forud for, at Folketinget begyndte dets arbejdsår efter sommerferien. Her prædikede Henning Toft Bro over lignelsen om de betroede talenter fra Matthæus-evangeliet. Han slutter sin prædiken af med at konkludere:

"Jesus siger, at Gud samler ikke, hvor han ikke først har spredt. Gud kræver ikke noget han ikke først har givet." Og det er den pointe, Jesper Langballe mener, biskoppen har fået galt fat i.

"Der står det præcis modsatte i teksten, nemlig at Herren samler, hvor han ikke først har spredt," siger Jesper Langballe.

Han mener, at prædikenen ved åbningsgudstjenesten i det store hele var temmelig intetsigende.

LÆS OGSÅ: Hør radiotransmission af hele åbningsgudstjenesten

"Biskoppen kommer ikke meget længere end til nogle almindelige moralske godtkøbsbetragtninger. Men hele lignelsen handler jo om livet i Kristus. Det er Kristus, der skal forkyndes i en kristen prædiken," siger han.

Biskop Henning Toft Bro havde forud for dagens gudstjeneste sagt, at han ønskede at holde en evangelisk gudstjeneste uden politiske paroler. Ifølge Jesper Langballe lykkes det biskoppen at undgå at holde en politisk prædiken. Men en evangelisk prædiken kan man ikke kalde det, mener han:

LÆS OGSÅ: Biskop vil prædike om at forvalte sit liv rigtigt ved åbningsgudstjeneste

"En evangelisk prædiken forkynder Kristus. At livet er død og opstandelse, som det var for Kristus langfredag. Og det kommer overhoved ikke frem i dagens prædiken," siger Jesper Langballe.

En anden tidligere politiker og præst, der også selv har siddet til en række åbningsgudstjenester, er Tove Fergo (V). Hun mener modsat Langballe, at biskoppen holdt en glimrende tale for politikerne og ministrene i dag.

"Det var en ganske udmærket prædiken. Det var en velvalgt tekst, biskoppen prædikede over med budskabet om, at vi skal bruge vores liv," siger Tove Fergo.

Hun synes ikke, der var noget overraskende eller bemærkelsesværdigt ved dagens prædiken. Til gengæld glæder hun sig over, at prædikenen hverken blev moraliserende eller politisk.

"Budskabet var, at vi skal bruge vores liv og vores talenter bedst muligt. Men det var befriende, at han ikke kom med en moralsk udlægning til politikerne om, hvad det vil sige. Det må de selv afgøre," siger hun.

Og især biskoppens pointe om, at man ikke skal spare sit liv, mener hun, var velvalgt netop i forhold til politikerne.

LÆS OGSÅ: Mette Bock: Der er forskel på en prædikestol og talerstol

"Politikere får jo hele tiden at vide, at de skal spare. Derfor er det vigtigt at få slået fast, at det ikke altid er godt at spare. Der er situationer, hvor det er vigtigt at bruge sig selv og livet."