Lederskifte i Danmission: Her er den nye generalsekretær

Teolog Jørgen Skov Sørensen overtager posten efter Mogens Kjær og bliver ny generalsekretær for Danmarks største missionsorganisation

Jørgen Skov Sørensen (tv), teolog og tidligere sekretariatschef i Folkekirkens mellemkirkelige Råd, overtager posten efter Mogens Kjær, som har været Danmissions generalsekretær siden 2002. -
Jørgen Skov Sørensen (tv), teolog og tidligere sekretariatschef i Folkekirkens mellemkirkelige Råd, overtager posten efter Mogens Kjær, som har været Danmissions generalsekretær siden 2002. -. Foto: Rune Lundø/Danmission.

Landets største missionsorganisation får en erfaren folkekirkemand i spidsen, når den 51-årige Jørgen Skov Sørensen i marts 2016 tiltræder stillingen som ny generalsekretær.

Han overtager posten efter 69-årige Mogens Kjær, som har været generalsekretær siden 2002.

Jørgen Skov Sørensen er teolog og tidligere sekretariatschef i Folkekirkens mellemkirkelige Råd. Han taler fem sprog, har rejst i 46 af verdens lande og har ifølge Danmission en tæt og engageret kontakt til både dansk og udenlandsk kirkeliv.

”Mission er for mig at være til stede blandt mennesker og give det kristne evangelium videre. Men mission er også – som Jesus siger – at forkynde frihed for den fattige og sætte den undertrykte fri. Derfor er det også mission, når Danmission arbejder med rettigheder og fattigdomsbekæmpelse ude i verden," siger Jørgen Skov Sørensen ifølge en pressemeddelelse. 

Danmission arbejder med kirkeudvikling, fattigdomsbekæmpelse og dialog i Asien, Afrika, Mellemøsten og Danmark.

Danmission er ikke nogen fremmed arbejdsplads for Jørgen Skov Sørensen. Som nyuddannet teolog var han i fem år ansat som missionssekretær i organisationen, hvor han var en del af ledelsesteamet og blandt andet havde ansvar for internationale partnerskaber. Fra 2005 til 2014 var han medlem af Danmissions bestyrelse.

Når Jørgen Skov Sørensen træder ind i sit nye kontor i Hellerup nord for København, hvor Danmissions hovedkontor ligger, vil han lade sig inspirere af sin store lidenskab for jazzmusik.

”I jazz slås tonen og temaet an, og derefter kan der improviseres. Som generalsekretær ser jeg mig selv som orkesterleder. Jeg lægger en linje, hvor der er plads til improvisation og til at gribe muligheder. Verden er meget omskiftelig, derfor skal en organisation som Danmission, der arbejder internationalt, også kunne omstille sig," siger han.