En nylig britisk undersøgelse viste, at der kunne være flere goder end de religiøse forbundet med kirkegang. For eksempel falder kirkegang ofte sammen med godt helbred. Og at religion benyttes som redskab, er ikke nogen hemmelighed, siger lektor i religionsvidenskab på Aarhus Universitet Henrik Reintoft Christensen, der tidligere på året præsenterede en analyse af, hvordan det travle samfund påvirker religion i vesten, i tidsskriftet Religion i Danmark 2016.
”Vi lever i dag i et samfund, hvor alting går stadigt hurtigere, og flere og flere mennesker har opdaget, at religion kan være det redskab, de har brug for for at håndtere det stigende tempo. En udvikling, der kan indebære store risici, men også muligheder for religionerne, og som for eksempel mange folkekirker har forsøgt at imødekomme med spaghettigudstjenester, pilgrimspræster og lignende. Mange folk har ikke overskud til at komme i kirke søndag formiddag, så hvis kirken vil spille en relevant rolle i dagens samfund, er den nødt til at møde mennesker på anden vis.”
Det senmoderne samfund udfordrer religion på mange måder, lyder det fra den 40-årige lektor:
”Ikke kun den øgede hastighed er en udfordring – den øgede mobilitet er i høj grad også. Folk flytter for eksempel i langt højere grad end tidligere fra det område, hvor de er født – og hvor den religion, de har været tilknyttet, også befinder sig. Samtidig er religion for mange blevet noget, der følger individet frem for fællesskabet,” siger Henrik Reintoft Christensen.
”For mange mennesker gør det sig gældende, at de føler sig mindre stressede og har mere overskud, hvis de formår at holde pauser fra travlheden. Og her kan religionen spille en rolle. Jeg har for eksempel talt med unge, der beskriver gudstjenesten som et pusterum, hvor de ikke behøver at tjekke deres Facebookkonto og være til rådighed for andre. Samme melding har jeg fået fra en ung buddhist, som tre gange om ugen tager til fællesmeditation med andre buddhister.”
Om et religiøst pusterum også rent faktisk kan nedsætte risikoen for stress, er ikke dokumenteret, fortæller Henrik Reinholdt Christensen. Men der er forskning, der tyder på, at religiøs praksis gør en positiv forskel på en persons evne til at mestre tilværelsen generelt. Og måles der på depression og psykisk sygdom, viser forskningen tydeligt, at religiøse mennesker er mindre udsatte end ikke-religiøse,” lyder det fra Henrik Reintoft Christensen.
Han læner sig afslappet tilbage i stolen på det bogfyldte universitetskontor i det nordlige Aarhus, mens han tager sig tid til at over- veje sine ord. At religion formår at gøre sig relevant for nutidens borgere, kan umiddelbart synes positivt – men samtidig bør man være sig bevidst, at religionernes forandring kan have konsekvenser, lyder det:
”Hvad gør det ved religionerne på sigt, at de tilpasser sig samfundet? Ingen tvivl om, at størstedelen af religioner i Vesten i dag er mere verdslige end tidligere. Se bare på opfattelsen af kristendommen i folkekirken. Hvor der tidligere var langt mere fokus på synd, nåde, himmel og helvede, er der i dag mindre fokus på det hellige og hinsides. Nogle vil fremhæve dette som folkekirkens udvikling, andre som dens afvikling,” siger Henrik Reintoft Christensen og fortsætter:
”Samtidig ligger der i udviklingen en risiko for, at religionen bliver reduceret til noget udelukkende funktionelt, og at den vil blive endnu mere instrumentaliseret. Religiøse strømninger, der i dag ser ud til at klare sig godt – for eksempel spaghettigudstjenester og yoga – risikerer at blive reduceret til værktøjer, der skal hjælpe individet med at overleve i en presset hverdag.”
Henrik Reintoft Christensen indskyder, at intentionen bag for eksempel spaghettigudstjenester kan være gode, men:
”Selvom præsten måske har en idé om, at deltagerne går derfra med et åndeligt udbytte, kan det i langt højere grad være pausen, deltagerne kom for at få. Samtidig påpeger kritikere, at kirken ikke bør tilpasse sig det travle samfund, for hvis man flytter en gudstjeneste fra søndag til tirsdag for at imødekomme de travle sognebørn – spiller man så ikke bare med på den præmis, at alt er flydende, og intet står fast? Kommer man ikke til at facilitere travlheden, når man flytter sine egne tilbud for at komme det travle menneske i møde – som så efter en spaghettigudstjeneste blot vil træde ind i travlheden igen?”, lyder det retorisk, inden lektoren fortsætter:
”Nogle af de mest pessimistisk indstillede kritikere af samfundsudviklingen mener, at hastigheden i samfundet ødelægger vores mulighed for at påvirke samfundet. Fordi vi hele tiden blot reagerer, har vi ikke tid til at agere og selv præge udviklingen. Vi er spændt for en vogn, som det ikke er muligt at gøre sig fri af.”
Henrik Reintoft Christensen læner sig frem i stolen og lægger armene over kors.
”Når mennesker melder sig til et yogahold, tror jeg, de reagerer på et ønske om velvære og pusterum, som måske dybest set kan forklares med en erfaring af tab af kontrol. Hverdagen kan opleves fremmedgørende, men når man sidder i en yoga-time, kan man få en oplevelse af at genvinde kontrollen. Jeg tror, mange mennesker i dag har et ønske om at genfinde kontakten med deres krop og deres liv – og det er en tendens, jeg ikke kun ser i det religiøse, men også på for eksempel smartphone-fri caféer, interessen for slow food, det store seerantal ved programmer som ”Bonderøven” på DR, og andre steder, hvor man går imod det digitaliserede højhastighedssamfund. Her tror jeg bestemt, religionen kan inspirere og bidrage med noget positivt.”