Kan man forestille sig, at man i den danske folkekirke fik en lov vedtaget i Folketinget om, at man ikke længere skulle ordinere kvinder til præsteembedet?
Nej vel. Det er fuldstændig utænkeligt. Dels er vel 95 procent af kirkens medlemmer samt 100 procent i ledelseslaget tilhængere af kvinders ordination. Dels ville kirkens virksomhed lide ubodelig skade, hvis halvdelen af præsterne ikke kunne virke.
Ikke desto mindre er det netop, hvad en luthersk kirke på den anden side af Østersøen lige har gjort. Den evangelisk-lutherske kirke i Letland vedtog på sin synode den 3. juni, at kun mænd kan ordineres til præstetjeneste i kirken.
Hvordan kunne det dog ske? Som i alle sådanne tilfælde skal forklaringen findes i historien.
Lutherdommen slog tidligt rod i Letland. Påvirkningen kom fra Tyskland, hvilket blandt andet indebar, at pietismen fik stærk indflydelse. Mellemkrigstiden var en blomstringstid, som imidlertid blev brat afbrudt med den russiske besættelse efter Anden Verdenskrig. Nu blev kirken forfulgt, præster blev dræbt og deporteret, kirkelig ejendom inddraget. I kirken var det kun tilladt at holde gudstjenester, ikke at øve diakonalt og socialt arbejde. Mange letter, der havde mulighed for det, emigrerede og grundlagde en lettisk kirke i udlandet.
I denne periode under sovjetisk besættelse blev loven, der tillod kvindelig ordination, indført i 1975. Da Sovjetunionen brød sammen, stod kirken frem med stor moralsk autoritet. Den havde overlevet forfølgelsen og satte sig nu i spidsen for landets åndelige genrejsning. Antallet af kirkegængere blev seks gange så stort i løbet af et år. Denne fornyelsesproces indebar naturligt nok en afstandtagen fra alt sovjetisk, inklusive det der var blevet vedtaget under den sovjetiske okkupation, herunder kvindelig ordination.
I 1992 døde ærkebiskop Karlis Gailitis meget ulykkeligt i et biluheld, og da synoden i 1993 skulle finde en ny leder, var der ikke mange at vælge imellem, da det skulle være en person, der var uplettet i forhold til den sovjetiske fortid.
Derfor blev den dengang 35-årige Janis Vanags valgt til ny ærkebiskop. Han er af uddannelse kemiker og havde under besættelsen arbejdet som underviser. Han var uddannet på den kirkelige uddannelsesinstitution Luther Akademiet. Han blev ordineret af den svenske ærkebiskop Werkstrøm, og kirken kom dermed med i den række af lutherske kirker, der ønsker at fastholde den apostolske succession. Det åndelige landskab i den lettiske lutherske kirke er dermed præget af en blanding af højkirkelighed og pietisme.
Vanags har aldrig lagt skjul på, at han ikke ordinerer kvinder, så siden 1993 er der ikke ordineret kvinder til præsteembedet i den lutherske kirke i Letland. Men det er der i den lettiske kirke i udlandet, der siden 2014 har haft en kvindelig biskop.
De lettiske kvindelige teologer, der er blevet uddannet siden 1993, har således haft valget mellem enten at arbejde som evangelister uden ordination i Letland eller søge til udlandet og arbejde i lettiske menigheder i USA, Canada eller Australien.
Der er således flere spændinger i spil, når man skal forsøge at forstå synodens beslutning om ikke at tillade kvindelig ordination. En af følgerne bliver en spaltning af den lettiske kirke. Der er allerede menigheder i Letland, der har tilsluttet sig den lettiske kirke i udlandet.
En række af de internationale kirkelige organisationer, herunder Det lutherske Verdensforbund, har fordømt beslutningen, og internationale netværk af kvindelige teologer har arrangeret underskriftindsamling imod den. Men beslutningen blev vedtaget med en overvældende majoritet på 77 procent og hilst med klapsalver og udråb som ”Vi vandt”. Umiddelbart er der ikke udsigt til, at den bliver lavet om.