Lilleør: Kirken skal opfylde alle folks ønsker til et bryllup

Der kan sagtens spilles Nik & Jay i kirken, mener præsten Kathrine Lilleør, som taler for større åbenhed for utraditionelle ønsker til begravelser og bryllupper. Men Lilleør underminerer kirkens alvor og højtidelighed, kritiserer præstekollegaen Sørine Gotfredsen

Præst og forfatter Kathrine Lilleør mener, at kirken skal acceptere alle folks ønsker til et bryllup eller en begravelse i kirken.
Præst og forfatter Kathrine Lilleør mener, at kirken skal acceptere alle folks ønsker til et bryllup eller en begravelse i kirken. Foto: Jakob Boserup Denmark.

Alt skal kunne lade sig gøre. Alt er tilladt.

Pårørende ved en bisættelse og brudeparret ved et bryllup skal have frit lejde for, hvilke ideer de gerne vil have realiseret i kirken. I et indlæg på sin blog på Berlingske.dk åbner sognepræst Kathrine Lilleør kirkens døre op for, hvad der skal være muligt af musik, taler og indslag til bryllupper, begravelser og andre ceremonier.

LÆS OGSÅ: Folkekirke - nu med bamsedåb og vulkansang

"Det er vigtigere, at de, der søger kirken, føler sig velkomne med alt, hvad de bærer med sig, end at kirken holder på sine menneskeskabte regler. Alt hvad folk ønsker sig af deres kirke skal i princippet kunne lade sig gøre. Ingen og slet ikke præsten må med Ritualbogen stille sig mellem Gud og hans børn," skriver Kathrine Lilleør på sin blog.

Men det er galt afmarcheret, lyder det fra teolog og forfatter Sørine Gotfredsen. Hun er sognepræst i Jesuskirken i Valby, hvor der som hovedregel kun bliver accepteret klassisk kirkemusik ved kirkelige handlinger.

"Selvfølgelig skal der være grænser for, hvad man kan bruge et kirkerum til. Ellers kommer kirken til at undergrave sin højtidelighed," siger Sørine Gotfredsen.

Hun mener, at det i det lange løb vil være klogest at fastholde over for folk, at der er andre grænser i kirken end i resten af samfundet.

"Der skal herske en anden alvor inde i kirken," understreger hun.

Men præster, der argumenterer på den måde, har en arrogant holdning til de kirkesøgende, lyder det i Katrine Lilleørs indlæg:

"For magtforholdet er nu engang sådan i mødet mellem den sørgende familie og præsten, at præsten er den stærke. Præsten har i den situation kirken, skriften og hele traditionen på sin side, og det er derfor mere end hårdt, hvis en familie møder et nej."

Sørine Gotfredsen er enig med Lilleør i, at præster kan risikere at være arrogante, hvis de i udgangspunktet er skrappe og afvisende over for de pårørende.

"Men det er en præsts pligt at bruge sin erfaring om, hvad der fungerer i en kirke, og hvad de involverede eventuelt vil komme til at fortryde bagefter. Jeg skal kunne stå inde for, at ceremonien foregår i en tone, der ærer begivenheden og respekterer kirkerummet," siger Sørine Gotfredsen.

Hun oplever det dog ikke som et konkret problem, at der er et modsætningsforhold mellem, hvad kirken kan stå inde for, og hvad folk ønsker.

"Det er en kunstig konflikt, som nogle præster prøver at køre op. Mens jeg har været præst, har jeg kun oplevet en håndfuld gange, at folk har haft forslag, jeg ikke syntes var en god idé i kirken," siger hun og understreger, at hun altid møder forståelse hos folk, hvis hun prøver at tale dem fra en bestemt idé.

"Det er at overdrive at tale om alle de folk, der kommer og vil bruge kirkerummet til deres eget show med upassende ting. Jeg oplever folk som utrolig respektfulde. Jeg tror, man kører problemstillingen op, fordi præsten så kan overdrive med alle sine skøre oplevelser," siger hun.