Livet skal leves i opstandelsens tegn

INTERVIEW: Beretningen om Jesu lidelse og død kan have en spirevirkning i sindet, siger Gurli Vibe Jensen, der i en ny bog åbner nogle af påskens temaer

-- Påsken er ikke en begivenhed, som isolerer sig, men højtiden sender sin virkelighed ind i alle dage, siger Gurli Vibe Jensen. -- Foto fra bogen.
-- Påsken er ikke en begivenhed, som isolerer sig, men højtiden sender sin virkelighed ind i alle dage, siger Gurli Vibe Jensen. -- Foto fra bogen.

Mange har det svært med påskens indhold. Det mener i hvert fald præsten Gurli Vibe Jensen.

Hun ser en tendens til, at påsken er koncentreret om velsmagende påskeæg, nyudsprungne grene og påskeliljer, mens mange ikke magter den kirkelige højtid.

– I julen kan vi putte barnet i krybben, men hvad gør vi med korsfæstelsen og opstandelsen? Med påskeæg, lam og gule farver kan man skabe en hygge, men budskabet er anderledes svært at håndtere, for med påsken begynder det at skælve lidt. I påsken kommer der noget ind i billedet, som ikke angår, hvad jeg magter, men hvad Gud magter gennem den kærlighed, som er gådefuld, siger Gurli Vibe Jensen.

Den tidligere sognepræst ved Helligåndskirken i København er i dag flyttet på landet. Det teologiske arbejde har hun taget med sig, så da Det Danske Bibelselskab opfordrede hende til at skrive en bog om påsketanker, takkede hun ja. Hvis nogle tror, hun kan hjælpe med at åbne for nogle af påskens centrale temaer, stiller hun gerne sin pen til rådighed.

Resultatet er blevet bogen "Påsketanker", hvor Gurli Vibe Jensen tager læserne med på en langsom rejse gennem påskens landskab fra Jesus rider ind i Jerusalem palmesøndag til den tomme grav, der møder Maria Magdalene og Maria påskemorgen. Og hun stopper ikke her. Jesu Himmelfart og pinsen har hun også forsynet med korte, meditative tekster og salmevers.

– Påsken er ikke en begivenhed, som isolerer sig, men højtiden sender sin virkelighed ind i alle dage. Hvis vi ikke havde påsken, så havde pinsen ikke noget at sige, og julen var bare en nuttet historie. Påsken er et kraftcenter, der skal gå med besked ind i alle dage i året. En besked om, at vi skal leve i opstandelsens tegn, siger Gurli Vibe Jensen og tilføjer:

– Påskens budskab er, at uanset hvad der sker os, så har Jesus været der først. Efter påsken kan ingen menneskelig situation forekomme, hvor Jesus ikke har været der. Der sidder mennesker i denne påske, som oplever ensomhed, smerter eller er mærket af døden, de må sige med Jesus: "Min Gud, min Gud hvorfor har du forladt mig?". På det spørgsmål har påsken et modsvar fra Gud selv. Gud oversætter Kristi lidelse, så det ophæver den grænseløse isolation, mennesker kan være i. Det sker med Jesu ord på korset: "Det er fuldbragt", hvilket også for os i dag manifesterer, at Gud er hos os.

Det er bibeltekster fra Det Nye Testamente, der fylder mest i bogen. Det er bevidst, at Gurli Vibe Jensen har holdt igen med egne ord og ladet de bibelske tekster få god plads. I påsken er Det Nye Testamentes ord så stærke, at de med fordel kan tale for sig selv uden prædiken, mener hun. Skønt hun har været præst i tre årtier, har hun altid afstået fra at prædike langfredag. Denne særlige dag har lidelseshistorien og orgelmusik fået lov at stå for sig selv.

– Lidelseshistorien medfører en stilhed, som er meget stærk, og som kan besætte sindet til eftertanke. I vores tid, hvor der er mange åndelige fraser i luften, kan påskens ord have en mærkelig spirevirkning i sindet. Der er nogle kræfter i påskens beretninger, som viger fra emotionelle omfavnelser, så man konfronteres med en virkelighed, der er vedkommende, siger Gurli Vibe Jensen.

Gurli Vibe Jensen: Påsketanker. Det Danske Bibelselskab. 52 sider, 149 kroner.

nygaard@kristeligt-dagblad.dk

Gurli Vibe Jensen

Præst og missionær Gurli Vibe Jensen, 81 år. Fra 1950 og ti år frem var hun missionær i Nigeria, læste siden teologi, psykologi og litteratur på University of Minnesota og blev Master of Art med en afhandling om forholdet mellem kristendom og idealisme. I 1965 blev hun sognepræst ved Helligåndskirken i København, hvor hun var præst i 30 år. I samme periode var hun også engageret i Det Danske Bibelselskabs arbejde og var fra 1981 til 1989 medlem af bestyrelsen. Hun har også været med i Bibelselskabets internationale arbejde. Fra 1980 til 1984 var hun formand for bibelselskabernes verdensbestyrelse.